Med Ida på job: Jeg leder på 13 kilometers afstand
I serien ”Ugen der gik” lader ledelsesmagasinet Forkant en lille håndfuld sygeplejefaglige ledere fortælle om deres arbejdsuge. Få et indblik i ledernes utallige dilemmaer, opgaver og overvejelser i et sundhedsvæsen, hvor der hurtigt må omprioriteres, når uforudsete hændelser vælter planerne.

LEDELSESMAGASIN FORKANT - Aktuelt
Tekst: Trine Wiese, forkant@dsr.dk
I syv år har Ida Bech Rump haft sit nuværende ansvarsområde, hvor hun leder hjemmeplejens og akutteamets SOSU-medarbejdere og sygeplejersker.
Her fortæller Ida om en uges lederarbejde:
SØNDAG
Jeg bliver kontaktet af hjemmeplejen.
En borger med demens er begyndt at hallucinere og er den forgangne aften / nat af naboer blevet observeret gående rundt foran sit hjem uden tøj på.
Akutteamet har været forbi og i samarbejde med vagtlægen vurderet, at borgeren ikke fejler noget somatisk.
Jeg bliver kontaktet, da teamet ønsker grønt lys til beslutningen om at sætte en fast vagt på i hjemmet. Dette vurderes at være påkrævet for at undgå indlæggelse.
Personalet har travlt denne søndag, så for at komme dem i møde beslutter jeg at køre ud til området for at være behjælpelig med at skaffe dækning til den kommende aften / nat.
Ledelsesansvar for omkring 65
Siden januar 2009 har Ida Bech Rump været områdeleder i Pleje & Omsorg i Skive Kommune.
I syv år har hun haft sit nuværende ansvarsområde, hvor hun leder hjemmeplejens og akutteamets SOSU-medarbejdere og sygeplejersker.
Ida har ledelsesansvar for cirka 45 månedslønnede og knap 20 timelønnede medarbejdere og elever.
MANDAG
Jeg møder klokken 7. Kort morgensamling med SOSU’ER og sygeplejersker. Vi taler om, hvordan weekenden er gået og hvilke borgere, vi skal have særligt fokus på.
Jeg har kun to planlagte møder i kalenderen denne dag, hvilket er usædvanligt. Til gengæld ligger de oveni hinanden.
Det ene er et ledermøde, hvor vi skal forberede et møde i vores lokale MED-udvalg om en forestående strukturændring med Faste Teams, som den nye Ældrelov lægger op til.
Det andet møde afbryder det første og er på teams. Det handler om vores sygeplejeklinikker.
Ellers går meget af dagen med at korrespondere. Jeg både modtager og sender utallige mails. 32 i alt denne dag, ligesom jeg modtager rigtig mange telefonopkald.
Jeg holder mig desuden opdateret omkring borgerne i mit område ved dagligt at læse med i vores fagsystem Nexus.
Vores nuværende hygiejneressourceperson er på barsel. Jeg spørger i personalegruppen, om nogen har interesse for dette område – uden held. Således er opgaven med at deltage i et kommende hygiejnemøde min egen – indtil en SSA melder, at hun godt vil tage dette ene møde. Herefter tilmelding, formidling, planlægning af dette.
I vores Akutteam må jeg håndtere de ledige vagter som følge af en sygemeldt sygeplejerske. En sygeplejerske fra et plejecenter i et andet område kontakter mig, da hun ønsker at tage ekstravagter. Sammen kigger vi på, hvordan det kan lade sig gøre lønteknisk og i henhold til hviletidsbestemmelser.
Jeg sender en dagsorden til endnu et møde, og så bøvler jeg lidt med at skifte adgangskode til en platform, hvor vi lægger dagsordner ind. Det med it-systemer, skiftende programmer og nye adgangskoder kan jeg godt få lidt pip af. Det er ofte et benspænd i opgaveflowet og sådan noget, der er virkelig irriterende at døje med, når der i forvejen er rigeligt at gøre med kerneopgaven.
Jeg får sendt en sms til en sygeplejerske i Akutteamet om ferieplanlægning, og jeg forbereder dagsordenen til morgendagens ”FULU-møde”, som vi kalder vores sygeplejerskemøder. F for Formidle, U for Udvikle, L for Lede og U for Udføre – dette er for at signalere sygeplejens virksomhedsområde.
Jeg skal sammen med min kollega fremlægge et punkt om en kommende Strategidag for alle sygeplejersker. Fokuspunkterne bliver Det kliniske Lederskab samt Rehabilitering i Sygeplejen.

TIRSDAG
Jeg bliver kontaktet, fordi vi har haft en skade på en bil.
Så skal jeg finde ud af, om det er en totalskade eller skal den repareres? Sådan noget aner jeg jo intet om, og jeg kan indimellem tænke ”Hold op, hvor jeg sidder med mange mærkelige beslutninger.” Meget af det, jeg skal tage stilling til og involveres i, har intet med sygepleje at gøre.
Jeg tilbringer en del tid i min bil, da min arbejdsplads er på forskellige matrikler.
Jeg leder medarbejdere, der arbejder på forskellige matrikler og er 13 kilometer væk. Mit kontor deler jeg med to andre.
Jeg har det lidt ambivalent med ikke at have mit eget kontor. Det kunne være rart at have sit eget sted, men det er også værdifuldt at sidde i samme lokale som medarbejderne, når jeg er ude hos dem. Så kan jeg hele tiden interagere med dem og høre, hvad de er optaget af.
Jeg har et statusmøde med vores direktør og vores ældrechef om vores nye organisering, og jeg er også sammen med en ny medarbejdergruppe, da vi skal have klarhed om nye retningslinjer og lovgivning om genoplivningsforsøg, der træder i kraft 15.januar 2025.
Fra klokken 12 til klokken 16 har jeg FULU-møde med vores sygeplejersker. Cirka 50 sygeplejersker deltager.
Fra klokken 16 til 17 har jeg møde med Akutteamet med blandt andet ferieplanlægning.
Jeg bliver glad, da en af vores konsulenter, som jeg selv respekterer for hendes mange kompetencer, efterfølgende siger, at hun er imponeret over, at jeg kan komme så hurtigt ind og så stramt styre det lange og kompakte møde. Men jeg er også træt bagefter.
Jeg leder medarbejdere, der arbejder på forskellige matrikler og er 13 kilometer væk.
Ida Bech Rump, områdeleder i Pleje & Omsorg i Skive KommuneONSDAG
Jeg er til undervisning på SOSU-skolen hele dagen. Emnet er ”Kvalitetsforbedringer i praksis”
I pauserne er der mange gode, uformelle samtaler med de andre deltagere (lederkolleger og fagkonsulenter).
Det er godt og givende med sådan en undervisningsdag, hvor jeg får tanket ny energi på egne batterier.
TORSDAG
Jeg får endnu en dag kørt mange kilometer. Med personale på mange forskellige lokationer, bevæger jeg mig meget rundt. Sådan er det også i dag.
Så er jeg til møde på Rådhuset. Så er jeg ude på plejecentrene. Jeg tænker, det er noget anderledes at være leder for medarbejdere, der befinder sig mange kilometer væk end at være leder på en hospitalsafdeling.
Jeg er til endnu et møde om vores fremskudte sundhedstilbud med sygeplejeklinikker.
Vores sygeplejeklinikker er geografisk fordelt over hele kommunen. Når du som borger er henvist til en af dem af din læge, en speciallæge eller sygehuset, kan du få hjælp til alt fra sårbehandling til injektioner.
Lige nu er vi ved at planlægge, hvordan vi får etableret et it-system, så borgerne selv kan booke tider. Akkurat som når vi booker tid hos læge eller tandlæge.
Jeg må som sædvanlig hoppe lidt fra det ene til det andet, både fysisk og emnemæssigt, og jeg bestræber mig på at være nærværende, uanset hvilken kontekst jeg befinder mig i.
Der er meget logistik og planlægning i at komme hele vejen rundt i personalegruppen. Meget af min kontakt foregår via mobilen, sådan må det nødvendigvis være.

FREDAG
Jeg møder på min base, og jeg har ikke noget i kalenderen fra morgenstunden.
Nu kan jeg bruge tid på at følge op på nogle af de mange løse tråde, og jeg får sendt og besvaret en lang række mails.
Det er sjældent, at jeg har sådan en hel dag til det administrative. De fleste gange har jeg et par timer hist og pist.
Jeg skynder mig ud i bilen, og så når jeg at mødes med vores Akutteam. Når jeg dukker op klokken 15, kan jeg både møde dagvagt og aftenvagt.
I løbet af 2025 sker der ændringer i vores organisation. Lige nu leder jeg både sygeplejersker, SOSU- hjælpere og SOSU-assistenter, men med ændringerne bliver jeg udelukkende leder af sygeplejen / Akutteamet og sygeplejersker på fire forskellige matrikler.
Både nu og fremover kræver det noget at skabe sammenhold og sammenhængskraft i en så bred personalegruppe i ”en butik”, der kører 24-7 og 365 dage om året. Men jeg ved, at det er et vilkår...
Læs også i denne serie:
Med Rikke på job: Flytteplaner kræver indsigt, omhu og forberedelse
Med Hanne på job: Snart får vi endnu et speciale...