Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Med Hanne på job: Snart får vi endnu et speciale... 

I serien ”Ugen der gik” lader ledelsesmagasinet Forkant en lille håndfuld sygeplejefaglige ledere fortælle om deres arbejdsuge. Få et indblik i ledernes utallige dilemmaer, opgaver og overvejelser i et sundhedsvæsen, hvor der hurtigt må omprioriteres, når uforudsete hændelser vælter planerne.

hanne1

Vi er specialister i kikkertundersøgelser til ambulante patienter – og snart får vi endnu et speciale 


LEDELSESMAGASIN FORKANT - Aktuelt
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk

Vi er ved at lægge planer for og forberede os på, hvordan vi skal organisere os, når vi fra årsskiftet overtager bronkoskopifunktionen fra en anden afdeling. Hvilke faldgruber vil der være? Hvordan løfter vi bedst opgaven? Hvordan integrerer vi de nye undersøgelser med de andre?

Hanne Hvam, oversygeplejerske på Kirurgisk Fællesafdeling, Regionshospitalet Randers

Hanne Hvam været oversygeplejerske i lidt over syv år med ansvar for kikkertundersøgelser på Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers. 

Her fortæller hun om ugens lederarbejde:

MANDAG 

Min arbejdsuge starter egentlig søndag aften med at tjekke kalenderen for den kommende uge og de mails, der er landet i min indbakke. Så har jeg ro og overblik, når jeg møder på afdelingen mandag morgen klokken kvart over syv.

Dagen ser faktisk fornuftig ud. Der er nogenlunde fredeligt, men jeg skal da lige forholde mig til et par sygemeldinger. De betyder, at jeg må overveje, hvilke sygeplejersker, der kan erstatte hvem og på hvilke specialfunktioner. Hvordan kan jeg ændre på bemandingen, så programmet kan hænge sammen, og vi kan fastholde både flow og kvalitet?

I afdelingen leverer vi kikkertundersøgelser til ambulante patienter. Vi udfører mellem 50 og 60 undersøgelser om dagen og kører med det, der svarer til seks linjer. Vi har i alt 27 ansatte sygeplejersker samt social- og sundhedsassistenter, hvoraf de 12 af sygeplejerskerne udfører koloskopier – heraf udfører fire af dem også gastroskopier.
Siden 2018 har vi også haft et struktureret uddannelses- og oplæringsprogram i koloskopi for vores yngre læger, som vores sygeplejersker tager sig af. 

Vi har også en lille seance med gymnastik for personalet hver morgen, og det har vi selvfølgelig også denne mandag. Det er bare fem minutter, hvor vi får bevæget skuldre, nakke og ryg.

Hanne Hvam, oversygeplejerske

Sygeplejersker oplærer læger

I lidt over syv år har Hanne Hvam været oversygeplejerske med ansvar for kikkertundersøgelser på Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers. Afdelingen har i flere år haft et uddannelses- og oplæringsprogram i koloskopi for yngre læger, som sygeplejersker har taget sig af.

Efter jeg har fået dagens planer til at falde på plads, har vi fordelingsmøde, og jeg orienterer om dagens fordeling af opgaver og sygemeldinger: Hvem går ind på hvilke stuer og laver hvilke undersøgelser?

Vi har også en lille seance med gymnastik sammen med personalet hver morgen, og det har vi selvfølgelig også denne mandag. Det er bare fem minutter, hvor vi får bevæget skuldre, nakke og ryg. Det giver ikke blot noget til det fysiske arbejdsmiljø, men styrker også relationerne – lidt som et fodboldhold, der starter med en fælles opvarming, så starter vi også med en fælles ”opvarmning” til arbejdsdagen.

Efter mødet holder jeg mig til på gangen. Jeg bestræber mig på at være tilgængelig.

Så er vi fremme ved frokosttid, og jeg sætter mig på mit kontor og får lavet forrige uges løn. Min dør er åben, så medarbejderne frit kan komme med deres spørgsmål – eller hvis de har behov for en snak om, hvad der rører sig hos dem.

Jeg hjælper også en kollega med at fjerne nogle polypper ved en koloskopi. Der er rigtig meget sidemandsoplæring på vores område. Det er et håndelag, en tilgang, en viden og en erfaring i alt, hvad vi gør.  Vi skal hele tiden afkode, hvad det er for en patient, og hvad er det for en undersøgelse? Er patienten nervøs? Er undersøgelsen teknisk svær, og skal der for eksempel fjernes polypper eller tages vævsprøver.

Sidst på eftermiddagen mødes jeg med min funktionsledermakker. I Kirurgisk fællesafdeling har vi delte tværfaglige funktionslederteams, der består af eksempelvis mig som oversygeplejerske og en specialeansvarlig overlæge. Sammen har vi ansvaret for ledelsen af afsnittet.

Denne eftermiddag har vi vores månedlige sparringsmøde med afdelingsledelsen, hvor vi sammen sætter fokus på, hvordan det står til i Kikkertundersøgelser.

Hanne2

TIRSDAG

Morgenen starter igen med sygemeldinger, og jeg må skrive mig selv ind i driften. Dette er faktisk noget, jeg forsøger at lukke lidt ned for, da jeg for eksempel også skal have tid til planlægge noget af det nye, vi skal til at tage os af.

Jeg er rekrutteret som leder fra egne rækker, og i den første tid som leder var der stor mangel på folk, der kunne fortage en koloskopi. I løbet af en enkelt uge kunne jeg have tre til fire dage, hvor jeg koloskoperede.

Nu har vi heldigvis fået uddannet nogle flere til at mestre denne opgave, så vi ikke længere er så sårbare. Det betyder, at jeg også nemmere kan trække mig fra driften og bruge tid på ledelse. 

Det er en stor gevinst, at personalet nu er så rutinerede, at de har helt styr på, hvad de skal. Koordinatorerne kan styre hele programmet selv og træffe de nødvendige beslutninger.

Vi får besøg af en journalist!

Om formiddagen har vi også besøg af en journalist og en fotograf fra Dansk Sygeplejeråds medlemsmagasin. De vil gerne fortælle om, at jeg på lidt utraditionel vis har delt ledelse med vores overlæge.

Vi arbejder tværfagligt – også i uddannelse, og for eksempel er det vores sygeplejersker, der oplærer yngre læger i at koloskopere.

Om eftermiddagen deltager jeg i en opsamling på et forskningsprojekt om visionsledelse, som Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse igangsatte hos os for et års tid siden. 

Det er altid inspirerende lige at få løftet blikket og at mødes med og diskutere med ledere fra andre enheder og organisationer.

Når jeg er til møder, er min mobil som regel på vibrering. Sådan må det være. Medarbejderne skal kunne kontakte mig, hvis der er et akut problem – om end det er sjældent, at de ikke selv kan løse problemstillingerne.

ONSDAG

Efter den sædvanlige morgenkoordinering tager jeg mig tid til igen at dykke ned i, hvordan vi får integreret bronkoskopifunktionen, når vi overtager den fra årsskiftet.

Vi er ved at lægge planer for og forberede os på, hvordan vi skal organisere os: Hvilke faldgruber vil der være? Hvordan løfter vi bedst opgaven? Hvordan integrerer vi de nye undersøgelser med de andre? Hvordan ruster vi bedst personalet til det nye, der skal ske?

Det er noget helt andet at undersøge lunger end at undersøge tarm og mavesæk. Mest af alt har vi ikke prøvet at bronkoskopere før, så det skal tilrettelægges godt, så alle føler sig trygge i det nye.

Jeg må også rive et par timer ud af kalenderen til en akut medarbejdersamtale.

Jeg må også rive et par timer ud af kalenderen til en akut medarbejdersamtale. Nogle gange sker der noget med en medarbejder, og så må jeg træde til uden for nummer, planer og kalender. Under sådan en samtale lukker jeg døren til kontoret.

De løbende medarbejdersamtaler er nødvendige, når vi skal have det hele til at glide. De årlige MUS-samtaler kan ikke stå alene.

Før frokosten er jeg på dagkirurgisk afdeling for at se, hvordan de håndterer de her bronkoskopier. Et par af vores medarbejdere er også på afdelingen for at se, hvordan undersøgelserne forløber. Også på det her felt har vi en løbende sidemandsoplæring. 

Det er megaspændende at få sådan en ny opgave i vores afsnit, og lige netop denne her opgave ligger godt hos os. Vi har jo lavet de samme kikkertundersøgelser i årevis, og vi udvikler os hele tiden på det område. Men det er også fedt, at vi nu også skal til noget helt nyt.

Hanne3

TORSDAG

Det er den sædvanlige morgen med lidt sygemeldinger og overvejelser om, hvordan vi kan fortsætte med at afvikle vores pukkel.

Jeg bevæger mig rundt på stuerne for at mærke ”temperaturen”. Vi skal have styr på både trivsel, driften og forberede os på det nye ansvarsområde. Vi skal med andre ord ”knokle løs” på det ene felt og planlægge, hvordan vi kan tage ansvaret for det nye.

Vi skal med andre ord ”knokle løs” på det ene felt og planlægge, hvordan vi kan tage ansvaret for det nye.

Jeg hjælper en kollega med at fjerne en polyp, og jeg svarer på et spørgsmål om vævsmateriale.

Om eftermiddagen deltager jeg i et arbejdsmiljøgruppe-møde. Til januar er der valg til arbejdsmiljørepræsentantskabet, og vi taler om, hvordan det kan løbe i stablen i de forskellige afsnit.

Vi får talt om trivslen i de forskellige afsnit, afvikling af pukler og status på sygefravær. Hvordan håndterer vi sygefravær? Hvordan får vi for eksempel italesat sådan noget som langtidssygemeldinger, så der både tages hensyn til den sygemeldte og til kollegerne i afdelingen – og får sat fokus på ”de langtidsfriske”.

Vi får også diskuteret nogle tiltag i forhold til sundhedsfremme og arbejdsmiljømålene i 2025. 

Hanne4

FREDAG

Dagen starter med den sædvanlige koordinering og morgengymnastik.

Vi har indkøbt træningselastikker, og de bliver introduceret i dag. Så bruger jeg tid på gangen, men i dag prioriterer jeg også at sætte mig ved mit skrivebord.

Jeg forholder mig til sygehusets nye vision og strategi. Hvad er vores overordnede mål?
Hvad giver det mening, at vores afsnit arbejder videre med?
Det er meningsfuldt en gang imellem at stoppe op og få sat ord og billeder på, hvad vi arbejder hen imod. Hvad er vores rolle i vores sygehus’ fælles retning?
Og ikke mindst: hvordan kan jeg bruge det arbejde med visionsledelse, vi havde for et års tid siden, hvor vi var en del af projektet fra Konge Frederiks center for Offentlig ledelse og få det bragt i spil i denne sammenhæng?

Når man som jeg er så meget i den daglige ledelse af driften, er det godt at holde sig selv fast på strategien og visionen. For eksempel er ambitionen, at vi skal være et godt sted at være, og at vi også skal være et godt sted at lære.

Næsten hver anden fredag spiser jeg frokost i kantinen med vores funktionsledergruppe. Vi får ønsket hinanden god weekend og hørt, hvad vi hver især bøvler med og tænker. Det er en god måde at få dyrket vores relationer, hvilket selvfølgelig også styrker vores samarbejde.

Det er en ekstraordinær fredag, fordi jeg kører hjem allerede klokken halv to. Jeg har en aftale med min far, fordi der er fredagsbar på hans plejehjem. 

Læs også i denne serie:

Med Ida på job: Jeg leder på 13 kilometers afstand
Med Rikke på job: Flytteplaner kræver indsigt, omhu og forberedelse