Hver femte bliver depressiv

I et halvt århundrede har man vidst, at kræftpatienter har signifikant højere risiko for at udvikle og blive indlagt med en depression inden for de første fem år efter diagnosen. Samlever eller nærmeste pårørende lider også ofte under kræftpatientens depressive tilstand.

En kræftdiagnose kan sidestilles med et decideret chok, og op til 50 pct. af kræftpatienter på tværs af tid siden diagnosen melder om symptomer på psykologisk belastning som magtesløshed, tristhed, angst og altså depression.

”Depression er ret udbredt hos kræftpatienter, og anvendelsen af depressiv medicin er signifikant øget for denne patientgruppe,” siger Christoffer Johansen. 

Allerede i 1950 blev klinikere opmærksomme på, at kræftpatienter risikerer at blive klinisk deprimerede og skulle i behandling. Lige siden har diskussionerne bl.a. omhandlet, hvordan man måler den depressive tilstand, og ikke mindst adskiller kræftsygdommen som eksponering fra det liv og den komorbiditet, som patienten har ved behandlingens start.

Christoffer Johansen har selv været involveret i en række undersøgelser, som dokumenterer, at depression er en konsekvens af en kræftsygdom for op til 20 pct. af patienterne inden for de første fem år efter diagnosen.

Skyldes måske genetiske faktorer

I en undersøgelse, hvor mere end 600.000 danskere, der havde fået kræft fra 1973 til 2003, blev identificeret og derefter via deres CPR-nummer koblet til Dansk Psykiatrisk Centralregister, påviste Christoffer Johansen og hans kolleger en signifikant fordoblet relativ risiko for indlæggelse med en depression det første år efter kræftdiagnosen. Gennem de 30 års opfølgning faldt risikoen til en mere end 20 pct. øget risiko fem til ni år efter kræftdiagnosen, hvilket også er signifikant.

”Og at blive indlagt for en depression er altså ganske alvorligt og er tilstedeværelse af svær sygdom, hvor man ofte er til fare for sig selv eller andre,” siger Christoffer Johansen. 

En anden undersøgelse med anvendelse af data fra Danish Breast Cancer Group viste desuden, at de over 40.000 registrerede kvinder med brystkræft havde en mere end tre gange øget risiko for at få udskrevet recept på antidepressiv medicin det første år efter behandling for brystkræft. Risikoen faldt, men forblev signifikant forøget helt op til otte år efter diagnosen. 

”Det resultat tolkede vi som en klinisk væsentlig problemstilling, der rammer mange kvinder med brystkræft. Og vi forsøger nu at identificere de genetiske faktorer, der kan være af betydning for øget risiko for depression, når man får kræft,” siger Christoffer Johansen og uddyber:

”Vi er heldigvis langt i forhold til at kunne behandle depression med f.eks. antidepressiva, og også motion, som beviseligt gavner kræftoverlevere med fatigue, kan tænkes at have betydelig indflydelse på andre psykologiske faktorer. Men jo tidligere vi kan opdage en depression, ja måske ligefrem forebygge den, fordi vi ved, hvilke kræftpatienter der er særligt udsat, jo bedre.” 

Trods gode behandlingsmetoder er der dog stadig plads til forbedringer i forhold til kræftoverlevere med depressive tilstande. 

”De havner ofte mellem to stole. For hvem skal tage sig af depressionen? Den onkologiske afdeling eller den privatpraktiserende læge? Er tilstanden knyttet til kræftsygdommen eller ej? Det trænger vi virkelig til at få mere fokus på, så vi i fremtiden kan blive bedre til at hjælpe patienterne,” siger Christoffer Johansen og tilføjer:

”I den forbindelse er der også behov for at fokusere på evt. samlever eller nærmeste pårørende, som ofte lider mere nød og er mere skibbruden end kræftpatienten selv,” siger Christoffer Johansen.

Foruden interview med Christoffer Johansen bygger ovenstående også på artiklen ”Senfølger efter en kræftsygdom” af Christoffer Johansen, Månedsskrift for almen praksis, september 2015. 

Læs også 

Emneord: 
Kræft