"Vi kan jo ikke også passe dit job"

For fire år siden fik Trine en stressrelateret depression. Hun var ung sygeplejerske i en personalegruppe med erfarne kolleger, der kørte deres eget løb. Stressen kom snigende. Hun bad kollegerne sige til, hvis de oplevede, at hun lavede fejl.

”Svaret var: ”Vi kan jo ikke også passe dit job.” De var jo også pressede. Men jeg undrede mig over, at vi, som er oplært til at drage omsorg, ikke kan vise den omsorg overfor kolleger, der ikke har det godt,” siger hun.

Men der var ikke tid. Hun oplevede kolleger på arbejdet, der sled sig op for at bevare deres job.

”Jeg gjorde det også. Jeg tog ekstravagter og tog over, når en kollega var syg.”

Samtidig opstod der flere tilfælde af sygdom i Trines nærmeste familie.

”Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Min leder sagde, at jeg bare skulle passe mit arbejde. Jeg sagde til min leder, at jeg gerne ville undgå at pleje døende patienter i den periode pga. det, der skete i min familie.”

Det kunne ikke lade sig gøre, og kollegerne spurgte ikke til, hvordan det gik med hende i den svære tid. Hun oplevede også, at der blev snakket om fraværende kolleger.

”Jeg kan huske, at jeg sad og var ked af det på en aftenvagt. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden. Jeg snøftede. ”Nå, er du ved at blive forkølet?” spurgte en kollega. Jeg forklarede, at jeg var ked af det. Ingen af mine kolleger spurgte nærmere ind til det.”

En halvvissen buket
Til sidst blev stressen for meget, og hun blev sygemeldt i et halvt år. Ingen af kollegerne fra arbejdspladsen tog kontakt.

”De kunne godt have sendt en sms eller være kommet på besøg, så jeg stadig følte mig som en del af arbejdspladsen. I stedet kunne jeg ligge derhjemme med dårlig samvittighed over, at de skulle klare mine opgaver. Jo, min leder sendte en halvvissen buket fra tanken, men så måtte hun egentlig hellere have ladet være.”

Da Trine kom tilbage på arbejdet, var det ikke til åbne arme og omsorg.

”Der var ingen reaktion, hverken fra kolleger eller ledelsen. Vi havde ellers en god dialog, når det handlede om det faglige, men ikke når det kom til personlige problemer.”

Trine har altid været åben om sin stress. Det kunne både være en fordel og en ulempe.

”Hvis jeg har talt for meget om det, så har kollegerne trukket sig.”

Ryggen begyndte så at give hende problemer. Hun havde det skidt med at skulle sygemeldes igen.

”Det blev mødt med et ”det var da træls, hvornår kommer du så igen” fra lederen. Så kunne jeg gå med dårlig samvittighed i 14 dage over, at jeg var væk fra mit arbejde. Men det var nemmere med en fysisk skade. Det kunne man jo se og forholde sig til.”

Til en sygefraværssamtale blev hun spurgt, om hun var klar til at arbejde igen.

”Jeg hørte mig selv sige ”ja, nu går det fint”, men det gjorde det jo slet ikke.”

Ny ledelse giver håb
Trine har overvejet at vinke farvel til faget og lave noget helt andet.

”Et job, hvor jeg ikke skal have med mennesker at gøre. Måske noget kreativt, blive selvstændig. Men jeg tror ikke, jeg egner mig til det. Min mormor og mor var sygeplejersker. Det lå i kortene. Jeg har heller ikke fortrudt det. Det har givet mig en masse.”

Hun kunne godt have tænkt sig en mere synlig ledelse. En ledelse, der havde forståelse for at tale med et menneske, der ligger ned.
”Ikke det der med ”jeg hører, hvad du siger”. Det er til at kaste op over.”

Nu er der en ny leder på vej, som hun allerede har mødt.

”Jeg tror, at hun vil gribe tingene anderledes an. Til et personalemøde mødte jeg op syg og snottet, hun kiggede på mig, som hun tænkte, ”hvorfor kommer du på arbejde, du burde ligge hjemme i din seng”. Hun vil også holde forventningssamtaler med os alle sammen.”

Depression og stressen popper stadig frem, og hun får stadig medicin. Når hun arbejder om natten, prøver hun at køre en fast rutine om dagen, så hun belaster sin krop og psyke mindst muligt.