Fra sygeplejeelever til venner for livet

”Heeej, hvor er det dejligt at se jer!”

Der bliver uddelt varme kram på omgang, da Ingelis Sander træder ind ad døren og forbi rullekufferterne i entreen.

Karen Korntoft, Lene Bjerre og Ingeborg Hedegaard Kristensen er allerede ankommet. Snakken flyder ubesværet og indforstået, som den kun kan gøre mellem mennesker, der har kendt hinanden i årevis. Duften af friskbrygget kaffe har for længst bredt sig i den hyggelige stue og Erik Buus, gruppens femte mand, skynder sig hen for at sætte de hjemmebagte boller på bordet.

Det er hans lejlighed, vi befinder os i, i et seniorbofællesskab i midten af Herning, hvor Sygeplejersken er inviteret med til en særlig omgang eftermiddagskaffe.

Det er 50 år siden, de fem sygeplejersker startede på samme hold på sygeplejeskolen og mødte hinanden for første gang. I morgen går turen til Perpignan i Sydfrankrig, hvor de vil fejre deres jubilæum med en fælles ferie.

– Jeg foreslog det her for lang tid siden, fordi vi har fået tilbud om at låne et hus dernede mange gange, og det aldrig er blevet til noget. Så tænkte jeg, at nu skulle det altså være,” fortæller Ingeborg Hedegaard Kristensen, imens hun hælder kaffe op.

Byture, ballade og faglighed

Det var den 1. september 1976, at de fem trådte ind på sygeplejeskolen i Herning for første gang. Flere af dem var kun 18 år gamle, og nogle af dem havde aldrig været hjemmefra før. Dengang var de ikke studerende, men elever. De boede på skolen under opsyn fra forstanderinden og viceforstanderinden. Deres værelser lå ved siden af hinanden, og de blev hurtigt tætte.

”Jeg tror, vi blev venner nærmest med det samme. Det giver et helt særligt sammenhold at bo dør om dør, som jeg ikke tror, de studerende får på samme måde i dag. Man lærer hinanden at kende på anden måde. Vi læste sammen, gik i byen sammen, tog på ferier sammen og kendte hinandens familier,” siger Karen Korntoft.

Erik Buus flyttede som den eneste i gruppen i en lejlighed for sig selv, men bevarede venskabet og den tætte kontakt med de andre sygeplejeelever. Det var dog ikke uden løftede øjenbryn, at han fik lov til at bo uden for skolen.

”Man så gerne, at vi blev boende dér. Så kunne de jo holde lidt styr på os,” siger han.

”Det må man bare sige, at de ikke lykkedes med,” indskyder Lene Bjerre tørt, og latteren breder sig straks omkring bordet. Røverhistorierne om festlige byture og forbudte besøg på værelserne sidder løst – men trods sjov og ballade blev studierne altid passet.

”Med alt det faglige, der synes jeg jo, vi var meget seriøse,” fortæller Ingelis Sander. ”Altså, vi havde det sjovt, når vi gik i byen, men vi var aldrig sådan nogle, der kom nemt om ved det eller bare sprang over, hvor gærdet var lavest.”

Ingeborg Hedegaard Kristensen bryder ind.

”Nej, nej, nej. Vi læste jo lektier sammen og hjalp hinanden. Det var hele pakken,” siger hun.

"Rend mig i traditionerne"

Livet på sygeplejeskolen var fyldt med regler, både skrevne og uskrevne, men for de fem sygeplejeelever var det ikke altid lige nemt at rette ind. Det var i 1970’erne, og oprør var en del af tidsånden.

”Jeg kan huske, at jeg havde nogle bestemte strømper på, når jeg gik rundt ude hos patienterne. Så fik jeg at vide af forstanderinden, at sådan kunne jeg altså ikke gå klædt. Men jeg tænkte, at det skulle hun ikke have lov at bestemme, så jeg blev ved med at tage dem på – i hvert fald indtil jeg fik så meget skældud, at jeg opgav,” fortæller Karen Kortoft.

”Jeg blev også engang irettesat på grund af de sko, jeg havde på,” indskyder Lene Bjerre. ”Og så var der reglerne for, hvem der måtte være på værelserne om aftenen. Dørene skulle være lukkede klokken 10, og vi måtte ikke have nogen til at overnatte. Det overholdt vi jo bare ikke.”

Den dag, de blev færdige som sygeplejersker, kunne de heller ikke dy sig for at udfordre konventionerne en sidste gang.

”De blev ved med at sige, hvad traditionen er, og tradition og tradition og tradition. Så til sidst sagde vi ”rend mig i traditionerne” og blev det eneste hold, der nægtede at afgive sygeplejeløftet,” siger Karen Korntoft.

Ingelis Sander nikker. ”Men i virkeligheden havde vores skole faktisk været lidt foran de andre skoler i forhold til at være moderne og progressive. Sådan noget opdagede vi bare aldrig. Vi var jo unge.”

Fra billig arbejdskraft til mere akademisering

Det var ikke kun forholdene på sygeplejeskolen, der var anderledes i 70’erne. Forskellen på dengang og nu kunne også mærkes ude på afdelingerne, hvor sygeplejeeleverne hurtigt fik meget mere ansvar, end de nødvendigvis var parate til.

”Vi var jo billig arbejdskraft. Jeg passede juleaften og nytårsaften en hel psykiatrisk afdeling uden overhovedet at have forstand på det, og jeg fik besked på bare at ringe, hvis det var noget. Har I ikke også prøvet det?” spørger Karen Korntoft ud i gruppen.

Alle nikker.

”Det ligger jo også i uddannelsen, at den er blevet et studium. Der er meget mere teori, end vi havde. I dag er de meget mere akademiske, hvor vi var meget mere ude ved sengene hele tiden,” siger Erik Buus.

Og det er ikke kun studiet, der har ændret sig. Både sygeplejen og sundhedsvæsnet har på mange måder forandret sig, helt ned til hvor længe patienterne ligger i sengene.

”Dengang var de jo indlagt i uger og måneder. Man fik et helhedsforhold til patienterne. Man lærte dem at kende, og derfor var der en helhedspleje på en anden måde, end der er i dag. Meget er røget ud i takt med, at det ambulante er kommet ind,” siger Ingelis Sander. Hun fortsætter:

”Men til gengæld er der også kommet meget mere tværfaglighed ind i arbejdet. Der er jo ikke kun sygeplejersker og læger på hospitalerne i dag, der er mange andre faggrupper. Og det dér med at kunne arbejde sammen i tværfaglige teams, det har en kæmpestor betydning for den pleje og behandling, vi kan give patienterne i forhold til, hvad vi kunne dengang.”

Én gang sygeplejerske…

Da de begyndte i Herning, havde de samme uddannelse foran sig, men den kom til at føre dem vidt forskellige steder hen – til anæstesien, sundhedsplejen, ud i kommunen, over i psykiatrien, i forskningen, til Afrika og Grønland.

Nu er fire ud af de fem gået på pension. Men de er alle sammen enige om, at sygeplejerske holder man aldrig helt op med at være.

”Jeg har været i psykiatrien i mange år og arbejdet meget med flygtninge og indvandrere, på asylcenter og for Røde Kors. Men jeg var også sundhedsplejerske, så når børnene nu ringer hjem, kan de sige: "Hej mor, jeg skal lige snakke med sundhedsplejersken.” På den måde er det jo en rolle, man aldrig rigtig træder ud af,” forklarer Lene Bjerre.

Erik Buus nikker. Han har selv indtaget rollen som ”hussygeplejerske” i det seniorbofællesskab, hans lejlighed er en del af.

”Man skal være 60+ for at bo her, og den ældste er 91, så de har jo alle sammen skavanker i varierende grad. Så hvis der snak om et eller andet, nogen døjer med, så kigger alle automatisk på mig,” siger han.

Men det er ikke en byrde, tilføjer Erik Buus:

”Hvis nogen kommer til skade, banker de på her. Og når de har været på sygehuset og har fået en besked i MinSundhed-appen, så skal jeg sige, hvad jeg tænker om det, der står der. Og det gør jeg med glæde.”

Respekt og fællesskab

I alle årene, der er gået, har de fem sygeplejersker altid holdt kontakten. De har set hinanden mindst to gange om året, rejst sammen og fulgt hinanden i livets op- og nedture. De har boet forskelligt, dannet familier forskelligt og truffet valg, som ikke nødvendigvis lignede hinandens.

At de har holdt sammen så længe, krediterer de bl.a. til det fag, de har til fælles og den respekt, de altid har haft for hinanden som mennesker og sygeplejersker.

”I dag bliver der talt meget om rummelighed. At man skal kunne rumme nogle med andre holdninger. Og der må jeg da sige, at det tror jeg, vi har fået med os fra vores tid på sygeplejeskolen. At vi lever forskelligt og har respekt for hinanden, fordi vi har den her fælles historie,” siger Ingeborg Hedegaard Kristensen.

De kan sagtens være uenige. Men uenighederne er aldrig vigtigere end relationen.

”Vi har bare haft sådan dyb respekt for hinandens måde at leve på, hvordan vi vil arbejde, hvordan vi vil have vores hverdag, hvordan vi bor og lever. Det har da været helt fantastisk at få så mange forskellige facetter på, hvordan man kan have et spændende og godt liv som sygeplejerske, selvom det har været utroligt forskelligt,” siger Ingelis Sander.

Rundt om bordet bliver kaffen drukket færdig. Historierne afløser hinanden, og for en stund føles det som om, at det var i går, de gik på sygeplejeskolen sammen.

I entreen står kufferterne allerede klar. I morgen rejser de fem igen sammen. 50 år efter den første dag på sygeplejeskolen er de stadig ikke færdige med at skabe fælles minder.