Hvordan hjælper vi kræftoverleverne?

En kvart milion kræftoverlevere, ofte med en eller flere senfølger, fylder godt i det danske sundhedsvæsen. Formelt er ansvaret for opfølgning lægernes, men sygeplejersker kan med fordel spille en større rolle, mener Christoffer Johansen. Han håber, at Kræftplan IV vil sætte senfølger på dagsordenen, og efterlyser også senfølgeklinikker på flere hospitaler.
Aktuelle forskningsprojekter

I sit femårige professorat i kræft og senfølger forsker Christoffer Johansen bl.a. i, hvordan man kan gribe tidligere ind i kræftbehandlingen og sikre, at skadevirkninger fra tumor og behandling bliver mindst mulige for patienten. Eksempler på aktuelle forskningsprojekter:

  • Forebyggelse af lymfødem hos især brystkræftpatienter
  • Udvikling af instrumenter, som kræftoverlevere kan bruge til at rapportere senfølger
  • Forebyggelse af spiseproblemer hos patienter med en bestemt hoved-hals-kræft 
  • Identificering af senfølger hos testikelkræftoverlevere
  • Finde risikofaktorer for udvikling af hjertesygdom hos overlevere efter behandling for lymfekræft
  • Hjælp til familier, hvor et barn har gennemgået en kræftbehandling
  • Undersøge, hvordan børn og partnere af lungekræftpatienter klarer sig
  • Anvende patientrapporterede symptomer som et instrument i justering af behandlingsintensitet.

Det overordnede ansvar for at følge op på, identificere og evt. behandle kræftoverleveres senfølger er i princippet lægernes. Det foregår primært i regi af de onkologiske afdelinger, som har behandlet kræftsygdommen, samt kræftoverleverens egen læge. Sygeplejersker ansat her står derfor ofte ansigt til ansigt med kræftoverlevere, som tit kan føle sig frustrerede, alene og i vildrede over deres fysiske og psykiske tilstand. De er i teorien færdigbehandlede, men intet er som før. 

Men også sygeplejersker andre steder, f.eks. i pædiatrien og geriatrien og ikke mindst i kommunerne, som jo har det overordnede ansvar for rehabilitering, vil jævnligt støde ind i kræftoverlevere og dermed også de mange senfølger, som de kæmper med efter endt behandling.

Tilbud varierer meget

I den forbindelse påpeger Christoffer Johansen dog, at der ofte mangler systematik i opfølgningsarbejdet, og indsatsen svinger meget fra sted til sted.

”Nogle afdelinger har meget fokus på området og er gode til at informere om senfølger, og hvad patienterne skal være opmærksomme på, mens andre afdelinger kun berører det flygtigt, hvis overhovedet,” siger Christoffer Johansen.

Det afspejles også i journalerne, siger han.

”Patientjournalerne indeholder f.eks. ikke punkter, hvor man spørger ind til kræftpatienternes generelle velbefindende, det kunne være i forhold til livskvalitet, sociale eller psykologiske områder og mål. De spørgsmål bliver så at sige ikke adresseret, og spørgsmålet er også, hvem der skal gøre det? Den onkologiske afdeling, den praktiserende læge, hjemmeplejen eller en helt fjerde instans, f.eks. et sundhedshus, en socialrådgiver eller psykolog? Der er jo næsten ingen socialrådgivere eller psykologer tilbage på landets sygehuse,” siger han. 

Som medarbejdere har vi heller ikke ét sted, hvor vi kan se, hvilke tilbud kræft-overlevere får rundt omkring i landet. På den måde kan der være stor forskel i de ydelser, patienterne får, f.eks. fysioterapi til hoved-hals-cancer-patienter med spiseproblemer. Der er ikke en database, vi kan søge i?

”Nej desværre, det hele er lidt rodet. Vi har ikke et samlet overblik over, hvem der ved hvad og hvorfor,” siger Christoffer Johansen. 

Overleverne skal klædes godt på

Christoffer Johansen glæder sig dog over, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Danske Regioner i 2015 erstattede de ambulante kontrolbesøg for kræftpatienter med såkaldte opfølgningsprogrammer, netop i erkendelse af, at der er behov for en mere individuel tilgang, som tager udgangspunkt i kræftoverleverens behov frem for primært at fokusere på risikoen for tilbagefald. 

Efterlysning

Arbejder du med kræftoverlevere og senfølger, hører vi gerne fra dig. Måske du og din arbejdsplads ligger inde med gode idéer til og procedurer for arbejdet med denne oversete og også voksende patientgruppe.

Kontakt journalist Christina Sommer på cso@dsr.dk 

”Det er et skridt i den rigtige retning. En kræftsygdom følger ikke et fast skema eller kalenderåret. Tumoren kommer igen, hvis og når det passer den. I den forbindelse tænkes mange opgaver lagt ud til sygeplejerskerne, og det synes jeg er en god idé,” siger Christoffer Johansen.

I forhold til konkrete værktøjer, som bl.a. sygeplejersker kan bruge i deres møde og arbejde med kræftoverlevere med senfølger, henviser Christoffer Johansen bl.a. til en række anbefalinger, som verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræftforskningsinstitut IARC udgav tilbage i 2008. IARC anbefaler bl.a., at kræftoverlevere skal have psykologisk støtte, udføre fysisk aktivitet, indtage en fornuftig og varieret kost, kvitte tobakken og følge de nationale retningslinjer for alkoholindtag. 

”Det var og er stadig nogle gode og veldokumenterede anbefalinger, som kræftoverlevere med fordel kan navigere efter,” siger Christoffer Johansen. 

Forskeren påpeger, at både læger og sygeplejersker har en stor opgave i at hjælpe patienterne med at justere deres forventninger til livet efter kræft. En opgave, som kræver stor indsigt, erfaring og faglig interesse for området. Målet er en så god livskvalitet som muligt og ikke fuldstændig fravær af symptomer. 

”Personalets fornemmeste opgave er at informere kræftoverleverne om senfølger og symptomer, så de er klædt på til selv at identificere og reagere på senfølgerne og få den hjælp, de har brug for. Og her vil jeg gerne advokere for, at der bliver etableret senfølgeklinikker på landets store hospitaler, hvor kræftoverleverne kan henvende sig og få en afklaring på, hvad de døjer med, og ikke mindst, om der kan gøres noget ved det,” siger Christoffer Johansen. 

Læs også

Emneord: 
Kræft