Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Anja Hoyer Didriksen

Anja Hoyer Didriksen stiller op til posten som en af DSR's to næstforpersoner dette efterår. Læs hendes valgoplæg, CV, og find links til hendes sociale medier.

Anja Hoyer Didriksen

Valgoplæg

ET STÆRKERE DSR

Mod til at prioritere. Styrke til at ændre.

Vi tager ansvar for mennesker hver eneste dag. Vi bruger vores faglighed, træffer svære beslutninger og bærer et stort ansvar. Alligevel oplever vi alt for ofte, at rammerne ikke følger med, at vi presses på vores faglighed, og at vi ikke anerkendes for vores ansvar.

Det skal vi som sygeplejersker ikke acceptere. Det vil jeg sætte fokus og være med til at ændre.

JEG KENDER VORES HVERDAG. JEG HAR ERFARINGEN. JEG TØR UDFORDRE.

Jeg har mange års klinisk erfaring som sygeplejerske, har været tillidsrepræsentant og klinisk vejleder og gennem ni år været kredsnæstforkvinde i Kreds Sjælland. Jeg har erfaring med politisk ledelse, organisationsudvikling, medlemsinteresser og de svære prioriteringer, der følger med ansvaret.

Jeg var idéperson bag kongresforslagene Sammen om DSR og Fremtidens kontingent. Det afspejler min politiske tilgang: Vi skal turde stille de svære spørgsmål, udfordre vores vaner og undersøge, om vi bruger vores kræfter dér, hvor de gør størst forskel for medlemmerne. Jeg vil ikke kun udfordre det, vi siger udadtil.

Jeg vil også udfordre, hvordan vi prioriterer og arbejder internt. DSR skal udvikle sig, tage ansvar for sine valg og omsætte politiske ambitioner til resultater.

Jeg tror på tydelig politisk ledelse, åbne diskussioner og fælles ansvar for de beslutninger, vi træffer. At udfordre det bestående og samarbejde om fælles løsninger er ikke modsætninger. Begge dele er nødvendige, hvis vi vil et nutidigt DSR.

MINE FIRE MÆRKESAGER

1. KONTINGENT OG MEDLEMSVÆRDI

Jeg tog initiativ til kongresforslaget Fremtidens kontingent, fordi vi skal turde se kritisk på både kontingentets størrelse og værdien af vores medlemskab. Når medlemmer oplever, at det er for dyrt at være medlem, skal vi lytte og handle. Vi må ikke nøjes med at forklare, hvorfor DSR har sin nuværende pris. Vi skal også undersøge, hvordan vi kan gøre medlemskabet både billigere og mere attraktivt.

Jeg vil arbejde målrettet for et lavere kontingent og tydeligere medlemsfordele uden at svække vores faglige og juridiske styrke.

2. STÆRKERE FAGLIGHED – TYDELIGE FAGGRÆNSER

Opgaver skal fordeles efter uddannelse, kompetencer, kompleksitet og ansvar, med kvalitet og patientsikkerhed i centrum. Tværfagligt samarbejde er afgørende, men må aldrig udviske sygeplejefaglighed eller ansvar.

Jeg vil arbejde for stærkere sygeplejefaglig ledelse og for, at DSR får indflydelse på sundhedsreformens gennemførelse og virke. De rette kompetencer skal følge med opgaverne, og rammerne skal gøre det muligt at udføre sygeplejen fagligt forsvarligt.

3. ET SUNDERE OG SIKRERE ARBEJDSLIV

Vi skal kunne holde til at være sygeplejersker – hele arbejdslivet.

Jeg vil kæmpe for et sundt og sikkert arbejdsliv med fagligt forsvarlige rammer og normeringer. Med rette kompetencer og en målrettet indsats mod stress, vold, trusler og nedslidning. Arbejdsforholdene skal tage højde for arbejdets belastninger og vores forskellige livsfaser.

4. LØN OG KARRIERE, DER AFSPEJLER VORES VÆRDI

Jeg vil arbejde for tydelige karriereveje både klinisk, ledelsesmæssigt og forskningsmæssigt. Vi skal have bedre adgang til efter- og videreuddannelse, og vi skal kunne udvikle os gennem hele arbejdslivet, også uden at skulle forlade klinikken for at få nye muligheder. Der skal være en tydeligere sammenhæng mellem uddannelse, kompetencer, ansvar, karriere og løn.

Jeg vil arbejde for, at DSR stiller tydelige krav om, at vores kompetencer og det ansvar, vi løfter, bliver anerkendt – også økonomisk.

ET STÆRKERE DSR BEGYNDER MED OS

Jeg vil gå forrest i udviklingen af et tidssvarende DSR, som vi kan se os selv i hele arbejdslivet som studerende/senior. Et DSR, der står stærkt på vores faglighed, skaber mærkbar værdi for det enkelte medlem og har modet til at sætte en tydelig politisk retning.

Jeg stiller op for at tage ansvar, sætte retning og skabe resultater. For et stærkere fagligt fællesskab, større politisk gennemslagskraft og et DSR, der gør en mærkbar forskel for os og vores fag.

CV

POLITISK LEDELESE

Kredsnæstforkvinde, DSR Kreds Sjælland

Ni års erfaring med politisk ledelse, forhandling, interessevaretagelse, medlemsinddragelse og organisationsudvikling. Indgående kendskab til DSR’s demokratiske organisation og samarbejdet mellem politisk ledelse, kredse, tillidsvalgte og medlemmer.

KLINISK ERFARING

Mange års klinisk erfaring fra kardiologiske afdelinger på Herlev og Holbæk Sygehus. Kardiologisk efteruddannelse, klinisk vejleder og ansvarlig klinisk vejleder.

FAGPOLITISK ENGAGEMENT

Mit fagpolitiske engagement begyndte på første semester af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har været lokalformand for SLS Roskilde og organisatorisk ansvarlig i SLS nationalt. Derudover mange års erfaring som tillidsrepræsentant (TR).

UDDANNELSE

  • Master i professionel kommunikation, Roskilde Universitet (RUC)

  • Diplommoduler i organisation og ledelse, samt klinisk vejledning

  • TR- og MED-uddannelse

  • Kardiologisk efteruddannelse

  • Sygeplejerskeuddannelsen, Roskilde

PRIVAT

Jeg er sønderjyde, født og opvokset i Sommersted, og bor i dag på et lille landsted ved Holbæk med mine to voksne drenge på 18 og 20 år. Jeg holder af naturen, spiller floorball, dyrker yoga og nyder en god lydbog.

Følg mig på sociale medier

Emblem

Valg til næstforperson i DSR

Nu er valget til DSR's to næstforpersoner i gang.