Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Strålefare, støjgener og 31 grader på supersygehus: Nu slår DSR alarm

Sammen med en række andre faglige organisationer beder Dansk Sygeplejeråd nu Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed om at undersøge forholdene på Aalborg Universitetshospital.

Publiceret: 

13. maj 2026

Senest opdateret: 

13. maj 2026

Af:

Luna Leah Holtermann

llh@dsr.dk
Hospitalsbyen

Foto:

Carsten Lorenzen

De seneste ugers historier om kritisable forhold for både patienter og sundhedspersonale på det nye supersygehus Aalborg Universitetshospital får nu Dansk Sygeplejeråd (DSR) til at kræve handling.

I en såkaldt bekymringsskrivelse opfordrer DSR sammen med syv andre faglige organisationer Arbejdstilsynet til at kaste sig ind i sagen.

"De beskrevne forhold giver anledning til betydelig bekymring for medarbejdernes sikkerhed, sundhed og trivsel,” står der i skrivelsen fra de otte forbund.

Fagforeningerne mener, at forholdene på hospitalet kan være i direkte strid med arbejdsmiljølovgivningen og advarer samtidig om mulige konsekvenser for patientsikkerheden.

Derfor har fem af forbundene også bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at gå ind i sagen.

Hjem med flossede nerver

I opråbet til Arbejdstilsynet peger organisationerne bl.a. på støjgener, temperaturer på op til 31 grader, manglende muligheder for udluftning, manglende adgang til drikkevand og manglende beskyttelse mod potentiel stråling.

Flere af problemerne er blevet beskrevet i en række medier, herunder Sygeplejersken, hvor FTR Rikke Vingaard Jørgensen har råbt vagt i gevær.

“Det siger sig selv, at det ikke er rart at stå i larm, der minder om en emhætte, der kører på fuld skrald hele dagen. Det påvirker de ansatte psykisk, og de kommer hjem med flossede nerver,” siger hun.

Eller som de otte forbund formulerer det:

“Forholdene giver efter organisationernes vurdering anledning til alvorlig bekymring for både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, herunder risiko for varmebelastning, hovedpine, stresssymptomer og nedsat koncentrationsevne”.

Brug for en ekstern vurdering

Ledelsen på Aalborg Universitetshospital har oplyst, at der kan gå op mod et år, før problemerne med ventilation og solafskærmning er løst.

Det er bl.a. sådan en melding, der får DSR og de andre forbund til at råbe op nu.

“Det er ikke tilfredsstillende. Vi føler derfor, at det nu er nødvendigt at få en ekstern vurdering fra Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed for at få speedet processen op og prioriteret at få løst de mest presserende problemer med en langt kortere tidshorisont,” siger Christina Windau Hay Lund, der er DSR-forkvinde i Kreds Nordjylland.

De otte fagforeninger, der står bag henvendelsen, er Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd, FOA, HK Kommunal, 3F, Dansk Metal, Dansk El-Forbund og Blik & Rørarbejderforbundet.

Organisationerne skriver samlet, at de ønsker en vurdering af, “om forholdene i Hospitalsbyen giver anledning til sundhedsfaglige og arbejdsmiljømæssige tilsyn, og om forholdene lever op til såvel arbejdsmiljølovgivning som krav til patientsikkerheden”.

Du kan læse de såkaldte bekymringsskrivelser HER.