Nyhed
Sygeplejerske overfaldet – og alarmerne svigtede
Endnu et problem på Aalborg Universitetshospital har nu fået alvorlige konsekvenser for personale, efter overfaldsalarmerne ikke virkede, da en sygeplejerske blev overfaldet af en patient. FTR fortæller, at tilliden til sikkerheden er udfordret.
Publiceret:
1. juni 2026
Senest opdateret:
1. juni 2026
Foto:
Carsten Lorenzen
En patient på Retspsykiatrisk Afdeling på det nye Aalborg Universitetshospital har søndag den 31. maj overfaldet personale, heriblandt en sygeplejerske.
I situationen svigtede sygehusets overfaldsalarmer pga. en fejl hos IT-leverandøren. Det bekræfter bl.a. FTR-suppleant i psykiatrien, Jakob Roland Kjærsgaard.
”Der har været udfordringer med alarmsystemerne siden indflytningen, så personalet er gået på arbejde med en enorm utryghed,” fortæller han.
Det er langt fra første gang, det tekniske har skabt problemer for personalet på det nye sygehus siden flytningen til Hospitalsbyen i februar 2026.
Skabsmangel, høje temperaturer og støj i operationsstuerne er nogle af de udfordringer, som har betydet, at sygeplejersker går på arbejde med flossede nerver.
De mange indkøringsvanskeligheder fik Dansk Sygeplejeråd til den 13. maj sammen med syv andre fagforeninger at henvende sig til Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed med bekymringer for arbejdsforholdene på Aalborg Universitetshospital.
Læs mere om det her.
Hændelsen
Overfaldet skete søndag eftermiddag 31. maj, hvor en patient på Retspsykiatrisk Afdeling gjorde udfald mod flere ansatte, heriblandt en sygeplejerske. Da personalet forsøgte at aktivere deres overfaldsalarmer, virkede de ikke. Det betød, at kollegaerne ikke blev alarmeret, og dermed ikke kunne komme og hjælpe.
Personalets telefoner plejer at alarmere, hvis nogen trykker på overfaldsalarmen, men i dette tilfælde, skete der altså ingenting.
Heldigvis opdagede nogle ansatte overfaldet på monitoreringsskærme og ringede efter hjælp på de forskellige afdelinger.
Eftefølgende blev det involverede personale sendt hjem, og patienten blev politianmeldt.
Hospitalsledelsen i Region Nordjylland indkaldte hurtigt ekstra personale til afdelingen og afholdt sent søndag aften et møde for at lægge en handleplan.
I dag, 1. juni, er fire ansatte sygemeldt. To pga. fysiske skader, og to er for psykisk ramte til at møde på arbejde dagen efter overfaldet.
Som en midlertidig løsning overvåger en ansat fra it-leverandøren og én fra regionen alarmerne manuelt for at holde øje med, om der er personale, som har brug for hjælp, skriver TV2 Nord.
Det mener FTR-suppleant Jakob Roland Kjærsgaard ikke er godt nok.
”Det er et led, som forsinker processen, hvis der skulle ske noget. Der går tid, før de opdager alarmen og derefter får aktiveret personale, som rykker ud,” siger han til Sygeplejersken.
Tilliden skal opbygges
Ifølge FTR-suppleant Jakob Roland Kjærsgaard betyder hændelsen, at tilliden til sikkerheden er blevet udfordret, og at det skaber utryghed.
”I psykiatrien er vi dybt afhængige af hinanden og de her alarmsystemer. Det er vores sikkerhed, der er på spil, når vi står i sådan nogle situationer, som personalet gjorde i går. Når det fundament ikke fungerer, så bliver man utryg i sit arbejde,” siger han og fortsætter:
”Måske ville man overveje, hvorvidt man egentligt har lyst til at gå på arbejde. Det kan jeg forestille mig, at jeg selv ville gøre, hvis det var mig.”
Oven i de andre problematikker på det nye universitetshospital ærgrer det Jakob Roland Kjærsgaard, at sikkerheden i psykiatrien ikke er god nok.
”Jeg er brandærgerlig. Man har haft mange år til at få det her til at fungere. Sikkerheden i psykiatrien har løbende været i tale, da det nye hospital blev bygget,” fortæller han og fortsætter:
”Der kommer til at sidde en frygt i personalet, og det bliver svært at tro på, at tingene fungerer. Et alarmsystem der ikke fungerer, kan i værste fald betyde overfald på personale med fatale følger.”
Hospitalsledelsen blev hurtigt informeret om problemet, og ifølge Jakob Roland Kjærsgaard arbejder de på højtryk for at finde løsninger på problemet.
De arbejder på, at det bliver trygt at gå på arbejde. Det bliver det bare først, når de ansatte ved, at alarmsystemerne er pålidelige,” siger Jakob Roland Kjærsgaard.
”Vi har fået bevist nogle gange nu, at systemerne og sikkerheden på det nye universitetshospital ikke fungerer, så tilliden til det er der ikke. Det er en proces at få opbygget den igen.”
Svar fra vicedirektøren
Vicedirektør på Aalborg Universitetshospital, Peter Larsen udtaler til TV2 Nord:
Vicedirektør på Aalborg Universitetshospital, Peter Larsen udtaler til TV2 Nord:
”Vi tager det dybt alvorligt. Sådan, som det ser ud nu, er, at alarmen ikke fungerer, og det skyldes en fejl hos vores it-leverandør.”
”Da det skete her i eftermiddag (31. maj, red.), reagerede vi prompte, og der blev lavet en beredskabsplan. Her har vi initiativer på kort sigt, som sikrer, at det er et trygt sted for både ansatte og personale.”
Er der styr på situationen nu?
”Vi står på hovedet for at lave nogle rutiner, som gør, at der ikke er tvivl om sikkerheden. Vi arbejder på det i disse timer.”
Kilde TV2 Nord
Læs seneste nyt
01. juni 2026
Sygeplejerske overfaldet – og alarmerne svigtede
Endnu et problem på Aalborg Universitetshospital har nu fået alvorlige konsekvenser for personale, efter overfaldsa...
Afsender
Sygeplejersken
31. maj 2026
Danske og grønlandske sygeplejersker står stærkere sammen nu
DSR-forkvinde Dorthe Boe Danbjørgs besøg i Grønland har givet hende en dybere forståelse af kompleksiteten i landet...
Afsender
Sygeplejersken
28. maj 2026
Ny aftale gør det lettere at tage sygeplejejob i Grønland
Et særligt løntillæg og andre goder er en del af en ny stafetordning, der skal tiltrække flere danske sundhedsprofe...
Afsender
Sygeplejersken
18. maj 2026
Forsvaret beklager og indgår forlig: Det er en principiel sejr
Forsvaret ventede for længe med at implementere en ny overenskomst og give sygeplejerskerne de løn- og pensionsforb...
Afsender
Sygeplejersken