Fag & Forskning
Glem ikke de pårørende
Et overforbrug af alkohol har også store konsekvenser for de pårørende.
Fag & Forskning 2017 nr. 1, s. 28-29
Af:
Christina Sommer, journalist
Et højt alkoholforbrug rammer i høj grad også de pårørende; især børn er i særlig risiko. Omkring 122.000 danske børn (i alderen 0-18 år) vokser op i en familie med alkoholoverforbrug, og de har bl.a. større risiko for at udvikle depression, opmærksomhedsforstyrrelser og selvværdsproblemer end andre børn. Man ved også, at hvert tredje barn selv udvikler problemer med stoffer eller alkohol som voksne (10).
En anden dansk undersøgelse har påvist, at børn, der lever i familier med alkoholoverforbrug, har større risiko for at:
- blive anbragt uden for hjemmet (øget 3,6 gange)
- blive indlagt med omsorgssvigt/børnemishandling (øget 1,9 gange)
- opleve vold i hjemmet (øget 7,9 gange)
- opleve familieopløsning (øget 5,1 gange)
- blive indlagt med psykisk lidelse, for narkomani og selvmordsforsøg (øget) (11).
Familieorienteret behandling
En anden undersøgelse viser desuden, at 79 pct. af danskerne har kendt nogen med et for stort alkoholforbrug. Knap halvdelen af disse har oplevet negative konsekvenser deraf. For 55 pct. af respondenterne drejer det sig om et familiemedlem, og for 22 pct. er det et husstandsmedlem. Af dem har 22 pct. haft familiemæssige eller ægteskabelige problemer på grund af en tredje persons alkoholforbrug (11).
”De pårørende opdager som oftest alkoholproblemet som de allerførste. Og de pårørende lider under det. Det er derfor som sygeplejerske vigtigt at vide, at også pårørende kan søge hjælp og rådgivning i alkoholbehandlingerne i kommunerne. Både så de pårørende kan blive støttet i en situation, der også er svær for dem, og så de kan være med til at motivere den drikkende til at komme i behandling,” siger Anette Søgaard Nielsen.
I Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje for behandling af alkoholafhængighed anbefaler man bl.a. også, at der bliver tilbudt kognitiv adfærdsterapeutisk familieorienteret alkoholbehandling til personer med alkoholafhængighed med en familie (12).