Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg fik 13 minutter

At ytringsfriheden er under pres, fik hjemmesygeplejerske Lise Müller at føle, da hun på Facebook skrev om sine frustrationer over alt for mange omstruktureringer og opsigelser i hjemmeplejen. Hun fik 13 minutter til at møde op på sin leders kontor, hvor hun fik læst og påskrevet, hvor meget hun tog fejl, og at hun ikke skulle bruge sine kollegaer til egen politisk promovering.

Sygeplejersken 2016 nr. 12, s. 28-32

Af:

Anne Witthøfft, journalist

2016-12-tema-lise-moeller

Da Lise Müller en tidlig morgen i februar er på vej til sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Frederiksberg Kommune, tikker en sms ind på hendes telefon. Klokken er 7.17, og beskeden er, at hun skal møde på chefens kontor kl. 7.30. Hun har 13 minutter. 

På kontoret sidder Lise Müllers nærmeste leder, som sidenhen har sagt op, tillidsrepræsentanten, som ikke længere er tillidsrepræsentant, og den øverste leder for Frederiksberg Kommunes hjemmepleje, Heidi Næsted Stuhaug.

Anledningen til mødet er en opdatering, som Lise Müller har skrevet på Facebook den 2. februar. I opdateringen skriver Lise Müller, at nu har den tredje af hendes kollegaer sagt sit job op på mindre end to måneder. Hun ærgrer sig over de kompetencer, arbejdspladsen mister, når erfarne medarbejdere forsvinder, og hun skriver, at det har konsekvenser for borgerne. Hun skriver, at hun ser opsigelserne som en konsekvens af tre store omstruktureringsprocesser, arbejdspladsen har været igennem de seneste to og et halvt år, ”hvor for usikre og rodede rammer, for meget arbejde, for lidt tid til at udvikle faglighed, og beslutninger, der ikke giver mening, men forringer vilkårene og arbejdsmiljøet, omsider blev nok” for hendes kollega. 

”På mødet får jeg at vide, at det, jeg har skrevet, er helt forkert. Det er forkert, at folk har sagt op pga. dårlige arbejdsvilkår. Det er forkert at skrive, at vi mister nogle kompetencer, når min kollega, der har været 13 år i hjemmeplejen, siger op. Det er forkert at skrive, at kvaliteten af ydelserne vil falde som konsekvens af, at vi mister min kollegas ekspertise. Og jeg får også at vide, at jeg ikke skal bruge mine kollegaer til min egen politiske selvpromovering,” siger Lise Müller, der ud over at være sygeplejerske også er regionsrådsmedlem for SF i Region Hovedstaden.

Lise Müller har under hele forløbet talt med den kollega, hvis opsigelse får hende til at skrive statusopdateringen. Og hun har også forud for opdateringen og efterfølgende fået kollegaens velsignelse til at skrive den. 

”Jeg blev enormt ked af det. Samtalen får mig til at føle skyld, som om jeg er gået bag om ryggen på min chef. Jeg har dog hele tiden fortalt min chef, hvad jeg mente om de ting, der foregik, og hvad jeg syntes, der skulle til, for at det blev et godt sted at være,” siger Lise Müller.

”Og jeg forsøger at forklare, at min opdatering mest af alt er en opsang til det politiske niveau, fordi politikerne tror, at man kan redde alt ved at lave omstruktureringer.” 

Senere hen bliver Lise Müller vred. Vred over, at hun kun har fået 13 minutter til at forberede sig. Vred over de ting, de siger. Og vred over, at de ikke er interesserede i, hvad hun har at sige.

”Det var slet ikke i orden. Selvom de gjorde meget ud af at fortælle mig, at dette ikke var en tjenstlig samtale, så satte det mig fuldstændig skakmat. Det føltes som at komme til skole-hjem-samtale, hvor man sad over for et helt panel af lærere,” siger Lise Müller.

Borgerne betaler prisen

Selv om Lise Müller ikke har overtrådt tavshedspligten og også er i sin gode ret til at ytre sig, hvis hun oplever forhold, der er så kritisable, at offentligheden bør kende til dem – synes hun ikke, der er nogen på mødet, der interesserer sig for substansen i hendes opdatering.  I stedet oplever hun det, som at det udelukkende handler om at lægge låg på kritikken. Og det synes hun er ærgerligt. Siden hun skrev statusopdateringen, har flere medarbejdere i hjemmeplejen opsagt deres stillinger. 

”Jeg ville ønske, at de (cheferne, red.) havde taget det som et lille flag om, at her er faktisk nogle udfordringer. For selvfølgelig skaber en omstrukturering usikkerhed i en organisation, men noget af det kunne der faktisk gøres noget ved.  Jeg oplevede bare ikke på noget tidspunkt, at samtalen handlede om, hvad det var, jeg syntes var et problem. I stedet synes jeg, den handlede om, hvor meget jeg tog fejl, og hvor sure og skuffede folk følte sig over det, jeg havde skrevet,” siger Lise Müller, der spørger sig selv, hvad hendes chefer egentlig fik ud af samtalen, når de ikke fik løst det egentlige problem.

Lise Müller
Foto: Claus Bech
Mundkurv på

Oplevelsen har betydet, at Lise Müller oftere giver sig selv mundkurv på.

”Jeg skriver ikke om de vilkår, der er i hjemmeplejen. Og det ville jeg nok have ytret mig mere om, hvis jeg ikke havde haft den oplevelse. Jeg siger heller ikke så meget på min arbejdsplads, som jeg gjorde før i tiden,” siger hun. 

Og det har hun det svært med, for når sygeplejersker ikke ytrer sig, har det konsekvenser for patienterne. Hun erkender, at det ikke er let at være leder af en politisk ledet organisation, som hjemmeplejen er, men hun påpeger også, at det ofte er fagfolkene, der kan se de uhensigtsmæssige konsekvenser af de ledelsesmæssige og politiske beslutninger. 

”Og hvis de ikke kommer for en dag, har det konsekvenser for borgerne. Det kan være sådan noget som en omstrukturering, der medfører utrolig meget uro, og at mange siger op. Det afspejler sig selvfølgelig i den pleje, borgeren får,” siger Lise Müller. 

”Og hvis det bare var sådan, at borgerne sagde, ”plejen er top dollar”, så ville det være noget andet. Men jeg oplever hjemmesygeplejen som værende i en meget sårbar situation, og vi er flere, der i denne periode er gået på arbejde med ondt i maven. Jeg har heller aldrig oplevet før at skulle undskylde så meget. Undskylde for besøg, hvor borgeren troede, at der kom en sygeplejerske i går, eller undskylde for, at der kommer så mange forskellige, og at den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver. Det går alt sammen ud over kvaliteten og i sidste ende den ydelse, borgerne får. Og hvis man tænker, at man bare kan forbruge sygeplejersker, og at det er ligegyldigt, om det er Hanne eller Ulla, der kommer ud, så tager man fejl.”

Trykket kommer helt oppefra

Lise Müllers position som regionrådspolitiker har – efter episoden – været med til at give hende et nyt perspektiv på, hvorfor undersøgelse efter undersøgelse viser, at offentligt ansatte holder sig tilbage med at ytre sig offentligt, selv om de oplever kritisable forhold på deres arbejdsplads. 

”I dag er der meget store forventninger til, at ledere holder arbejdspladsen i ro. Og hvis der er nogle, der ytrer sig kritisk, falder det tilbage på det administrative og politiske niveau. En borgmester eller regionsrådsformand er ikke interesseret i at læse i avisen, at der er uro et sted i organisationen. Overfladen er enormt vigtig, det er den, man måles på,” siger Lise Müller. 

Som politiker sidder hun også på den anden side af bordet, hvor hun er den, der skal modtage kritikken.

”Jeg har oplevet, hvordan jeg også selv bliver irriteret, når jeg har været med til at træffe nogle beslutninger, som nogen bliver ved med at kritisere, siger Lise Müller og nævner 1813 og Sundhedsplatformen.

”Vi har en tendens til at synes, at folk bare er besværlige, når de brokker sig, og endda omtale dem meget negativt. Men det er en meget dårlig idé, fordi vi dermed undlader at forholde os til, hvad det egentlig er, der sker. Hvad er det, der gør, at folk siger op, brokker sig, har ondt i maven osv. Hvis vi erkender, at kvaliteten af de ydelser, der gives i sundhedsvæsenet, er en direkte afspejling af arbejdsmiljøet og kompetencerne hos de sundhedsprofessionelle i front, ja så er det dem, vi skal lave alliancer med. Det kan synes besværligt, men det er godt givet ud, er jeg sikker på. Vi skal tage det som et tegn på engagement i arbejdspladsen og faget, når en medarbejder brokker sig.” 

Frygten for at stå frem

Selv om Lise Müller som SF-politiker har været med til at arbejde for og beslutte, at Region Hovedstaden skal have en åbenhedspolitik, som fremhæver, at ytringsfriheden er central for borgere og offentligt ansatte, har det alligevel ikke været let for hende at beslutte sig for at stå frem med sin personlige historie. Fordi personlige historier kan få personlige konsekvenser. Den frygt deler hun med de sygeplejersker, Sygeplejersken har været i kontakt med, der ikke turde stå frem med kritik med navn og billede.

”Jeg tænker, at jeg kan blive fyret, og at en kommende arbejdsgiver måske ikke har lyst til at ansætte mig, fordi han tænker, at jeg er sådan én, der kan finde på at gå til pressen eller skrive på Facebook. Jeg tænker også, at måske bliver jeg tilbudt færre kurser, fordi jeg udtaler mig – og så ved man ikke, om man ser spøgelser, eller det er reelt,” siger Lise Müller og fortsætter:

”Og så tænker jeg også: Nytter det overhovedet noget? Jeg har snart prøvet det mange gange. Man står frem med et eller andet, men når stormen er redet af, og sagen har fået 15 minutters berømmelse, så får det lov til at køre videre som før. Jeg tror virkelig, at der er mange andre end mig, der tænker sådan. For i morgen sker der noget nyt, og opmærksomheden forsvinder, mens jeg bliver kaldt til en MUS-samtale.”

Nødvendigheden

Men efter at have vendt det med sin mand og sovet på tanken er hun klar til at stå frem med sin historie. For selv om hun er bange for, at dét at ytre sig offentligt kan få personlige konsekvenser for hende, så ser hun ingen anden vej.

”Man må jo overveje, om man er klar til den slåskamp. Men jeg tænker også, at hvis jeg ikke er klar til det, hvordan skal andre sygeplejersker så være det. Jeg har i det mindste et politisk netværk,” siger hun. 

Og hun ville ønske, at flere sygeplejersker havde modet til at stå frem og til at stå sammen, så de få, der gør det, ikke ender som syndebukke, der er alt for lette at lukke munden på.

”Hvis vi lader være med at stå frem og ytre os, så kommer de få, der ytrer sig, til at sidde alene tilbage med ytringen, og så kan vi placere aben hos dem. Men hvis vi alle sammen deltager og siger fra og råber op, bliver byrden mindre, og så bliver det svært for en arbejdsplads at sige, at de alle sammen tager fejl,” siger hun. 
 

Title

Dette skrev Lise Müller på Facebook 2. februar 2016:

Min gode kollega har kastet håndklædet i ringen - efter 13 år i hjemmesygeplejen, hvoraf 9 af dem har været her. 
Det er hende, jeg viser billeder af en borgers sår til, for at høre hendes vurdering af valg af behandling, hende jeg spørger til råds om kompressionsbehandling, hende jeg beder tage ud at se på borgers bensår, når jeg ikke længere synes mine egne evner rækker. Efter 3 store omstruktureringer på 2 1/2 år, hvoraf den første stadig bringer tårerne frem i hendes øjne, usikre og rodede rammer, for meget arbejde, for lidt tid til at udvikle faglighed og beslutninger, der ikke giver mening for hende men forringer vilkårene og arbejdsmiljøet var omsider nok. 
Nu gemmes hendes kompetencer væk i en primært administrativ stilling og borgerne har mistet en fremragende sygeplejerske og vi, sygeplejersker, har mistet en faglig sparringspartner, der bidrog til at løfte kvaliteten. Man griner ofte af processer. Men dårlige processer har taget hendes tro på muligheden for at levere en god sygepleje og på at hun kan være en del af arbejdspladsen længere. Processer bliver dårlige når de er lukkede, ikke involverer aktørerne og når de gennemtvinges for hurtigt. Som da man 14 dage før jul for tre år siden meddelte uden varsel at man skilte sosu-assistenterne fra sygeplejersker, uden at tage hensyn til hvordan man sikrede faglig forankring og udvikling. Virkeligheden lærer mig hvad evalueringsrapporter siger mere subtilt men desværre aldrig bestemt nok til at processerne bliver bedre. Min arbejdsplads kæmper med efterdønningerne af sidste omstrukturering. Det har været nogle hårde måneder, hvor mine dejlige og elskelige kolleger også har grædt og bidt af hinanden. Hvor kvaliteten er faldet og fejlene må være steget. Jeg var lige begyndt at ane lidt håb, men så..... Hvor er det ærgerligt at nogen stadig ikke har forstået at arbejdsmiljøet influerer direkte på de ydelser, medarbejderne leverer. 
Det var tredje kollega siden jul og jeg kan mærke en begyndende uro i maven ved tanken om de kommende måneder. Held og lykke, kære kollega, jeg ved du vil gøre det godt. Gid du må blive glad. Og gid vi også bliver det.....

2016-12-tema

TEMA: HVER TREDJE HOLDER MUND

Fejlmedicinering, skjult overbelægning og medicinske forsøg uden patientens samtykke. Eksemplerne kommer fra en ny analyse, der afslører, hvad sygeplejersker er vidne til uden at råbe op. Hver tredje vælger at tie med kritisable forhold, selv om de mener, at offentligheden burde kende til dem. Læs også interviewet med hjemmesygeplejerske Lise Müller, der blev kaldt til møde med sin øverste chef efter et indlæg om et presset arbejdsliv.