Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Ikke nok fokus på mundhygiejne

I sundhedsvæsenet mangler der fokus på mundhygiejne på trods af stærk evidens for den forebyggende effekt.

Fag & Forskning 2021 nr. 2, s. 14-15

Af:

Anita Tracey, sygeplejerske,

Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske og professor,

Sussi Boberg Bæch, journalist

mund4

Preben Ulrich Pedersen og Anita Tracey siger samstemmende, at der ikke alle steder er fokus på mundhygiejne på hverken hospitaler eller i primærsektoren.

På hospitalerne er fokus i dag på en effektiv og kort indlæggelsestid, hvilket giver god mening, fordi det i sidste ende er til gavn for patienterne, forklarer de. Men det kan medføre, at fokus rettes mod den medicinske behandling fremfor de mere fundamentale behov hos patienterne.

"Sygeplejerskerne selv giver udtryk for, at der kunne være mere fokus på mundhygiejne og betydningen af mundhygiejne for patientsundheden. Vi ved også fra undersøgelser, at når sygeplejersker bliver pressede på tid, fravælger de sygeplejeaktiviteter, som omhandler fundamentale behov hos patienterne, f.eks. bad, tandbørstning, ernæring og forebyggelse af forstoppelse (9,5), siger Anita Tracey.

Og netop det tyder ifølge Preben Ulrich Pedersen på, at det manglende fokus på mundhygiejne især skyldes en manglende viden blandt personalet om, hvor vigtigt mundhygiejne kan være for patientsundheden og -sikkerheden.

"Udenlandske undersøger viser, at viden blandt sundhedspersonale om behovet for øget opmærksomhed på mundhygiejne er mangelfuld (10), og at det til dels kan stamme fra en manglende prioritering af mundhygiejne i de studerendes curriculum på grunduddannelsen til sygeplejerske (11). Desuden mangler personalet generel viden om, hvordan den aktuelle mundstatus og mundhygiejne påvirker et sygdomsforløb (12)," siger han.

"Mundhygiejne er i mange tilfælde simpelt og banalt at udføre og bliver måske af den grund ikke opfattet som en vigtig del af sygeplejen. Men det har rent faktisk en meget stor betydning og handler jo ikke "bare om at børste tænder" men om at foretage en relevant vurdering af, hvordan mundhygiejne har indflydelse på patienternes aktuelle sygdomsforløb," siger Preben Ulrich Pedersen.

 

Sygeplejersker efterlyser viden

Anita Tracey har holdt oplæg om mundhygiejne for hospitalspersonale rundt omkring i landet, og her oplever hun en stor interesse og efterspørgsel fra sygeplejerskerne på mere viden om mundhygiejne, og hvordan mundhygiejne forebygger infektioner hos patienterne.

"Jeg oplever en stor interesse og vilje fra sygeplejerskerne, der gerne vil klædes på til at kunne sætte fokus på mundhygiejne hos de patienter, der har behov for assistance til mundhygiejne og behov for en større viden om mundhygiejne. De efterlyser også viden om, hvilke redskaber der er nødvendige for at udføre god mundhygiejne," forklarer hun.

"Mundhygiejne er en måde at inddrage patienterne i personlig hygiejne og egenomsorg, og det tager måske fem minutter med den enkelte patient. Så med den viden, vi har i dag om betydningen af mundhygiejne, er det ikke svært som sygeplejerske at blive overbevist om, at vi er nødt til at have et større fokus på det," siger Anita Tracey.

 

Mundhygiejne vigtigt i pandemien

Preben Ulrich Pedersen understreger, at det også især i en tid med en covid-19-pandemi er højaktuelt at forebygge luftvejsinfektioner som lungebetændelse ved hjælp af mundhygiejne.

"Vi ved, at covid-19patienter er i risiko for at udvikle svære lungeinfektioner, der både kan være dødelige og medføre blivende skader på lungerne. Derfor kan jeg slet ikke forstå, at der ikke har været mere fokus på mundhygiejne og på at forebygge lungebetændelser i forbindelse med covid-19-pandemien," siger han og uddyber:

"Lungebetændelse er en almindelig komplikation til covid-19-infektion, og da vi ved, at mundhygiejne kan reducere forekomsten af lungebetændelse under indlæggelse (6), vil det kun være naturligt at have ekstra fokus på mundhygiejne hos indlagte patienter med covid-19 (13)," siger Preben Ulrich Pedersen.

Anita Tracey, som under pandemien har arbejdet på en covid-19-afdeling, er helt enig.

"Mange patienter indlagt med covid-19 har behov for ilttilskud. Det giver dem en øget risiko for at få udtørrede slimhinder, der kan revne og være årsag til infektion. Derfor har de behov for grundig mundhygiejne," forklarer hun.

Opsummering

• Fokus ved indlæggelser er på en effektiv og kort indlæggelsestid frem for patienternes fundamentale behov. Sundhedspersonale mangler viden om betydning af mundhygiejne, og når personalet har travlt, vælges sygeplejeaktiviteter som bad og tandbørstning fra.

• Der skal et større fokus på mundhygiejne. Her efterlyser sygeplejerskerne at blive klædt på til at kunne sætte fokus på mundhygiejne hos de patienter, som har behov, og de vil gerne vide mere om, hvilke redskaber der er nødvendige for at udføre god mundhygiejne.

Anbefaling

Vær særligt opmærksom på mundhygiejne hos covid-19-
patienter, da de er særligt udsatte for at udvikle lungebetændelse.

Læs også i dette tema:

Anita Tracey.

Sygeplejerske uddannet i 1984. Har arbejdet i 28 år på Hjerte-lungekirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og arbejder nu som kvalitetskonsulent i afdelingen for Kvalitet og Sammenhæng. Blev Master i Klinisk Sygepleje i 2012, hvor hendes interesse for betydningen af mundhygiejne startede. Holder jævnligt oplæg for hospitalspersonale om mundhygiejne.

Sussi Boberg Bæch

Journalist, cand.scient., ph.d.

 

Preben Ulrich Pedersen.

Sygeplejerske og professor på klinisk institut og Center for Kliniske Retningslinjer på Aalborg Universitetshospital. Forsker i områder, der er fundamentale for sundhed og velvære herunder betydningen af mundhygiejne. Er hovedforfatter på ny klinisk retningslinje: ’National klinisk retningslinje for perioperativ mundhygiejne til forebyggelse af postoperative infektioner'.