Nyhed
Høreværn og 31 grader: ”Det presser arbejdsmiljøet”
Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital går hjem med hovedpine og flossede nerver. Med larm fra udstyr, manglede skabe og høje temperaturer på stuer og kontorer er sygeplejerske og FTR Rikke Vingaard Jørgensen bekymret for sine kollegers arbejdsmiljø.
Publiceret:
5. maj 2026
Senest opdateret:
5. maj 2026
Foto:
Privat
Det vælter ind med problemer efter, det nye Aalborg Universitetshospital er blevet taget i brug.
Først var det seks års forsinkelse af byggeriet og en ekstraregning på 1,37 mia.kr. Så var det beretninger om ansatte, der måtte klæde om fra en IKEA-pose på gulvet pga. manglen på skabe.
Og nu er den gal igen.
Hospitalets luftrensningsanlæg, eller LAF-anlæg, har vist sig at give en voldsom motorsummen på de nye operationsstuer. LAF-anlægget blæser ren luft ind i operationsstuen, som giver et sterilt og partikelfrit rum.
Rikke Vingaard Jørgensen fortæller om støjmålinger fra operationsstuer på 65 decibel, men operationssygeplejersker på afdelingen beretter om målinger på helt op til 87 decibel. Det har fået sygeplejersker og læger til at tage ørepropper og høreværn i brug, noget som Arbejdstilsynet anbefaler, hvis støjniveauet er over 85 decibel.
Rikke Vingaard Jørgensen fortæller om kollegaer, der går hjem med hovedpine, forværret tinnitus og flossede nerver.
"Det siger sig selv, at det ikke er rart at stå i larm, der minder om en emhætte, der kører på fuld skrald hele dagen. Det påvirker de ansatte psykisk, og de kommer hjem med flossede nerver," siger hun.
LAF-indstillingen, som på operationsstuerne stod på det anbefalede, er nu nedsat fra LAF5 til LAF3, efter sikkerhedsvurdering fra hospitalet.
Det har betydet, at støjniveauet er blevet reduceret til 55 decibel, hvilket svarer til en halvering af det lydniveau, øret kan høre, fortæller Rikke Vingaard Jørgensen.
"Jeg er helt tryg ved, at hospitalet har styr på hygiejnen, når de vurderer, at det er sikkert at skrue ned," siger hun.
Varme stuer og lange distancer
På det nye hospital i Aalborg er der også problemer med direkte sollys og høje temperaturer på stuer og kontorer.
Flere steder virker de indbyggede persienner på hospitalets vinduer ikke, og klimaanlægget kører ikke på fuld drift endnu.
Ifølge DR er der på flere kontorer og sengestuer målt både 27 og 31 grader, og det har resulteret i sygeplejersker, der bruger alt fra madrasser til plastikposer til at skærme for solen.
I en intern besked fra hospitalsledelsen lyder det, at der er lange udsigter til, at ventilationsanlægget kommer til at virke ordentligt igen.
"Erfaringen er, at der kan gå omkring et år, før temperatur- og luftskifte er helt finjusteret i alle zoner," lyder det fra ledelsen.
FTR Rikke Vingaard Jørgensen fortæller til Sygeplejersken, at det er problematisk.
”En patient med feber kan have svært ved at regulere sin kropstemperatur, og derfor kræver det øget fokus at passe en patient i så varme lokaler, og sygeplejerskerne oplever, at det giver koncentrationsbesvær,” siger hun.
Det er Rikke Vingaard Jørgensens opfattelse, at ledelsen lytter til de ansattes frustrationer, men at det gerne måtte gå hurtigere.
Hun oplever, at det forringer arbejdsmiljøet, og at det kan betyde, at det ikke er attraktivt for sygeplejersker at arbejde på hospitalet. Derfor så hun gerne, at medarbejderne var blevet inddraget mere i udarbejdningen af den nye arbejdsplads.
"Det skal nok blive godt med tiden, men lige nu er vi i en hverdag, hvor alt forandrer sig om os samtidigt med, at det forventes, at vi tager os lige så godt af patienterne, som vi altid har gjort. Det trækker store veksler på personalet."
Summen af problemerne
For at løse problemet med støj fra LAF-anlægget har det hjulpet betydeligt at skrue et par niveauer ned på indstillingen.
Til TV 2 Nord fortæller lægefaglig direktør, Søren Hjortshøj, at det er et problem med vedvarende støj for personalet, som i sidste ende kan ende med at blive et problem for patientsikkerheden.
"Det, der altid er balancen, er, at på den ene side skal de her operationsstuer altid have en ventilation, der suger tilstrækkeligt. Men på den anden side skal vi også være opmærksomme på det arbejdsmiljø, som vores ansatte går rundt i," fortæller Søren Hjortshøj.
For FTR Rikke Vingaard Jørgensen er det vigtigt, at der arbejdes videre med at sænke støjniveauet, så ansatte ikke udsættes for unødvendig larm, fortæller hun til Sygeplejersken.
I forhold til de høje temperaturer på stuer og kontorer siger hospitalsdirektør, Lars Dahl Pedersen, til DR, at sygeplejerskernes løsninger med madrasser og plastik for vinduerne ikke er optimalt.
"Vi er i fuld gang med at etablere ekstra solfilm og ekstra ventilation, som skal være den bærende løsning fremadrettet. Og det bliver bedre dag efter dag," siger han.
Problemerne på det nye supersygehus har hobet sig op, og det er summen af dem, presser sygeplejerskernes arbejdsmiljø, mener Rikke Vingaard Jørgensen. Manglen på skabe er blevet et symbol på det.
"Det kan godt være, det virker banalt med skabene, men det betyder, at medarbejderne bliver usikre på, om hospitalet tager højde for, at personalet kan være der, og at der er ordentlige rammer for dem," fortæller hun.
Planen er, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal finde løsninger på de manglende skabe. Som FTR har Rikke Vingaard Jørgensen en klar ambition om, at alle skal have et personligt skab.
"Der er ikke andre løsninger."
Læs seneste nyt
05. maj 2026
IT-nedbrud tvang sygeplejersker på arbejde
Sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale måtte bruge deres kreativitet, da IT-systemet svigtede og nægtede...
Afsender
Sygeplejersken
05. maj 2026
Høreværn og 31 grader: ”Det presser arbejdsmiljøet”
Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital går hjem med hovedpine og flossede nerver. Med larm fra udstyr, mang...
Afsender
Sygeplejersken
04. maj 2026
OK26 på plads for statsansatte sygeplejersker
Flertal af medlemmer bakker op om OK26-aftalen for statslige sygeplejersker, som nu er godkendt af hovedbestyrelsen
Afsender
Sygeplejersken
04. maj 2026
Konsultationssygeplejerske: Tålmodighed er det vigtigste redskab i mødet med demens
Mandag skydes den årlige Demensuge i gang over hele landet. Mens samfundet buldrer afsted i overhalingsbanen, insis...
Afsender
Sygeplejersken