Det tavse væsen

”Det er dybt kritisabelt at forske på patienter, der er så alvorligt syge, at de ikke selv er i stand til at give tilsagn om deltagelse, og alligevel inkludere dem i forskningsprojekter, der indebærer blindforsøg med medicinering (…), og at man undlader at indhente tilsagn fra pårørende om, at deres nærmeste bliver indlemmet i forsøg.” 

Citatet stammer fra en ny undersøgelse, som Megafon har lavet sammen med Dansk Sygeplejeråd. Den viser, at 28 pct. af sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som de ikke har ytret sig offentligt om. Selv om de mener, at det er forhold, som offentligheden ”burde have kendskab til”.

De kritisable forhold dækker bl.a. over patienter, der sederes på grund af travlhed, højt arbejdspres, skjult overbelægning, udskrivelser af borgere, der ikke er færdigbehandlede, fejl omkring administration og dispensering af medicin, manglende tid til at indberette utilsigtede hændelser og en lang række andre forhold. 

Begrænset ytringsfrihed 

Hovedårsagen til, at sygeplejerskerne ikke ytrer sig, er, at de mener, at forholdene ikke kan forbedres inden for sundhedsvæsenets nuværende rammer. ”Jeg har givet op.” ”Det hjælper alligevel ikke noget.” Og ”Giv mig styrke til at acceptere det, jeg ikke kan gøre noget ved.”  

Derudover er en del i tvivl om skillelinjen mellem ytringsfrihed og tavshedspligt. De er bange for at blive fyret eller har oplevet, at de selv eller deres kollegaer er blevet mødt med kritik eller sanktioner fra ledelsen, når de har ytret sig. 

”Kammeratlige truende samtaler, hvor vi får at vide, at vi har ytringsfrihed, men vi skal tænke os rigtig, rigtig godt om, hvis vi benytter den,” siger en. 

Og en anden siger: ”Jeg har fået kritik for at påpege kritisable forhold. Ledelsen får det drejet hen på, at det er sygeplejersken, der ikke har håndteret opgaven korrekt.”

Ekspert i offentlighedsloven, Oluf Jørgensen, der er jurist og offentlighedsrådgiver ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, finder undersøgelsen fra Dansk Sygeplejeråd bekymrende.

”Undersøgelsen viser, at der er alvorlige problemer med ytringsfriheden for ansatte i sundhedsvæsenet. Det betyder, at mange ansatte ikke har modet til at gøre offentligheden og politikerne opmærksom på væsentlige problemer, de møder i det daglige arbejde. Vigtige beslutninger om regler, organisering og prioritering bliver derfor truffet uden solidt kendskab til konsekvenserne,” siger han. 

Regler strider mod ytringsfrihed

18 pct. af sygeplejerskerne i undersøgelsen siger, at de oplever, at der er regler på deres arbejdsplads, der begrænser deres ytringsfrihed. Nogle af de 18 pct. henviser til tavshedspligten, mens andre henviser til en praksis, der ifølge jurist med speciale i ytringsfrihed, Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, meget vel kan være i strid med ytringsfriheden, hvis de også gælder sygeplejerskernes ytringer som privatpersoner:
 
”Centerleder skal ind over alt, og medarbejder har mundkurv på.”
 
”I forbindelse med en nylig sparerunde fik vi at vide af vores leder, at vi ikke skulle udtale os til pressen.”
 
”Vi får besked af ledelsen om ikke at sige noget negativt om afdelingen. Vi mangler personale, er meget produktionspressede, og ledelsen er trætte af at lytte til vores ønsker og behov, for de kan intet ændre på grund af økonomiske restriktioner pålagt af sygehusledelsen.”
 
Jacob Mchangama, siger: ”I min optik fremtræder ovennævnte ”regler” som en slags censur, hvilket er i strid med offentlig ansattes ret til frit at ytre sig.”

Samlet set synes han, undersøgelsen tyder på, at der er problemer på området, og at der er for stramme tøjler for sygeplejerskernes ytringsfrihed.

Og når en sygeplejerske i undersøgelsen siger: ”Som enkeltpersoner må vi ikke stille op i offentligheden og udtale os om arbejdspladsen.” så påpeger Mchangama, at det er misforstået. 

”For det er netop kernen i offentlig ansattes ytringsfrihed, at de må udtale sig om arbejdspladsen. Dog med den begrænsning, at denne ret kun består, når medarbejdere udtaler sig som privatpersoner,” siger Mchangama.

Dansk Sygeplejeråd genkender billedet

I Kreds Syddanmark genkender kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, John Christiansen, alt for godt det billede, analysen tegner.

”Ytringsfrihed er desværre en række steder en stor udfordring. Vi møder sygeplejersker både i basis- og i ledende stillinger, som bevidst holder deres mund og ikke tør ytre sig. Og vi møder sygeplejersker, der har ytret sig og været udsat for repressalier,” siger John Christiansen, der fortæller, at sygeplejerskerne ofte ikke har lyst til at stå frem, fordi de frygter for repressalierne. Og nogle gange med god grund.

”Vi har kollegaer, der har måttet skifte job eller mistet jobbet, og nogle, der har mistet gejsten,” siger John Christiansen og fortæller, at Dansk Sygeplejeråd nogle gange først får kendskab til sagerne, lang tid efter det er sket, ligesom kredsen oplever, at sygeplejersker også siger, at de ikke ønsker, at Dansk Sygeplejeråd kører en sag for dem, fordi de frygter for konsekvenserne.

I Kreds Sjælland sidder kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Helle Dirksen. Hun siger: ”Helt overordnet synes jeg, at det står galt til med ytringsfriheden.” 

”Jeg synes, at det er alarmerende, at når sygeplejersker ytrer sig offentligt, så bliver de kaldt ind til venskabelige samtaler eller det, der er værre.”

Hun oplever, at selv om man siger, at sygeplejersker har ytringsfrihed, så oplever kredsen, at der flere og flere steder kommer retningslinjer for, hvad sygeplejerskerne skal være opmærksomme på, når man ytrer sig.

”Ledelserne skulle hellere være meget mere optaget af, hvordan de kan understøtte medarbejdernes lyst til at deltage i den offentlige debat,” siger hun.

Irene Hesselberg, der er formand for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd, efterlyser, at lederne tager undersøgelsens resultat alvorligt, og opfordrer lederne til at tage emnet op på personalemøder og i MED-udvalg:

”Hvis så mange sygeplejersker oplever det som et problem at ytre sig, er det et ledelsesmæssigt anliggende, der skal tages alvorligt.” 

I Dansk Sygeplejeråds hovedkontor kommer antallet af sygeplejersker, der oplever kritisable forhold på arbejdspladsen og føler, at de ikke har mulighed for at ytre sig, bag på formand Grete Christensen.

”Det er både overraskende, at SÅ mange oplever noget, som ikke er i orden. Og det er chokerende, hvor mange der ikke tager bladet fra munden. Det er rigtig alvorligt, når der er en så stærk oplevelse af, at ytringsfriheden mangler,” siger hun. 

”Udviklingssygeplejersker og ledende sygeplejersker bør sætte sig i spidsen for at få rettet op på den opfattelse.”

Grete Christensen peger på, at sygeplejersker qua deres fag er ambassadører for patienterne og borgerne. Men hun mener, at travlheden i dag gør, at mange af de rum, hvor man havde tid til at diskutere patienterne og sygepleje, er væk. 

”Når der endelig er et personalemøde, er der så mange andre ting på dagsordenen, at der ikke er tid til at diskutere sygeplejen, og derfor forsøger man at lukke kritikken ned,” siger Grete Christensen.

Hun mener, at manglen på tid til at diskutere internt, gør, at nogle sygeplejersker føler det nødvendigt at gå til pressen. 

”De gør det jo ikke bare for at råbe op. De gør det, fordi de har noget på hjerte.”

Plads til forbedring

På Sjællands Universitetshospital Køge kom det for nylig frem, at sygeplejerskerne på intensiv afdeling igennem længere tid havde skruet op for bedøvelsen, når der var travlt. Sygeplejerskerne havde adskillige gange forsøgt at råbe op om forholdene internt. 

På det tidspunkt havde hospitalet i mere end et år haft projektet ”Stop the line”. Det er et sæt retningslinjer for, hvordan man som medarbejder kan sige fra, hvis man observerer noget uhensigtsmæssigt, som kan være til fare for patientsikkerheden.

Vicedirektør på hospitalet, Susanne Lønborg Friis, siger: ”Sagen om sedering af patienter viste, at det tilsyneladende ikke var blevet implementeret ordentligt.” 

”Derfor har vi nu besluttet, at vi i de kommende år sætter fokus på at få drøftet det ude i afdelingerne,” siger hun og understreger: ”For det er rigtig vigtigt, at man siger til, når der er noget, der ikke fungerer.”

Susanne Lønborg Friis, erkender at der er plads til forbedring, når mange sygeplejersker siger, at de holder mund om forhold, der ikke er i orden: ”Det er jo bekymrende og ærgerligt, når sygeplejerskerne siger, at de ikke ytrer sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads. For det er vigtigt for at beskytte patienter og patientsikkerheden, at de sundhedsprofessionelle siger fra – og siger til, når der skal gøres noget andet. Det er vigtigt både af hensyn til patienterne og patientsikkerheden, at de, der er tæt på dem, ytrer sig. Først og fremmest i dagligdagen – over for kolleger, ledelsen og i MED-systemet,” siger hun.

Også i Region Hovedstaden, er der kommet forkus på mere åbenhed. Regionsdirekør Hjalte Aaberg, siger, at åbenhed er en central værdi, og at regionen er midt i en høringsfase om en ny åbenhedspolitik.

”Åbenhed skal gennemsyre vores arbejdspladskultur. Og undersøgelsen viser, at vores kultur kan blive bedre på det punkt.” 

Kritik er vigtigt

Sociolog Rasmus Willig har de seneste 15 år forsket i begrebet ”kritik”, og i foråret udgav han bogen ”Afvæbnet Kritik”, som er resultatet af syv års indsamling af de svar på kritik, som møder kritiske medarbejdere i det offentlige.

”Vi ved, at når der er mange, der holder sig tilbage med at vidne for offentligheden, så fører det til fremtidige politiske beslutninger af et demokratisk underskud, fordi beslutningerne ikke er foretaget på baggrund af et retvisende billede,” siger han.

”Og vi ved efterhånden fra en række undersøgelser på området, at der er voldsomme problemer for sygeplejerskerne, og det er et problem, for de er dem, der er tættest på konsekvenserne af de politiske besparelser og reformer,” siger han.

”Og når de ansatte siger, at det ”ikke nytter noget” at ytre sig, så må vi desværre fastslå, at selvcensuren er lykkedes,” siger han.

Men hvordan løser man problemet med selvcensuren og de manglende ytringer for offentligt ansatte?

”Det handler bare om politisk vilje,” siger han. ”Noget andet er, at vi får en kultur, hvor vi forstår, at kritik er motor for forandring, og at vi derfor skal byde den velkommen.”