Designet til at være intensivsygeplejerske

Intet mindre end drømmejobbet! Sådan tænkte den nu 26-årige sygeplejerske Maria Aagerup Christoffersen, da hun afsluttede sin 20 uger lange praktik på Intensivafsnittet på Rigshospitalets Hjertecenter i foråret 2015.

"Intensivområdet er så komplekst. Jeg er vild med, at man får lov til at nørde en masse fysiologi og anatomi. Det er et meget naturvidenskabeligt område samtidig med, at det er så humant. Man skal være meget medmenneskelig," siger hun.

Hun luftede derfor sin interesse for at komme tilbage, når autorisationen var i hus. Men som så mange andre fik hun i første omgang besked på, at afsnittet ikke ansatte nyuddannede. Et par måneder efter fik hun dog nys om det kommende traineeforløb.

Hun sendte en ansøgning, og et par måneder efter dimission begyndte hun sammen med to andre nyuddannede sygeplejersker som trainee den 1. august sidste år.

"Vi havde alle tre været i praktik på intensiv samtidig. Det var en kæmpe fordel, at vi kendte hinanden, og at vi var flere trainees. Jeg er så glad for, at der var nogle andre i samme båd, jeg kunne sparre med," siger hun.

Den nye hele tiden

Maria Aagerup Christoffersen beskriver traineeforløbet som udfordrende. Hun indgik i vagtplanen som alle andre, dog med indslag som ugentlige samtaler med klinisk sygeplejespecialist Anne Langvad og løbende supervision med en coach, hvilket var nødvendigt.

"Det er hårdt at skifte afsnit, man skal være omstillingsparat samtidig med, at man skal lære nyt. Man er lidt den nye hele tiden, og det er krævende i forhold til både kolleger og læring," siger hun.

Men forløbet har været inspirerende og lærerigt, og især opholdene på sengeafsnittene har været værdifulde.

"Vi overflytter jo helst patienterne fra intensiv så hurtigt som muligt i det omfang, det vurderes ansvarligt. Så det gav rigtig god mening at få lov til at se, hvad der f.eks. sker i efterforløbene. Det har givet mig meget mere indblik i patienternes tanker, følelser og overvejelser," siger hun.

Opholdet på de andre afsnit har også gjort hende bevidst om, hvilke informationer kollegerne her har brug for.

"Nogle gange oplevede jeg, at de informationer, vi gav videre, ikke blev brugt, og det var godt at få en dialog med kollegerne om, hvad de har brug for," siger hun.

Ting tager tid

Maria Aagerup Christoffersen understreger, at der er blevet taget godt hånd om trainee’erne gennem hele forløbet. Alligevel savnede hun efter et stykke tid mere kontinuitet i arbejdsdagen.

"De første uger, jeg var tilbage på intensiv, gik jeg ikke sammen med en fast sygeplejerske, og jeg fik hele tiden spørgsmål som "Hvad kan du?", "Hvad skal du lære?" Det ved man altså ikke selv på det tidspunkt," siger hun.

Intensivsygeplejerske Lone Nielsen, som har arbejdet på afsnittet i 17 år, blev derfor bedt om at følge Maria Aagerup Christoffersen fast de sidste måneder af forløbet.

"Jeg må indrømme, at jeg allerførst tænkte "det orker jeg ikke". Ubevidst sammenlignede jeg hende nok med en sygeplejestuderende, som kræver ekstra meget opmærksomhed," siger Lone Nielsen.

Maria Aagerup Christoffersen nød at være under Lone Nielsens vinger:

"Hun er fagligt dygtig og et meget behageligt menneske. Men jeg forstår hende godt. Det er en stor mundfuld at have en nyansat under sine vinger. Der er bare flere ting, der skal forklares, men nok især på intensiv. Her går der lidt længere tid, før man er selvstændig, og det skal der være tid og ressourcer til," siger hun.

Og Lone Nielsen gik da også til opgaven som mentor med åbent sind og højt humør.

"Maria er jo uddannet og skulle til at gøre tingene selv. Jeg forsøgte fra start af at udfordre hende med spørgsmål om, hvordan hun ville løse en given opgave frem for at servere det hele på et sølvfad," siger hun og uddyber:

"Det har været en stor fornøjelse at mærke hendes engagement og se hende udvikle sig dag for dag. Hendes modenhed og unikke omsorg og indsigt i patienternes situation ramte mig med det samme," siger Lone Nielsen.

Erfarne er også usikre

Overordnet hilser den erfarne intensivsygeplejerske de nyuddannede velkomne.

"Deres livsmod, nysgerrighed, engagement og evne til at tænke og udføre evidensbaseret sygepleje er meget inspirerende. Maria var f.eks. ikke bange for at stille kritiske spørgsmål, og hun var heller ikke langsom til at søge litteratur og undersøge ting. Og vi stoler 100 pct. på, at de siger fra, hvis der er noget, de ikke er trygge ved," siger Lone Nielsen og tilføjer:

"Den der bekymring for, om man nu kan slå til og mestre at være på intensiv, den er der uanset, om man er nyuddannet sygeplejerske eller begynder her med masser af erfaring som 40-årig," siger Lone Nielsen.

Omvendt mener Maria Aagerup Christoffersen ikke, at hun bliver en dårligere intensivsygeplejerske, fordi hun f.eks. ikke har været på en medicinsk afdeling som uddannet sygeplejerske.

"Der er nok nogle basale ting, jeg ikke ved. Men så tænker jeg, at jeg i stedet bliver designet til at være intensivsygeplejerske. Og det kan jeg forhåbentlig så til UG og stjerne, når jeg har været her nogle flere år og fået mere erfaring," siger hun og fortsætter ydmygt:

"Selvom jeg kan pleje en kritisk syg patient nu og forstår patientforløbene godt, er der stadig meget, jeg ikke ved. Ledelsen forventer heller ikke, vi er færdige nu. Det er en konstant læringsproces, hvilket de jævnligt minder både os og de erfarne sygeplejersker om," siger Maria Aagerup Christoffersen.