Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sygeplejersker er både bekymrede og positivt overraskede efter nye anbefalinger, men model 2 er "fuldstændig galimatias” 

Sundhedsstrukturkommissionen kom tirsdag med sine længe ventede anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen. Anbefalingerne splitter sygeplejersker, der både kan se fordele og ulemper ved kommissionens bud på en renovering af det danske sundhedsvæsen.    

Publiceret: 

11. juni 2024

Senest opdateret: 

12. juni 2024

Af:

Anton Kjøller Alexandersen

aka@dsr.dk
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Foto:

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Klokken 13.00 tirsdag tonede formanden for Sundhedsstrukturkommissionen, Jesper Fisker, frem på tv-skærme rundt om i landet. Et længe ventet moment. Han og resten af kommissionen skulle præsentere deres anbefalinger til en fremtidssikring af det danske sundhedsvæsen.  

Én af dem, der havde øjnene nøje rettet mod lige netop det, var Henrik Ørskov. Han er sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant i psykiatrien i Region Midtjylland.  

”Efter det pressemøde er jeg egentlig blevet mere bekymret for, om vi kan have et sammenhængende sundhedsvæsen - set med psykiatribriller – end jeg var før,” siger Henrik Ørskov, da Sygeplejersken fanger ham umiddelbart efter pressemødet.  

Bekymringen kommer efter Sundhedsstrukturkommissionen tirsdag fremlagde sit arbejde. Her kom kommissionen, der blev nedsat tilbage i marts 2023, med seks såkaldte tværgående anbefalinger samt tre modeller for indretningen af fremtidens sundhedsvæsen.  

Kommissionen mener, at de seks tværgående anbefalinger bør føres ud i livet, uanset hvilken model man politisk vælger at pege på.

De tre modeller er:  

Model 1:

Her foreslår kommissionen at nedlægge regionerne og etablere 8-10 såkaldte sundheds- og omsorgsregioner, som ledes af folkevalgte politikere. Ansvarsområderne bliver sygehuse og psykiatri, almenmedicinske tilbud, øvrige praksissektor samt store dele af det kommunale sundheds- og ældreområde. Herunder nedsættes der nærudvalg under hvert regionsråd. 

Model 2:

Her foreslår kommissionen at nedlægge regionerne og indføre et såkaldt "statsligt enhedssundhedsvæsen". Ledelsen bliver en forankring hos en ansvarlig minister. Ansvarsområdet vil være planlægning af sygehusområdet, en national sundhedsplan, sygehuse og psykiatri, almenmedicinske tilbud, øvrige praksissektor samt store dele af det kommunale sundheds- og ældreområde. 

Model 3:

Her foreslår kommissionen enten at beholde de fem regioner eller reducere dem til tre. I modellen foreslår kommissionen at lave mindre justeringer, som skal mindske nogle af de udfordringer, der er i den nuværende model. Der nedsættes - lige som i de andre modeller - nærudvalg. 

Sygeplejersker ser fordele og ulemper 

Charlotte Jæger er ansat som sygeplejerske på akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Hun er ”spændt på at se," hvad man politisk ender med at gøre.  

”Der, hvor jeg arbejder, kan jeg sagtens se, at hvis man ophævede og fjernede nogle af de tunge mure, der er mellem sektorerne, kunne det lette vores arbejde. Jeg tror også, det kunne forebygge nogle indlæggelser, hvis vi kunne tilgå hinandens journalsystemer,” mener Charlotte Jæger.  

Lidt længere nordpå – nærmere bestemt i Aalborg – sidder Rikke Vingaard Jørgensen. Hun har også med spænding fulgt med i pressemødet og hæfter sig ved fordele og ulemper ved alle tre modeller.  

”Jeg synes, det er svært at forholde sig til, hvad der er godt og skidt. Jeg kan dog være bekymret for et sted som Region Nordjylland. Hvordan vil det stille os, hvis der bliver ændret på nogle ting? Det er svært for mig at gennemskue, for jeg ved ikke, hvor grænserne kommer til at ligge,” siger Rikke Vingaard Jørgensen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aalborg Universitetshospital.  

Model 2 er "fuldstændig galimatias”  

Men særligt en af modellerne, som tirsdag eftermiddag så offentlighedens lys, lader til at bekymre. Model 2, som lægger op til et ”statsligt enhedssundhedsvæsen”, hvor ledelsen bliver forankret for en ansvarlig minister, får panderynkerne frem hos Henrik Ørskov.  

”Det er fuldstændig galimatias.” 

”Prøv at forestille dig, at en sundhedsminister skal sidde og bestemme detaljerne i forhold til, hvad der skal ske ude på Holmsland Klit i Vestjylland. Altså, det giver simpelthen ikke mening,” mener Henrik Ørskov. 

Samme bekymring deler Charlotte Jæger. 

”Jeg tænker, at det med stor sandsynlighed vil blive centreret i København. Der kan være langt fra hovedstaden til Aarhus men også de mindre steder som Gødstrup og Thisted. Man kan være bekymret for, at det kan være sværere at se, hvordan det går deroppe frem for det, der er lige ude foran hoveddøren,” siger hun. 

Henrik Ørskov, der især kigger på anbefalingerne med sine psykiatribriller, får også flashback til dengang, man nedlagde amterne og gik over til de fem regioner, vi kender i dag.

Han frygter, at endnu en ny struktur vil koste energi, som patienterne går glip af.  

”Hvor meget energi skal man bruge på at lave om på en organisering? Jeg var med, da man gik fra amter til fem regioner. Der blev brugt meget energi i en del år, inden man fik det til at fungere nogenlunde,” siger han.  

Spændte på politisk beslutning 

Kommissionens rapport bliver nu sendt i otte ugers høring frem til 6. august, inden regeringen senere på året vil komme med et sundhedsudspil.  

Her på dagen for anbefalingerne håber Charlotte Jæger, at man går med model nummer 3, hvor man beholder de fem regioner eller reducerer dem til tre.  

”Det er den, der mest ligner det, man er vant til. Men jeg er også fuldstændig med på, at der er nødt til at ske nogle ændringer. Og jeg kan godt se fordele ved, at sektorerne bliver kørt mere sammen,” siger hun. 

Også i Aalborg er Rikke Vingaard Jørgensen, der i løbet af dagen har talt med sine kollegaer om kommissionen, spændt på, hvad det hele ender med. 

”Vi er positivt overraskede over ambitionen om sundhed for de mange, lige adgang til sundhed og de bedre rammer for personalet. Det har vi store forventninger til,” siger hun.  

I Dansk Sygeplejeråd understreger man, at man bedst kan se en model, hvor der er demokratisk styring.

324 Forside
DSR's fagblad Sygeplejersken
I Sygeplejersken skriver vi om alt det, der er væsentligt for sygeplejerskernes arbejdsliv, fag og fællesskab. Som medlem får du leveret bladet til din postkasse.