Konsultationssygeplejerske: Tålmodighed er det vigtigste redskab i mødet med demens

Mennesker med demens kan ikke forceres igennem et system. De kræver tid. Sådan lyder det fra 61-årige Tina Stær. Hun har arbejdet som konsultationssygeplejerske i knap 20 år – de seneste 10 år med et stigende fokus på netop patienter med demens.

”Der bliver flere ældre og flere med demens. Samtidig lever vi i et samfund, hvor alt skal gå stærkt. Men her er vi simpelthen nødt til at træde på bremsen og tage tempoet ud. Man kan ikke forvente hurtighed, når man har med demente at gøre. Det er et vilkår,” fortæller Tina Stær, der er ansat hos en solopraktiserende læge i Køge.

Netop i denne uge løber den nationale kampagne Demensugen af stablen. Den har til formål at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.
Antallet af mennesker med demens er stigende, og dermed vokser behovet også for kompetencer på området. Faktisk ønsker 9 ud af 10 sundhedsmedarbejdere mere viden om mødet med mennesker med demens.

Mødet starter i døråbningen

Ifølge Tina Stær er det i den langsomme, tålmodige og nærværende kontakt, at sygeplejen for alvor viser sit værd. 
For når en patient med begyndende demens træder ind i konsultationen, begynder Tina Stærs observationer med det samme.

Det er ikke kun ordene, der kommer ud af borgerens mund, hun vurderer. Tina Stær bruger sin sygeplejefaglighed til at danne sig et helhedsindtryk:

”Jeg kigger på, hvordan de agerer. Er de soignerede? Hvordan sætter de sig? Ser det ud som om, de er velnærede? Alle de små ting fortæller en historie om, hvordan hverdagen fungerer,” forklarer hun.

Hendes fornemste opgave er at skabe et rum, hvor patienten ikke føler sig udstillet eller bange. Ofte er det en hårfin balance. Men succeskriteriet er til at tage og føle på:

”Når vi får en god kontakt, og de ikke bliver urolige eller forsøger at gå ud af lokalet igen, så ved jeg, at mødet lykkes. Det handler i høj grad om at bevare en god øjenkontakt.”

Stop med at ville fikse

At arbejde med demens kan ifølge Tina Stær være en vanskelig opgave, der for alvor tester den enkelte sygeplejerskes tålmodighed. Især fordi det udfordrer den klassiske sygeplejefaglige trang til hurtigt at ville ”fikse” problemerne.

”Udfordringen er, at man ikke skal fikse så meget, hver gang man har kontakt med dem. Det har lært mig, at vi ikke skal diktere, hvad patienterne skal. I stedet skal vi finde ud af, hvad værdierne er i deres eget liv, og så tage afsæt i det for at få hverdagen til at lykkes,” lyder hendes råd til andre sygeplejersker.

Det betyder ifølge Tina Stær, at sygeplejersken i almen praksis ofte bliver en vigtige brobygger, der skal flette trådene sammen mellem frustrerede pårørende, den kommunale hjemmepleje og patienten.

“Det er meget givende, når det lykkes – også i samarbejdet med familien. Når man kan få hverdagen til at fungere så hensigtsmæssigt som muligt for patienten og for dem, som ellers er involveret i det daglige.”

Ifølge Harun Demirtas, 1. næstforperson for Dansk Sygeplejeråd, er Demensugen en kærkommen påmindelse til samfundet om, at der skal tages særligt hensyn til borgere med demens – også i sundhedsvæsenet. En indsats, der begynder med nærvær i mødet mellem borger og sundhedsvæsenet, og som kræver mere forskning i og viden om sygdommen.

”Et demensvenligt samfund starter med, at borgeren bliver mødt i øjenhøjde, og hvor der er tid og rum til, at borgeren bliver tryg, siger Harun Demirtas.

Han peger på, at sygeplejersker som Tina Stær spiller en helt uvurderlig rolle i sundhedsvæsenet.

”Tina er et godt eksempel på, at sygeplejerskers evne til at bevare nærværet og se det hele menneske bag en demensdiagnose er afgørende for et ordentligt og menneskeligt forløb. Den indsats må ikke underkendes,” siger han.