Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nyt professorat skal løfte børne- og familiecenteret sygepleje

Helle Haslund-Thomsen er udnævnt til ny professor i klinisk sygepleje til børn, unge og familier ved Klinisk Institut på Aalborg Universitet.

Publiceret: 

24. september 2026

Senest opdateret: 

24. september 2026

Af:

Sarah Hvid Nielsen

shn@dsr.dk
Helle Haslund-Thomsen, professor i klinisk sygepleje børn, unge og familier ved Klinisk Institut på Aalborg Universitet.

Foto:

Helle Haslund-Thomsen, professor i klinisk sygepleje børn, unge og familier ved Klinisk Institut på Aalborg Universitet.

Som nyudnævnt professor ved Klinisk Institut på Aalborg Universitet skal Helle Haslund-Thomsen bidrage til at styrke sygeplejeforskningen inden for børn, unge og familier samt understøtte den familiecentrerede tilgang i sundhedsvæsenet.

Helle Haslund-Thomsen er uddannet sygeplejerske og har en ph.d. samt en master i sundhedsantropologi. Interessen for og forskningen i børne- og familieområdet udspringer af hendes mangeårige kliniske arbejde som sygeplejerske på neonatalafdelingen på Aalborg Universitetshospital og af hendes arbejde som sygeplejerske med børn og familier i Tanzania, hvor hun boede flere år med sin egen familier. Begge erfaringer er det hun i dag mener danner grundlag for det, hun kalder sit hjerteblod i arbejdet med børn og familier, - at børn og forældrenes stemme bliver hørt og danner afsæt for samarbejde og dialog om sygeplejen.

"I den børne- og familiecentrede tilgang ligger der en anerkendelse af, at hver familie er unik. Her skal vi tilpasse sygeplejen til familien så vi hjælper dem med at håndtere sygdomsforløbet og livet efter bedst muligt," siger Helle Haslund-Thomsen.

Bygge bro i sundhedsvæsnet

Helle Haslund-Thomsen skal i sin forskning bl.a. undersøge, hvordan børn og unge møder sundhedsvæsenet, og hvilken påvirkning sygdom og behandling har på hele familien.

Med professoratet skal hun arbejde for at styrke den børne- og familiecentrerede tilgang på børneafdelingen på tværs af hospitalet og i sektorerne, så forældres og børns erfaringer og perspektiver systematisk undersøges og inddrages i tilrettelæggelsen af behandlingsforløb

Et særligt fokusområde for Helle Haslund-Thomsen er en bedre integration af somatik og psykiatri, hvor ambitionen er, at børn og familier skal opleve et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

"Vi skal sikre os, at de børn, som både har somatiske og psykiatriske lidelser, ikke bliver mødt af to forskellige tilgange. Vi skal blive bedre til at tilrettelægge forløbene og inddrage familien, så de oplever et samlet forløb," siger hun.

Helle Haslund-Thomsen føler sig meget privilegeret over at få lov til at fortætte med at forske i feltet børn og familier som, hun synes er vigtigt og betydningsfuldt. Tidligere har hun forsket i forældreskab og familiedannelse efter fødsler af for tidligt fødte børn, og i år har hun bl.a. i et studie undersøgt, hvordan sygdom og behandling sætter spor hos unge kræftoverlevere.

Du kan læse Helle Haslund-Thomsens studie om unge kræftoverlevere her: Ny undersøgelse: Unge kræftoverlevere savner hjælp til livet efter hospitalet - Aalborg Universitet