Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Historisk: Fra dårekister og jernlænker til læder og stof

Tvangsfiksering har altid været en del af behandlingen af patienter med psykiske lidelser. Helt frem til 1930’erne var det endda snarere reglen end undtagelsen at fiksere patienterne for at fremme en rolig adfærd.

Sygeplejersken 2015 nr. 3, s. 12

Af:

Christina Sommer, journalist

Historisk-3-dengangI begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at fiksere patienterne ved hjælp af bælter, hånd- og fodremme samt handsker af læder i stedet for jernlænker. Et humant, om end lille, fremskridt. Foto Museum Ovartaci, Aarhus Universitetshospital, Risskov.

Dengang
Frem til midt i 1800-tallet var sindslidende i høj grad overladt til sig selv og evt. pårørende. De såkaldt ”bindegale”, der kunne være til fare for andre, blev dog spærret inde i tugthuse, hvor de mest støjende og voldsomme patienter blev lagt i dårekister, bl.a. på Sankt Hans Hospital, som fik sine første dårekister i slutningen af 1600-tallet.

Det var små rum på ca. 2,5 m2 med plads til en smal briks, som dog var så kort, at man ikke kunne ligge udstrakt. Siden middelalderen havde man sat mennesker, der blev voldsomme af deres sindslidelser, i jernlænker, men omkring år 1800 begyndte man at bruge fastspænding til bl.a. senge og stole mere systematisk som behandling, og jernlænkerne blev afløst af bælter og hånd- og fodremme i læder samt spændetrøjer.

Af andre fikserende behandlingsmetoder i 1800-tallet kan bl.a. nævnes vandsengsbehandling, hvor urolige patienter blev anbragt i badekar med låg på i 8-10 timer, i visse tilfælde endda natten over. Behandlingen kunne strække sig over flere uger, og patienterne både spiste og sov i badet.

Historisk-3-nuOppegående tvangsfiksering kan være med til at nedsætte tiden, patienterne skal være alene på aflåst værelse. Den bruges bl.a., når farlige patienter skal være sammen med medpatienter, til terapi og på gårdture. Modelfoto Afdeling for Retspsykiatri, Sikringsafdelingen, Nykøbing Sjælland.

Nu
Som temaet ”Det omstridte bælte” i dette nummer beskriver, er tvangsfiksering af patienter i psykiatrien stadig et omdiskuteret emne.

Selvom der er sket store forandringer og forbedringer af den psykiatriske behandling op gennem 1900-tallet, især fra 1950’erne, hvor psykofarmaka for alvor kom på banen, tyer mange behandlingssteder stadig til tvangsfiksering.

Danmark har skandinavisk rekord i antal bæltefikseringer pr. indbygger, og også i dag foregår det ofte med fikseringsbælter og fod- og ankelremme i læder, selvom udgaver i stof vinder frem.

På afdeling for Retspsykiatri, Sikringsafdelingen, Nykøbing Sjælland, har man haft succes med oppegående tvangsfiksering af de allerfarligste fanger. Den oppegående tvangsfiksering afbøder kraften af evt. slag og udfald fra patienten og giver også patienten mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, så risikoen for udvikling af følgesygdomme efter langvarig bæltefiksering forebygges.

Kilder: ”Fra dårekiste til patientdemokrati” af Dan Ersted Møller, Museum Ovartaci, Aarhus Universitetshospital, Risskov, www.ovartaci.dk, www.middelfart-museum.dk og Sundhedsstyrelsens rapport ”Oppegående tvangsfiksering – evaluering” fra maj 2014.

 








Tema om tvangsfiksering: