Fogh rystede posen

I starten af 00’erne gik VK-regeringen til valg på at bekæmpe ventetiderne på behandling. Sygehusene kunne få del i den såkaldte ”Løkkepose” på 1,5 mia. kr. mod at sætte aktiviteterne i vejret. Derudover indførte regeringen krav om årlige stigninger i produktiviteten på 2 pct.

Hvert år på årets første dag holder statsministeren traditionelt sin nytårstale. I en tur tilbage i tidsmaskinen til år 2002 tonede den daværende og dengang nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) frem på tv-skærmen og sagde: "Vi er ikke bange for at ryste posen og se, om ikke noget kan gøres bedre og anderledes end i dag."

En af de ting, regeringen gerne ville lave om på, var de meget lange ventetider på behandlinger. Den gennemsnitlige ventetid til planlagte operationer for ikke-livstruende lidelser var i begyndelsen af 00’erne på 90 dage ifølge tal fra Sundhedsministeriet.

Derfor blev der i 2002 bevilget 1,5 mia. kr. til nedbringelse af ventelisterne, og det skulle ske ved, at de sygehuse, der kunne forøge deres aktiviteter, fik ekstra penge. Regeringen indførte en ret til behandling inden for 60 dage og mulighed for at blive behandlet på privathospital, hvis de offentlige sygehuse ikke kunne leve op til behandlingsgarantien.

Da det var Lars Løkke Rasmussen (V), som var ny sundhedsminister og pga. "ryste-posen-billedet" fra nytårstalen, blev de 1,5 mia. kr. populært kaldt for "Løkkeposen". For at få del i pengene fra Løkkeposen skulle sygehusene forbedre deres produktivitet.

Fra 2003 blev der indført krav om 2 pct. produktivitetsstigninger på sygehusene i økonomiaftalerne mellem Finansministeriet og regionerne.

Professor og sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet har fulgt området i alle årene, og han forklarer, hvorfor det i 00’erne blev så påkrævende at forbedre produktiviteten.

"Op gennem 00’erne var der et vældigt aktivitetspres, bl.a. fordi bl.a. hjerte- og kræftplanerne satte gang i mange ting. I år 2000 havde vi ikke den kapacitet, som man kunne forvente af et moderne vesteuropæisk sygehusvæsen, og det, der skete op gennem 00’erne, var et kapacitetsløft på en række områder. Der kom faktisk også en hel del mere personale ind i sundhedsvæsenet. Frem til 2009 kunne det finansieres med ret høje procentuelle vækstrater i bevillingerne på mellem 2-4 pct. årligt. Så suppleret med produktivitetsstigninger på mindst 2 pct. årligt havde man plads til 5-6 pct. aktivitetsløft i sundhedsvæsenet hvert år og specielt på sygehusene."

Effektiviteten er enorm

Hvert eneste år fra 2003-2015 har sygehusene i gennemsnit været 2,4 pct. mere effektive for de samme penge, så det i en hurtig beregning svarer til, at sundhedsvæsenet på 12 år er blevet 28,8 pct. mere produktivt, end det var i 2003. Og systemet med de 2 pct. lever i bedste velgående også i økonomiaftalen for 2017.

Systemet fungerer på den måde, at der fastsættes et budgetmæssigt udgangspunkt for hver region og for hvert sygehus. Og ud fra det udgangspunkt skal sygehusene lave 2 pct. flere aktiviteter eller bruge 2 pct. færre penge på de samme aktiviteter.

Siden 2003 har der været stort fokus på at få flere patienter gennem systemet på kortest mulig tid.

VK-regeringen indførte fra den 1. oktober 2007 ret til behandling inden for 30 dage.

Alligevel var ventelisterne i 2009 rekordlange, og forklaringen på det var bl.a. sygeplejerskernes otte uger lange strejke i 2008.

Grænsen for produktivitet

I 2010 lød overskriften på en artikel i Sygeplejersken "Behandlingsgaranti ruinerer hospitaler". Artiklen handlede om, at sygehusene var fanget i en fælde. Politikerne turde ikke prioritere, og de lovede patienterne behandlingsgarantier, som hospitalerne skulle opfylde. Resultatet var budgetoverskridelser, og derfor kunne sygeplejersker se frem til fyringsrunder på trods af, at man meget kort tid forinden havde talt om sygeplejerskemangel.

Sundhedsøkonom og professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet sagde i artiklen:

"Jeg er bange for, at vi vil se flere budgetoverskridelser de kommende år, for det er blevet langt mere komplekst at styre sygehusenes økonomi end tidligere. Den handlefrihed, sygehusene tidligere havde i tilfælde af budgetoverskridelser, er væk. De kan ikke længere udskyde behandlingen af bestemte patientgrupper, og efter strukturomlægningen har regionerne ikke længere selvstændig mulighed for at inddrive skat."

Han henviste til, at personalet knoklede og øgede produktiviteten konstant, men samtidig indførte den borgerlige regering stadig nye behandlingsgarantier.

Ifølge Jes Søgaard betød finanskrisen i 2009, at sundhedsvæsenet fortrinsvis skulle finansieres ved produktivitetsstigninger.

"Det har været hårdt, og det har kunnet mærkes," siger Jes Søgaard og konkluderer, at det faktisk lykkedes for regeringen af få ventetiderne ned.

"Måske ikke helt så langt ned, som man havde håbet."

2017-01-beton2

TEMA: 2 PCT.-KRAVET

De bliver hørt

Freja Lilli Wirlander, Kirsten Nikolajsen og Julie Thomassen Ballegaard er tre af de sygeplejersker, der i 2016 stod frem og fortalte om konsekvenserne af de konstante krav om 2 pct. øget effektivitet på sygehusene. De fortalte om overbelægning, dårligt arbejdsmiljø, travlhed og for tidlige udskrivelser af patienter. I dag er deres opråb blevet hørt. Og både patienter, sundhedsøkonomer og politikere vil erstatte øget aktivitet med kvalitet i behandlingen. Presset på 2 pct.-kravet vokser.

Emneord: 
Politik