Nyhed
Øget risiko for selvmord i overgangsalderen
Et tragisk selvmord på et psykiatrisk hospital i England fik sygeplejerske Katie Loader til at se nærmere på sammenhængen mellem kvinders overgangsalder og selvmord. Hendes fund er opsigtsvækkende og har igangsat en ny behandlingsmodel. Den komplekse livsfase ramte også Katie - og det var hun selv den sidste til at se.
Publiceret:
10. marts 2025
Senest opdateret:
10. marts 2025

Foto:
Martin Sylvest
I over 20 år har Katie Loader arbejdet som sygeplejerske i den britiske psykiatri. Hun har set, hvad psykiske lidelser kan gøre ved mennesker, og hvordan behandlingssystemet forsøger at hjælpe.
Men da en kvindelig patient i 2023 tog sit eget liv, afslørede den efterfølgende undersøgelse en mulig sammenhæng, der havde været overset i årevis: Overgangsalderen.
”Når nogen begår selvmord i psykiatrien, går sagen gennem mange undersøgelser, og det blev efterfølgende vurderet, at overgangsalderen kunne have bidraget til hendes psykiske lidelser,” forklarer Katie Loader, der er tilknyttet det psykiatriske akut-team i Norfolk and Suffolk NHS Foundation Trust, som ligger i det sydøstlige England.
Katie Loader var samtidig ved at skrive en master, og besluttede sig i den forbindelse for at undersøge den statistiske sammenhæng mellem kvinders overgangsalder og mental sundhed. Hun dykkede ned i alle de tal og undersøgelser, hun kunne finde på området – også internationalt. Fundene overraskede hende.
”Jeg fandt ud af, at kvinder mellem 45 og 55 år har den højeste selvmordsrisiko af alle grupper – helt op til syv gange højere end den gennemsnitlige befolkning,” siger Katie Loader, der har inddraget statistik fra bl.a. Storbritannien, Irland, USA, Australien, Belgien, Italien og Sydkorea.
Nyt behandlingsforløb
Og det giver fint mening, rent fysiologisk, mener sygeplejersken. Overgangsalderen er forårsaget af hormonsvingninger og -fald, og noget forenklet reducerer svingningerne også indholdet af serotonin, dopamin og et stof kaldet allopregnanolone, som er forbundet med angst.
”De psykiske symptomer kan derfor blive værre, hvis man har dem i forvejen, eller man kan udvikle nye psykiske lidelser i overgangsalderen. Men perioden kan også påvirke de sociale relationer. Folk kan forlade deres job, deres forhold kan bryde sammen – faktorer som bidrager til en forværring af den mentale sundhed,” siger Katie Loader.
I forlængelse af sin research gik hun i gang med at etablere et nyt behandlingsforløb for patienter som både har psykiatriske diagnoser og overgangsalder-symptomer. Forløbet indeholder bl.a. en omfattende screeningsmodel og andre muligheder for behandling end tidligere.
Hormoner i stedet for antidepressiv
Først og fremmest er både Katie Loader og hendes kolleger nu blevet særligt uddannet i menopause og i at kunne identificere, om det også kan være overgangsalderen, der påvirker de kvindelige patienter mellem 45 og 55 år, der er i berøring med det psykiatriske system.
"Måske er deres symptomer eller situation blevet forværret af menopause-symptomer, og så kan vi tage en snak om, hvordan vi bedst kan hjælpe. Måske vil de gerne vide mere om hormonbehandling, og vi kan derfor gå i dialog med deres praktiserende læge om det.”
I Storbritannien har sygeplejersker lov til at udskrive recepter efter at have taget en ekstra certificering – det har Katie Loader haft i mange år inden for psykiatriske område, men nu kan hun og flere af hendes kolleger også rådgive de praktiserende læger om at udskrive hormonbehandling (hormon replacement treatment/HRT, red.) til de relevante psykiatriske patienter.
Hormonbehandling blev en del af forsøget i Norfolk and Suffolk NHS Foundation Trust.
Katie Loader lavede en analyse af, hvilken medicin teamets kvindelige patienter mellem 45 og 55 år fik udskrevet som standard. Med udgangspunkt i den nye behandlingsmodel fik nogle også udskrevet hormonbehandling, og herefter analyserede hun deres medicinforbrug igen efter tre måneder.
”Jeg havde en hypotese om, at når vi startede hormonbehandling, ville vores brug af antidepressiv og angstdæmpende medicin falde – og det var præcis, hvad der skete,” siger Katie Loader.
Efter tre måneder var andelen af patienter på antidepressiv medicin i forsøget faldet fra 48 til 29 pct., og andelen, der fik medicin mod angst (anxiolytika), faldt fra 14 til 9 pct.
”De havde simpelthen ikke brug for det, fordi hormonbehandlingen virkede så meget bedre,” siger Katie Loader. Hendes forskning er ikke fagfællebedømt, men er med al sandsynlighed på vej til at blive offentliggjort i ”British Journal of Mental Health Nursing”.
Angst og tankemylder
Trods en flot bedømmelse af master-projektet og generel succes på jobbet, blev Katie Loader for ca. et halvt år siden selv ramt af en følelse af ikke at slå til. Hendes faglige selvtillid dykkede, og bekymrede tanker fyldte hendes liv.
“Jeg følte, jeg blev nødt til at sige mit job op. Jeg syntes, ikke jeg var god til det mere, og jeg havde meget angst. Faktisk havde jeg fundet et andet arbejde, der var mindre krævende, da en af mine kolleger ret frustreret sagde: ”Vil du godt være sød at begynde på hormonbehandling!”
Pludselig faldt tiøren for 44-årige Katie Loader.
”Tænk, at jeg med min store viden om overgangsalder var den sidste til at se, at jeg selv var ramt af det. Nu har jeg startet i hormonbehandling og har det så meget bedre – jeg er endda blevet forfremmet, hvilket slet ikke ville have været en mulighed for seks måneder siden,” siger Katie Loader.
Hun forklarer, at hun er i perimenopausen – altså årene op til sidste menstruation - hvor man kan blive ramt af en masse diffuse symptomer, hvoraf de kognitive kan være nemme at forveksle med stress.
“Min angst er kraftigt reduceret sammen med mine tanker om, at jeg ikke var god nok. Jeg føler mig faktisk som en ny kvinde.”
Læs mere
Overgangsalder: Kan jeg få en form for omsorgsdag?
Nyhed
To ud af tre kvinder ansat inden for sundhedsområdet oplever, at symptomerne på overgangsalderen påvirker deres arbejdsliv, og tæt på hver f...
Sådan bliver arbejdspladsen overgangsalder-venlig
Nyhed
I Storbritannien taler man åbent om overgangsalder på arbejdspladserne - og en fjerdedel af dem har en officiel menopause-politik. På et psy...
Øget risiko for selvmord i overgangsalderen
Nyhed
Et tragisk selvmord på et psykiatrisk hospital i England fik sygeplejerske Katie Loader til at se nærmere på sammenhængen mellem kvinders ov...
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere20. marts 2025
Forbered dig på hybridangreb: Vær irriterende
Når trusselsbilledet mod Danmark ændrer sig, risikerer sundhedsvæsnet også at blive ramt af angreb. Derfor skal sun...
Afsender
Sygeplejersken
14. marts 2025
Carsten og kollegaerne er blevet bedre i mødet med psykisk syge patienter
Undervisning i, hvordan man bedst møder og hjælper patienter med psykiske lidelser, gør en mærkbar forskel for sund...
Afsender
Sygeplejersken
10. marts 2025
Forstå, hvad der sker med sundhedsreformen
Arbejdet med at omsætte sundhedsreformen til virkelighed er begyndt, og de første områder, der bliver kigget på, er...
Afsender
Sygeplejersken
10. marts 2025
Sådan bliver arbejdspladsen overgangsalder-venlig
I Storbritannien taler man åbent om overgangsalder på arbejdspladserne - og en fjerdedel af dem har en officiel men...
Afsender
Sygeplejersken