Sygeplejersken
Her skal man ikke bestille tid
Livsrum-huset i Odense handler meget om samtaler. Men indholdet, de frivillige og de professionelle medarbejdere, er det vigtigste, siger lederen, sygeplejerske Vivi Brandt Rasmussen, der har været med i hele processen omkring huset.
Sygeplejersken 2015 nr. 9, s. 36-37
Af:
Birgit Brunsted, journalist
"Når en gæst kommer ind, er der altid en ”værtsfrivillig”, der personligt tager imod, tilbyder en kop kaffe og finder ud af, hvad vedkommende har brug for,” siger Vivi Brandt Rasmussen, rådgivningsleder i Livsrum i Odense.
Meningen med bygningen Livsrum i Odense er, at den umiddelbart skal virke indbydende med sine grønne uderum og organiske arkitektur i smukt samspil. Ja, den skal nærmest omfavne de besøgende, som her er kræftpatienter, og ofte også deres pårørende og venner.
Det er ikke ”hospitalsagtigt”, hvad der tydeligt fremgår af arkitekturen, men ikke mindst i måden, man griber tingene an på:
”Når en gæst kommer ind, er der altid en ”værtsfrivillig”, der personligt tager imod, tilbyder en kop kaffe og finder ud af, hvad vedkommende har brug for. Det er lidt af en kunst, for de skal kunne aflæse, om det er nogen, der lige vil kigge sig omkring i huset eller måske har brug for at komme sig, tale med en rådgiver eller hente nogle pjecer,” siger rådgivningsleder Vivi Brandt Rasmussen, hvis baggrund for dette arbejde nærmest er skræddersyet: Hun er sygeplejerske, også udviklings- og uddannelsessygeplejerske, cand.pæd. og har arbejdet i kommunen som projektleder med forløbspartnere til kræftpatienter, som fulgte kræftpatienterne ude i kommunerne.
Vivi Brandt Rasmussen har været med i hele processen om Livsrum i Odense og har været leder siden november 2013. Hun har deltaget i indretningen af huset sammen med arkitekt Mette Wienberg.
Ikke kun et trist hus
”Huset gør rigtig meget i snak,” siger hun, ”men indholdet, de frivillige og de professionelle, er det vigtigste – selv om der er et samspil. Vi skal fylde de fantastiske rammer ud.”
Åbenheden gælder over det hele:
”Alle kan komme lige ind fra gaden uden tidsbestilling, og det er patienterne meget glade for,” siger Vivi Brandt Rasmussen. ”Det går forrygende godt, vi er helt klart blevet mere synlige og tilgængelige for patienterne på sygehuset, fordi vi er tæt på,” tilføjer hun.
”Vi har også mange pårørende, der kommer, når deres mand, kone eller barn er til behandling på sygehuset. De kan være her imens og få en kop kaffe, og har nogen lyst til at småsludre, finder de måske sammen med andre i huset, og så opstår der et stort fællesskab. Huset har alrum, køkken og samtaleborde midt i rummet, og der er megen grinen, det er ikke kun et trist hus.”
Kræftens Bekæmpelse og Realdania har fået inspiration i England og Skotland, hvor der findes en række Maggie’s Centres, som tilbyder gratis praktisk, følelsesmæssig og social støtte til kræftpatienter og deres pårørende og venner. Der er nu 15 Maggie’s i England og Skotland. Centrene er opkaldt efter Maggie Keswick Jones, som selv var kræftpatient og gjorde sig mange tanker om patienternes møde med behandlingssystemet.
www.maggiescentres.org/
Livsrum ligger tæt på Odense Universitetshospital, og som en del af samarbejdet lejer hospitalet sig ind i husets træningssal, hvor de kører det intensive træningsprogram, Krop og Kræft, der løber over seks uger.
De værst tænkelige tanker
Livsrum har ansat to psykologer og to socialrådgivere/psykoterapeuter.
”Vi yder også psykosocial støtte og rådgivning til patienterne. Det kan handle om, hvordan og hvor man kan søge orlov, hvordan man kan tale med sine børn, eller ”hvad nu hvis jeg falder i et sort hul?”,” fortæller Vivi Brandt Rasmussen.
”Vi tilbyder også familiesamtaler, for når én i en familie bliver alvorligt syg, ændrer rollerne sig, og så skal man finde nye måder at tale sammen og være sammen på. Vi har en særlig indsigt i, hvad det vil sige at være kræftpatient, og kan rådgive om rehabilitering og de ting, der presser sig på.”
Om hvordan det er som sygeplejerske at arbejde i Livsrum, siger Vivi Brandt Rasmussen:
”Jeg er primært ledelse, men når jeg har vagter og samtaler, synes jeg, det giver rigtig megen mening, også med min baggrund. Jeg har indsigt i, hvad disse syge mennesker er igennem, hvad det er for et sundhedsvæsen, de har mødt, og har erfaring med alle de psykosociale områder og problemstillinger efter sygdommen.”
”Der er meget eksistentielt i vores møde med disse mennesker, og mange samtaler handler mere om at være end at gøre. Vi skal kunne være rådgivere og samtalepartnere, som kan tåle at høre de værst tænkelige tanker og støtte på vejen. Turde tale om, at patienten måske skal dø af det. Og vi skal kunne lytte. Det er meget meningsfuldt, vi kommer ind dér, hvor livet virkelig er,” siger Vivi Brandt Rasmussen.
Dette tema består af følgende artikler: