Mette hjælper udsatte til at se meningen med livet

“Hvor meget vodka drikker du nu?” spørger hun.

“Det ved jeg ikke. Jeg drikker alt det, jeg kan,” svarer han helt stille og roligt.

Samtalen finder sted mellem Mette Holst Sørensen, der er socialsygeplejerske, og hendes faste borger efter en ellers lidt voldsom velkomst. Her var borgeren tydeligt frustreret. Samtalen kunne høres ud i den solbeskinnede gård, for han manglede nemlig sin medicin.

“Mit hoved er mit problem. Og jeg har ikke nogen piller.”

Scenariet udspiller sig i Hobro, hvor Mette Holst Sørensen dog hurtigt finder medicinen, som havde forputtet sig i rodet. Hver dag forsøger hun at gøre livet lidt mere tåleligt for områdets udsatte borgere.

“Jeg føler en form for uretfærdighed over, at de ikke får samme muligheder. For det kræver, at nogle står op for de her mennesker, og det føler jeg en tilfredsstillelse i at gøre. De har krav på at blive behandlet ligesom alle mulige andre.”

“Jeg bruger min ro som sygeplejerske til, at de kan få overskud til at se meningen med livet,” fortæller Mette Holst Sørensen.

Læs også: "Mit liv ville sejle fuldstændigt, hvis jeg ikke havde Sune"

En blæksprutte, man kan stole på

Mette Holst Sørensen har været sygeplejerske i 27 år og har de seneste mange år arbejdet som socialsygeplejerske. Her udfører hun bl.a. sårpleje, medicinhåndtering og lægekontakt, men der skal også være tid til at rydde op i køleskabet, skifte sengetøj eller hjælpe med at få en syg hund til dyrlægen. Bare for at nævne et udsnit af arbejdsbeskrivelsen.

“Der popper så mange ting op i løbet af en dag. Der er ikke nogen dage, der er ens. Man møder så mange mennesker i forskellige situationer i livet, som er tragiske men også spændende. Det er lidt blæksprutteagtigt,” siger hun.

En vigtig del af jobbet er kommunikationen. I mødet med mennesker, som i hele deres liv har oplevet svigt, kræver det, at man holder, hvad man lover. Borgerne er nemlig både traumatiserede, udsat for stress og flere af dem har PTSD.

“Man skal være tro mod dem. Det man siger, er også det, man gør.”

“Det handler om at få skabt en relation, så jeg kan være den, de betror sig til, og også den, der kan tale deres sag ved alle instanser.”

I lejligheden i Hobro er der kommet ro på. Mette Holst Sørensen og borgeren taler mest om medicin, mens en social- og sundhedsassistent også er ankommet. De hjælpes ad med få fjernet det værste affald. Socialsygeplejersken runder besøget af og kommer ud i gården med en klar affaldssæk, der ryger ud. Det samme gør de blå futter og de hvide handsker.

Forebyggelse reducerer risikoen

Kommunebilen har været på landevejen i en lille halv time, og den er nu parkeret på en lille, afsides vej i en mindre landsby. Tågen ligger som en dyne over husenes tage. Mette Holst Sørensen har forsøgt at få fat i borgeren over telefonen, men uden held. Hun banker på hoveddøren.

“Hej Jan. Jeg har forsøgt at ringe til dig,” siger hun.

Vi kommer ind i et etplanshus, hvor væggene engang var hvide. Socialsygeplejersken tænder luftrenseren i køkkenet og tager plads i lænestolen ved siden af Jan, som sidder i sofaen. På sofabordet ligger to tomme colaflasker, en fladmast pose ostepops og et askebæger med et par cigaretskodder i. Snakken går om en nyerhvervet stol, morgenmad, vægt og hans tanker. Han er trist, og de aftaler sammen om, at lægen skal med på næste besøg.

“Så kommer jeg herud med lægen, og så snakker vi om, hvordan du har det,” siger Mette Holst Sørensen.

Læs også: De hiver kæppen ud af hjulet

Siden november 2025 har Mette Holst Sørensen arbejdet som socialsygeplejerske i Mariagerfjord Kommune. Den første af sin slags i kommunen i den sydøstlige del af Himmerland. Selvom hun er ny i kommunen, ser hun et tydeligt behov for de kompetencer, som socialsygeplejersker har.

“Jeg kan gå ind og hjælpe dem og få sundheden på banen igen. Hovedformålet for mig er at skabe lighed i sundhed, fordi disse borgere ofte bliver misforstået. Det er vigtigt som sygeplejerske at skabe nogle rammer, der gør, at de kan blive behandlet på lige fod med alle andre,” siger Mette Holst Sørensen.

Ifølge hende ville mange mennesker leve under endnu ringere forhold – og måske endda være mere alvorligt syge – hvis ikke socialsygeplejersker fandtes. Derfor ser hun også et stort samfundsmæssigt perspektiv i hendes daglige arbejde.

“Jeg prøver at give dem en tålelig hverdag. Der er stor forebyggelse i at passe på de her skrøbelige mennesker, så de ikke bliver alvorligt syge,” siger Mette Holst Sørensen.

Besøget hos Jan er slut, og på vej ud ad døren ønsker Mette Holst Sørensen ham en god weekend. De ses snart igen. Men inden da ringer telefonen med et nyt dilemma, og gps’en sættes mod næste besøg.