Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Måske er der også noget i vejen med systemet

I august sidste år blev 38-årige Malene for første gang udsat for tvang, da hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling mod sin vilje. Her fortæller hun om den dag, da hendes selvbestemmelse blev taget fra hende, og om de konsekvenser, det har haft senere hen.

Sygeplejersken 2017 nr. 2, s. 28-29

Af:

Anne Witthøfft, journalist

2017-2-tema4

”Første gang jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, var i 2011 efter en akut belastningsreaktion forårsaget af mit arbejde. Jeg følte, at hele min verden var ved at falde fra hinanden, og jeg havde brug for hjælp. Siden har jeg været indlagt ca. en gang om året. Indtil august sidste år skete det altid frivilligt.

Den dag var jeg mødt op til min aftale på psykiatrisk ambulatorium kl. 14. Jeg var depressiv og havde selvmordstanker. Og jeg havde ikke taget min medicin regelmæssigt. Samtidig var jeg fast besluttet på, at jeg ikke ville indlægges, fordi jeg havde haft en dårlig oplevelse med en læge under den forrige indlæggelse. 

Min læge mente, at jeg var selvmordstruet. Men jeg mente ikke, at det var derude, jeg var. Men ligegyldigt hvad jeg sagde, blev det vendt om og sygeliggjort. Og ret hurtigt kunne jeg mærke, at ligegyldigt hvad jeg sagde, så ville jeg blive indlagt. Kl. 14.23 blev min mand ringet op med besked om, at jeg var blevet tvangsindlagt. Der var højest gået 20 minutter, fra jeg kom ind til lægen.

Panik

Mens jeg ventede på den fysiske undersøgelse, man skal have, inden man kan blive sluset over på den lukkede afdeling, blev jeg flere gange bebrejdet - både af plejepersonalet og af den politimand, der skal ledsage mig, fordi jeg skal tvangsindlægges. Bebrejdet for, at jeg ikke er gået med til en frivillig indlæggelse og for at have selvmordstanker, når jeg har to drenge på 7 og 10. Hvordan kan du være det bekendt, lyder det flere gange? I forvejen har jeg skyldfølelse og selvbebrejdelser én masse. Og jeg føler mig uværdig, beskidt og magtesløs og som det værste menneske i hele verden. Jeg føler, at jeg er en dårlig mor. Og det, at der er en politimand tilstede, får mig til at føle, at jeg er kriminel.

På intet tidspunkt i løbet af de første 15 timer blev jeg informeret om, hvad det betyder at være tvangsindlagt, og hvad der skal ske. Da jeg kom ned på afdelingen, blev jeg efterladt med mine egne tanker. Normalt lider jeg ikke af angst, men den nat var jeg angst og har også været det efterfølgende. Min hjerne forestillede sig alt muligt. Jeg tænkte, at når de kan finde på at indlægge mig imod min vilje, kan de finde på hvad som helst. Jeg er bange for, at jeg kan blive tvangsmedicineret eller få tvangselektrochok. Jeg er fuldstændig rædselsslagen. Og jeg tør ikke fortælle nogen om de tanker, jeg har, for jeg er bange for, at jeg ville blive udsat for yderligere tvang.

Den manglende dialog og det, at de ikke lytter til mig og respekterer mit ønske, gør, at jeg får lyst til at modarbejde dem. Nægte. Stikke af. Begå selvmord. Lade være med at spise. Det er en helt basal form for selvoverlevelse. Jeg føler mig som en lille fugl, der nok skal finde en sprække. I kontrollerer mig, men jeg kontrollerer også noget selv, f.eks. hvad jeg spiser og tænker.

Efter

Efter jeg er blevet udskrevet har jeg flere gange drømt, at jeg befinder mig i et rum uden vinduer og døre, som jeg ikke kan komme ud af. 

Derudover er der en grundlæggende tillid til psykiatrien, der er blevet brudt. Jeg vil altid frygte, at de tvangsindlægger mig igen, hvis jeg blotlægger min sjæl og siger, hvordan jeg egentlig har det. 

Jeg synes, at der bør lyttes mere til, hvad patienterne siger. Jeg tror ikke, at tvang er en god løsning i særlig mange tilfælde. Men derimod at dialog kan redde meget. Jeg blev helt klemt. Det, jeg havde brug for, var at blive mødt med empati og dialog og at blive lyttet til. Der er jo en årsag til selvmordstankerne, for mig handler det om, at jeg føler, at jeg er forkert. 

Hvis man bliver mødt der, hvor man er, så tror jeg, at det kan tage brodden af det meste, og at man kan undgå meget tvang på den måde.

Jeg er stadig vred, og jeg føler mig dobbelt svigtet, da lægens formål med tvangen var, at jeg skulle have omsorg og passes på. Jeg føler mig svigtet, fordi jeg troede, at min læge forstod mig. Og jeg føler mig svigtet af afdelingen og systemet på grund af deres tavshed og manglende omsorg.

Det hele gik alt for stærkt, og jeg fik ikke lov til at tænke mig om, så jeg kunne indgå et kompromis. Hvis min læge f.eks. havde sagt, at vi kan ikke undgå den lukkede afdeling, men din kontaktlæge følger med på sidelinjen, så ville jeg nok have accepteret det.

Efterfølgende har jeg talt med ledelsen og fået at vide, at de var meget tidspressede den dag. Og selv om jeg set i bakspejlet måske nok er enig i, at jeg skulle indlægges, ville jeg ønske, at der var blevet gjort et forsøg mere på, at det var sket frivilligt.

Jeg kender flere, der ikke tør udtale sig om deres oplevelser, fordi de frygter repressalier eller skammer sig. Men jeg føler, at jeg tager noget tilbage. Ved at stå frem sender jeg noget af skylden tilbage og skubber den fra mig. Måske er der også noget i vejen med systemet.” 

I dag er Malene diagnosticeret med en bipolar lidelse.

2017-2-tema2

TEMA: VEJEN VÆK FRA TVANG

Mens psykiatrien kæmper med at opfylde det politiske mål om at halvere brugen af tvang frem mod 2020, så har man flere steder i landet allerede indfriet målet. I Ballerup har man reduceret brugen af bæltefikseringer med 96 pct., og på retspsykiatrisk afsnit SL8 i Slagelse har man ikke haft bælterne fremme de seneste tre år. Respekt, forståelse og inddragelse af patienterne er nogle af kodeordene, siger både sygeplejersker og patienter. Og resultaterne sætter spørgsmålstegn ved, hvor ofte tvang egentlig er tvingende nødvendigt.