Autodidakt sygeplejerske, læge og apoteker i én 

Små huse i blå, grønne og røde farver dukker stille og roligt op på klipperne inde langs kysten, og da motorbåden runder en pynt, kommer en træmole og en lang trappe til syne. Det er den eneste indgang bygden Atammik, medmindre man ankommer i helikopter. 

Atammik ligger på Grønlands vestkyst midt imellem Nuuk og Maniitsoq. I fugleflugt er der godt 80 km. til begge byer, hvilket svarer til omkring to timers sejlads i en 35-fod stor motorbåd, forudsat vindstille vejr og mulighed for at sejle indenskærs, hvilket kræver, at al is langs kysten er smeltet.

En stor aflang, blå bygning med Royal Greenlands logo på møder én som det første og vidner om, at fiskeri stadig er et vigtig erhverv for bygdens knapt 200 indbyggere. Bag bygningen forbinder en smal grusvej og en række stier og trætrapper Atammiks farvestrålende huse i det bakkede klippelandskab, der også huser et supermarked, en skole op til 5. klassetrin, en vuggestue og børnehave og sidst, men ikke mindst en af Grønlands i alt 67 bygdekonsultationer, der er indbyggernes primære sundhedstilbud.

Øver sig et par gange om året

Bygdekonsultationen ligger i et gult hus lidt oppe ad en bakke, tæt på skole og supermarked. Ved første øjekast minder den mest af alt om en privat bolig, når man træder ind i entreen. Til højre ligger køkken, spisestue og stue, mens selve konsultationslokalet er til venstre, forklarer bygdesundhedsmedarbejder Henriette Jakobsen. Hun er 28 år og blev ansat i november sidste år. Et par måneder efter sagde hun dog op – hun syntes, at det var for hårdt at bemande konsultationen alene og ville gerne have en kollega.

”Men det er vi desværre for få indbyggere til,” forklarer hun.

Efter nogle måneders pause valgte hun at vende tilbage. Opgaverne er interessante, og hun kan godt lide at møde ind uden at vide, hvad arbejdsdagen bringer, selvom den er sat i nogenlunde system. Henriette Jakobsen arbejder kl. 8-16 hver dag. Fra kl. 8-10 har hun konsultationer, mens indbyggerne kan hente medicin ml. kl. 10-12.

Efter frokostpausen konfererer hun med sygeplejersker og læger fra sundhedscentret i Maniitsoq. Kontakten foregår både telefonisk og på mail, hvor hun f.eks. sender billeder af sår eller udslæt til lægevurdering.

”Det er lægen, der laver behandlingsplaner og udskriver recepter. Jeg udleverer det og fortæller, hvordan det skal tages,” siger hun.

Direkte adspurgt, om hun har en formel uddannelse, lyder svaret:

”Nej, jeg er autodidakt,” men Henriette Jakobsen tilføjer:

”Vi er tre bygdekonsultationer, der hører under sundhedscentret i Maniitsoq, og vi bygdesundhedsmedarbejdere mødes 1-2 gange om året for at træne forskellige færdigheder som sutur, blodprøvetagning og genoplivning. Jeg har ikke en formel uddannelse, men vi øver os.”

Mulighed for hjælp ved større ulykker

Til venstre i det gule hus ligger selve konsultationslokalet, som bedst kan bedst beskrives som en lys moderne, privat lægeklinik med masser af ekstra udstyr. De væghængte skabe bugner af medicin, og i andre skabe er der sårplejeprodukter, blodprøveglas, agarplader til urindyrkning, rubens-balloner, sutursæt og suturmateriale for bare at nævne lidt. Der er en lægebriks, og Henriette Jakobsen har også en ca. 70 kg. tung rød akuttaske, så hun kan rykke ud, hvis en indbygger skulle have behov for akut behandling. 

Det sker dog sjældent. Langt de fleste indbyggere kommer i konsultationen med alt muligt lige fra halsbetændelse og små flænger, der skal sys, til sår der skal tilses eller for at få foretaget helbredstjek. Men hun har en gang oplevet at skulle rykke ud til en indbygger, der havde fået en apopleksi. Med telefonisk bistand fra en læge i sundhedscentret i Maniitsoq lavede hun indledende undersøgelser og fik målt vitale værdier, indtil helikopter og læge nåede frem godt en time senere for at overtage og transportere patienten til Nuuk.

”Det var lidt voldsomt, men det gik jo godt. Og skulle der ske en større ulykke, som jeg ikke kan klare alene, har jeg mulighed for at kontakte bygdens to lokale kommunefogeder og den forrige bygdesundhedsmedarbejder. Jeg kan også altid ringe til sygeplejerskerne i sundhedscentret, hvis jeg har brug for sparring. De er hurtige til at svare eller finde en, der kan,” siger hun og tilføjer: 

”Den forrige sundhedsmedarbejder kan også hjælpe, hvis jeg er syg en dag – forudsat han ikke har andre planer,” forklarer hun og tilføjer, at der ved ferie kommer en afløser fra sundhedscentret i Maniitsoq.  

Alle kender alle 

Langt størstedelen af Henriette Jakobsens konsultationer er altså planlagte, men skulle der ske noget akut uden for åbningstiden, skal indbyggerne ringe til en vagttelefon i sundhedscentret i Maniitsoq, der vurderer næste skridt. Henriette Jakobsen har en vagttelefon, men kan ikke kontaktes direkte af indbyggerne.

”Det er mine kolleger i Maniitsoq, der beslutter, om det kan vente, eller om jeg skal på arbejde. Det sker heldigvis sjældent.”

Henriette Jakobsen er født og opvokset i Atammik og bor her nu med sin kæreste og deres toårige datter. Hendes mor bor også i bygden, og den forrige bygdesundhedsmedarbejder er hun også i familie med – det var faktisk ham, der inspirerede hende til at søge jobbet. Alle indbyggere i den lille bygd kender hinanden, og Henriette Jakobsen kan ikke undgå at møde sine patienter, når hun har fri. 

”Men jeg er god til at adskille arbejde og privatliv, og de fleste respekterer det heldigvis også. En gang imellem kontakter nogle mig privat på Facebook eller Messenger, og her henviser jeg dem altid videre til vagttelefonen i Maniitsoq, hvis de har brug hjælp lige nu, og ellers må de komme i konsultationen dagen efter.”

Det, at hun er i familie med mange af indbyggerne, kan dog godt gøre hende lidt nervøs.

”Skulle der ske en større ulykke eller noget andet voldsomt, som involverer mine familiemedlemmer, er jeg dén sundhedsprofessionelle, der skal reagere og behandle dem, jeg står nær. Det kan godt være lidt nervepirrende at tænke på.”

Men det har ikke fået Henriette Jakobsen til at overveje at flytte fra bygden for at uddanne sig til f.eks. sygeplejerske i Nuuk.  

”Nu bor jeg her med min familie, og det har jeg det godt med.”

Henriette Jakobsen forstår dansk, men taler det ikke så godt, hvorfor interviewet er foregået vha. tolk.