Med Rikke på job: Flytteplaner kræver indsigt, omhu og forberedelse 

TIRSDAG

Morgenen er nogenlunde som dagen før.

Vi har mange unge sygeplejersker, og om formiddagen bruger jeg tid med en sygeplejerske, jeg er mentor for. Hun har haft en lidt kompliceret patient, så jeg gennemgår patienten med hende.

Vi arbejder på at få en stabil personalegruppe. En del mangeårige ansatte er gået på pension, og alene siden foråret 2020 har jeg ansat 25 nye medarbejdere.

Om eftermiddagen deltager chefsygeplejersken og jeg i et møde omkring vores fremtidige sengekryds på det nye hospital.
Der er kort fortalt tale om en hospitalsbygning med et fysisk kryds med fire vinger ud, hvor afdelingerne så befinder sig, og hvor patienterne ligger.
Vi bliver placeret i den ene vinge og skal bo med gynækologerne, obstetrikerne, Plastik-og Mammakirurgisk Afdeling og Kirurgisk Afdeling A.

Vi har meget at forholde os til, når vi er fem afdelinger, der skal bringes sammen.

Hvordan skal kontorpladserne fordeles? Hvordan tænker vi personalepleje? Hvordan tænker vi sociale relationer, når vi er så mange? Med andre ord er vi mange kulturer og specialer, der skal slås sammen. Der er også rigtig meget planlægning og koordinering i at finde ud af, hvordan bemandingen skal være.

Vi får for eksempel færre sengepladser, end vi har i dag, Så vi skal tænke vores processer anderledes. Kan noget afvikles på anden vis? Kan vi gøre nogle af de større operationer til dagkirurgiske? Og hvilke opgaver kan vi forberede personalet på, inden vi flytter derud?

ONSDAG

Vi har nogle sygemeldinger, så jeg rykker lidt rundt på bemandingen og orienterer om det ved dagens tavlemøde.

Jeg deltager i et møde om dokumentation på sengestuerne på det nye hospital.  

Jeg sidder med i dokumentationsrådet, og vi taler om, at personalet kan have en barriere overfor at dokumentere, mens man befinder sig på stuerne. Litteraturen viser, at det typisk ikke er patienten, der har noget imod det, men at det oftere er personalet, der skal vænne sig til at være nærværende overfor patienten, samtidig med at man har en skærm at servicere.

Før middag modtager jeg en mail om, at trepartsaftalen udmønter sig i et lønløft til medarbejdere på udvalgte kirurgiske og medicinske afdelinger, og at netop sygeplejersker indenfor vores specialiserede område får et løntillæg.

Dette lyder jo umiddelbart positivt, men hvad med de grupper, der ikke bliver tilgodeset? Jeg forudser, at diskussioner om denne aftale vil fylde den kommende tid.

TORSDAG

Jeg hilser på nattevagten. Natten har været rolig, og der er fint med personale og rimeligt med patienter.

Vi gennemgår alle patienter på vores tavlemøde. Vi aftaler, hvad der skal ske i løbet af dagen.

Herefter sætter jeg mig ind på mit kontor og kigger lidt dybere ned i udmøntningen af trepartsaftalen.

Vi har brugt rigtig meget krudt på at tale ind i vores nye organisering, der træder i kraft med den kommende flytning.

Vi har talt meget om tværgående funktioner og om, at vi for alt i verden skal undgå at tale om ”dem og os”, men nu fremgår det så, at sygeplejerskerne i ambulatoriet ikke er omfattet af det omtalte lønløft.

Hvordan får vi nu opbakning hele vejen rundt til vores fælles arbejdsplan for ambulatoriet og sengeafdelingen, hvor vi skal arbejde tværgående?

Vi indkalder til et fælles personalemøde, og vi er nødt til at få styr på, hvad det her konkret betyder. Jeg holder et frokostmøde med to sideordnede lederkolleger, og vi planlægger det kommende personalemøde.

Det kan opleves som et benspænd, når der kommer en sådan melding, især når man som personaleleder endnu ikke er klædt på med informationer om, hvad aftalen betyder i alle detaljer.
Vi skal helst ikke lave kløften større mellem medarbejderne. Vi skal undgå, at nogle oplever at blive trådt over tæerne.

Indtil videre er min strategi at være åben og transparant overfor medarbejderne, når de spørger ind til lønaftalen.

”Jeg ved ikke mere nu,” siger jeg og fortsætter: ”Så snart jeg ved noget, får I besked.”

Vi drifter sikkert og som altid, men det her spørgsmål, tager en del fokus.

FREDAG

Nattevagten har haft en rolig nat.

Vi har den sædvanlige briefing med afdelingsledelsen: Hvilke patienter kan blive sendt hjem til weekenden? Sådan lyder et af de spørgsmål, vi sammen finder svar på.

Herefter har vi vores tavlemøde med information om dagens operationer og opgaver: Hvem har ansvar for hvad?

Jeg får fortsat spørgsmål fra medarbejderne om trepartsaftalens udmøntning, og jeg sørger for at få drukket en kop kaffe med medarbejderne og give rygstød til det, de står midt i.

Men først og fremmest er det den kommende flytning, der fylder min kalender i disse uger. Flytningen skal planlægges i detaljer, så vi kommer godt fra start.

Jeg har et møde med de medarbejdere, vi har på sexologisk klinik, og vi diskuterer de nuværende og kommende arbejdsplaner.
Jeg beslutter mig til at arbejde videre med arbejdsplanerne i næste uge. Allerede nu ved jeg, at overskriften på de nye arbejdsgange er ”tværfagligt” og ”tværgående”.

Det er vigtigt for mig at være tilgængelig for medarbejderne, men skulle jeg ønske noget for mit lederliv, var det nok, at jeg blev bedre til lidt oftere at lukke døren til mit kontor og sige ”nu skal jeg lige gøre det her færdigt”.

Det handler både om at få læst mine mails og at få analyseret lidt dybere på tingene. Jeg kunne godt bruge flere timer til refleksion.

Når jeg går på weekend, har min kalender forsat mange uafsluttede sager. 

Læs også i denne serie:

Med Hanne på job: Snart får vi endnu et speciale... 
Med Ida på job: Jeg leder på 13 kilometers afstand