Opgøret med de 2%

2 PCT.-KRAVET. Det årlige krav om 2 pct. produktivitetsstigninger på sygehusene er blevet en så stor belastning for personale og patienter, at et stadigt voksende kor af både sundhedspersonale, økonomer, politikere og patienter presser på for at få det afskaffet.
Illustration: Mathias N. Justesen

Patienten blev reddet ved hjælp af ny medicin. Men nu er bivirkningerne af medicinen ved at tage livet af patienten. Sådan kan man beskrive det krav om 2 pct. årlig øget produktivitetsstigning, som de danske sygehuse har været underlagt de seneste 15 år.

Derfor er det nu på tide at stoppe med medicinen. Det mener et voksende kor af både patienter, sygeplejersker, læger, jordemødre, sundhedsøkonomer og politikere. 
Kravet om, at sygehusene hvert år skal skrue 2 pct. op for produktiviteten uden brug af flere ressourcer, blev indført i 2002 for at tvinge hospitalerne til at gøre noget ved de lange ventelister på operationer og behandlinger på sygehusene.

Og både blandt sundhedspersonale, patienter og økonomer er der bred enighed om, at produktivitetskravet har været med til at forbedre sygehusvæsenet. 

”Det gjorde kål på nogle ventelister, der var direkte dødbringende for folk, og der har 2 pct.-kravet i de første mange år været en kæmpe gevinst,” siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.
”Men nu er det drevet for langt, og grænsen er nået. De protester, vi hører, skal tages alvorligt. Vi kan ikke bruge instrumentet mere, og det er nødvendigt at skifte redskab,” siger hun.

Ved udgangen af 2016 tegnede det til, at et politisk flertal uden om regeringen er klar til helt at afskaffe eller i hvert fald slække på 2. pct.-kravet. Det skete i kølvandet på flere TV 2-indslag, der bl.a. påviste, hvordan kravet om øget produktivitet i nogle tilfælde fører til dyr overbehandling i form af bl.a. unødvendige knæoperationer. Det fik Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten til at erklære, at tiden er moden til et opgør med 2 pct.-kravet.

2017-01-lonegregersensp22671f
Sygeplejerske Lone Gregersen har 25 års erfaring. Hun sagde sit job op på en akut ortopædkirurgisk afdeling, fordi der var for lidt tid til patienterne.
Foto: Claus Bech
Presset vokser

Opgøret med de 2 pct. har været undervejs i flere år, hvor bl.a. sundhedspersonalet og deres fagorganisationer længe har råbt vagt i gevær. Og analyser fra bl.a. Dansk Sygeplejeråd har f.eks. vist, at hver femte hospitalsansatte sygeplejerske i 2015 oplevede, at det altid var nødvendigt at arbejde meget hurtigt. Det var tre gange så mange som tre år tidligere. Samtidig fortalte hver tredje sygeplejerske, at han eller hun havde følt sig stresset hele tiden eller en stor del af tiden inden for de seneste fire uger. Især sygeplejersker på akutmodtagelser og medicinske og psykiatriske afdelinger oplever et højt arbejdspres.
Den 1. september advarede formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i Debatten på DR2 om, at besparelser i sundhedsvæsenet havde øget arbejdspresset til et punkt, hvor sundhedsvæsenet er ”på vej mod en nedsmeltning, der betyder, at det bliver ineffektivt, fordi vi når derud, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør”.

I slutningen af 2016 fik debatten for alvor fornyet luft. Det skete, da fødselslæge og klinikchef, Morten Hedegaard, under stor mediebevågenhed sagde sit job op, fordi han ikke længere kunne stå på mål for flere kreative løsninger for at øge produktiviteten på fødselsgangen på Rigshospitalet med 2 pct. 

Opsigelsen fik S og SF til at kræve ministeren i samråd, sundhedspersonale over hele landet bakkede op om Hedegaard og gjorde opmærksom på, at hans oplevelse ikke var enestående for fødegangen på Rigshospitalet – men handlede generelt om sygehusene. Det fik de fem regionsrådsformænd til i et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten, ”En skillevej for et presset sundhedsvæsen”, at kræve 2. pct.-kravet afskaffet. Her skrev de, at sundhedsvæsenet er presset, fordi det ”mødes af stadigt flere krav, som ikke matches af tilsvarende flere midler”.

Et par uger forinden havde Adam Wolf, direktør for Danske Regioner, også sluttet sig til koret af stemmer, der mener, at New Public Management har udspillet sin rolle. I et interview i Information den 7. november sagde han: 
”Jeg vil gerne stå på mål for, at man gennem de sidste tre årtier har valgt de rigtige styringsinstrumenter til de rigtige problemer. Men styringsmetoder sander til. New Public Management har været et fremskridt som helhed, men har haft bivirkninger. Og på et eller andet tidspunkt tager bivirkningerne over, fordi man har løst hovedproblemet. Derfor er vi røget for langt over i mistillidsstyring, kontrol og registrering, der ikke giver mening,” lød det fra Adam Wolf. Også fra Mette Frederiksen, formand for Socialdemokraterne, er der varslet opgør med New Public Mangement-tankegangen. 

Det går ud over patienterne

Fødselslæge Morten Hedegaard var ikke den eneste, der fik nok og sagde op i 2016. Det samme gjorde sygeplejerske Lone Gregersen. Hun er en garvet sygeplejerske med 25 års erfaring. De seneste 10 år har hun arbejdet på en akut ortopædkirurgisk afdeling i hovedstadsområdet, hvor hun grundet sin erfaring var ansvarlig for den faglige ledelse på afdelingen.

”Men problemet var, at hospitalet jo gerne vil have fokus på fagligheden, og derfor ansatte de en erfaren sygeplejerske som mig til at oplære de nye sygeplejersker. Men jeg fik ikke tiden til det. Hverdagen var sådan, at når jeg mødte ind og egentlig havde planlagt at gå med en ny sygeplejerske, så væltede det ind med sygemeldinger, og så måtte jeg i stedet ud for at slukke ildebrande. Når der ikke er tid, kommer man som sygeplejerske til at indgå nogle store faglige og menneskelige kompromiser. Til sidst kunne jeg ikke stå inde for det. Når man er pligtopfyldende og føler, at man ikke kan honorere det job, man er ansat til, så knækker filmen til sidst,” siger Lone Gregersen, der selv har stiftet bekendtskab med stress.

I dag arbejder hun som sygeplejerske indenfor det kommunale felt. Og hun vil aldrig tilbage til hospitalsvæsenet.

”Og det er da ærgerligt, for jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet og meget at bidrage med og give videre til de unge,” siger hun.
”Jeg synes, at vi kører hospitalerne som fabrikker, hvor man behandler folk, som var de ens. Men det betyder også, at man vil få defekte varer retur, for folk er jo ikke ens,” siger Lone Gregersen.

Hun fortæller, at arbejdspresset ikke bare har personlige konsekvenser for sundhedspersonalet, det går også ud over patienterne.
”Konsekvensen af det øgede tidspres er, at vi påfører patienterne fejl, som de ikke altid selv er vidende om. Det kan være urinvejsinfektioner, tryksår, medicin, der ikke bliver givet på det rigtige tidspunkt, som gør, at infektionen ikke bliver behandlet på den forventede måde, eller patienter, der venter for længe på smertestillende medicin, og så må vi give dem endnu mere smertestillende. Og det giver mere arbejde til os. Det er kritisk syge ældre mennesker, som skal nødes til eller hjælpes med at spise. Men det er der ikke tid til, selv om utallige forskningsresultater viser, at det er vigtigt, at de får ordentlig mad for ikke at blive mere syge,” siger Lone Gregersen.

”Det bliver en selvforstærkende spiral af uhensigtsmæssigheder. Og man må hele tiden navigere i et miljø, der går imod bedre viden.”

En ny retning

To af landets førende sundhedsøkonomer mener også, at 2 pct.-kravet har opfyldt sin mission og ikke længere er et godt styringsredskab.
Sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, siger: 
”Der skal fortsat ske forbedringer i produktiviteten, men omdrejningspunktet skal ikke være et fast måltal som de 2 pct. Det bliver brugt til at piske aktiviteten op, fordi de 2 pct. produktivitetsvækst skal omsættes til 2 pct. vækst i aktiviteten. Og i den forstand er det ikke længere en god idé.”

Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og professor i Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, er enig: 
”Det giver ikke længere mening. De sidste par år har 2 pct.-kravet været en rigtig dårlig idé. Vi er kørt for langt ud ad sporet, nu er det på tide at bremse op og finde en ny retning, før vi kan accelerere igen.” 
Også Kjellberg understreger, at der stadig er brug for, at sundhedsvæsenet forbedrer produktiviteten – det skal blot ikke ske ved at øge aktiviteterne, men ved det som han kalder god gammeldags sundhedsøkonomi, nemlig ved at se på den effekt, behandlingen har på patienten.

”Man glemmer at spørge, om det er fornuftigt bare at producere mere. Giver det overhovedet værdi? Mit yndlingseksempel er meniskoperationer på slidgigtpatienter, som pågår, selv om forskning viser, at patienterne ofte bliver raske ved hjælp af genoptræning, og at en operation ikke skaber merværdi,” siger Jakob Kjellberg, der henviser til flere undersøgelser, der viser, at patienter selv fravælger behandlinger, hvis de selv aktivt skal tage stilling.

Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, mener også, at man kan forbedre en del af produktiviteten ved, at man i højere grad inddrager og informerer pårørende og patienter.
”Vi tror på, at der er meget at hente der. Et eksempel er den livsforlængende medicin, der gives til kræftpatienter i de terminale faser. Hvis folk var veloplyste om de voldsomme bivirkninger, medicinen har, så er der mange, der ville vælge den dyre medicin fra,” siger hun og peger på, at sygeplejersker kan spille en nøglerolle dér.

Ifølge Jakob Kjellberg står 2 pct.-kravet i dag i vejen for at løse de problemer, som han anser som de mest presserende i sundhedsvæsenet i dag.

”I dag har vi jo ikke længere et problem med lange ventelister. Det, der står og blinker i neonlys på min væg, og som er et kæmpeproblem i det danske sundhedsvæsen, er mangel på sammenhæng – ikke bare mellem sygehuse og kommuner, men også mellem afdelinger og afsnit. Og det problem får vi altså ikke løst ved, at man skal producere mere. Et andet stort problem er, at vi ikke er sikre på, at vi får den tilstrækkelige effekt ud af vores ydelser. Og det finder vi jo heller ikke ud af ved bare at producere mere af det samme. Tværtimod,” siger han.

Professor Kjeld Møller Pedersen mener, at 2 pct.-kravet passer dårligt til de udfordringer, nutidens sundhedssystem står over for.

”Da kravet om produktivitetsstigning blev indført, var begrundelsen, at den skulle mindske ventelister og øge aktivitet. Men i dag er hovedproblemet et helt andet, og i dag bruger man produktivitetsstigningen til at forsøge at afhjælpe det faktum, at der sker en årlig stigning i sundhedsudgifterne,” siger Kjeld Møller Pedersen med henvisning til, at en voksende ældre befolkning med flere komplicerede sygdomsforløb, stigende medicinpriser og ny dyr teknologi får gabet mellem opgaver og ressourcer til at vokse årligt.

Minister bløder op

Også fra Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) lyder der nye bløde toner i forhold til et opgør med 2 pct.-kravet. I et skriftligt svar til Sygeplejersken på spørgsmålet om, hvorvidt hun stadig vil stå fast på kravet om de årlige 2 pct.-produktivitetsstigninger lyder det:

”Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der løbes rigtig stærkt flere steder i vores sundhedsvæsen. Og jeg tager opråbene fra sygeplejersker, læger og andre medarbejdergrupper i sundhedsvæsnet meget alvorligt,” skriver hun og fortsætter: ”I regeringen er vi helt åbne over for at se på, om vi kan styre økonomien på sygehusene anderledes, og det er også derfor vi sammen med regionerne har igangsat en række forsøg rundt om på landets sygehuse, hvor man afprøver alternative styringsmodeller.”

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby skriver:
”Vi har alle en interesse i, at vi har velfungerende sygehuse som en del af et stærkt sundhedsvæsen, hvor der er ordentlige forhold for både patienter og sundhedspersonale. Og jeg lytter gerne til forslag og ideer til, hvordan vi kan skrue et anderledes styringssystem sammen.” 
 

2017-01-beton2

TEMA: 2 PCT.-KRAVET

De bliver hørt

Freja Lilli Wirlander, Kirsten Nikolajsen og Julie Thomassen Ballegaard er tre af de sygeplejersker, der i 2016 stod frem og fortalte om konsekvenserne af de konstante krav om 2 pct. øget effektivitet på sygehusene. De fortalte om overbelægning, dårligt arbejdsmiljø, travlhed og for tidlige udskrivelser af patienter. I dag er deres opråb blevet hørt. Og både patienter, sundhedsøkonomer og politikere vil erstatte øget aktivitet med kvalitet i behandlingen. Presset på 2 pct.-kravet vokser.

 

Emneord: