Vi er blevet bedre til at lytte til patienterne

I dag står der altid en bælteseng klar på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Og det er paradoksalt nok med til at holde brugen af tvang nede. 

”Når sengen altid er redt, behøver personalet ikke overveje, om de skal gøre den klar for en sikkerheds skyld, når de modtager en udadreagerende patient. For alene det at man begynder at forholde sig til en mulig bæltefiksering, øger sandsynligheden for, at det kommer til at ske.” 

Det fortæller Anne-Grethe Borch Lauridsen, sygeplejerske og funktionsleder på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg, mens hun viser rundt på det psykiatriske hospital, som har gennemgået en større ombygning som led i regionens vision om at nedbringe tvang i psykiatrien med 50 pct. frem mod 2019 – altså et år inden tvang skal være nedbragt med 50 pct. på landsplan. Et mål, som Psykiatrisk Afdeling Esbjerg allerede i dag har nået. 

Bæltesengen står heller ikke til skue, men er gemt af vejen i et kosteskabslignende rum, hvor der ikke er plads til meget mere end sengen.

Og på den måde bærer både små og store ting på afdelingen præg af, at der er tænkt i mange tiltag, der skal mindske brugen af tvang – fra bedre lydisolering, som medvirker til, at udadreagerende patienter i mindre grad påvirker de andre patienter, til døgnåbent i fitnesscenteret.

Ud over de fysiske tiltag fortæller Anne-Grethe Borch Lauridsen, at der også er kommet mere fokus på dialog med patienterne og på, om personalet er med til at køre en person op eller ned: ”Vi er blevet bedre til at lytte til, hvad patienterne siger. Og når patienten siger ”nu skal du gå”, så har man jo fået første advarsel om, at man er kommet for tæt på.”

Lader patienten kaste med ting

Sygeplejerskerne Anette Mygind Larsen og Maiken Drachmann kan også mærke, at indstillingen til patienterne har ændret sig.

”Hvis en patient kaster med noget og derefter bare går ind på stuen, så lader vi ham være. I dag skelner vi mellem, om en stol bliver kastet mod væggen eller mod en person. Det er to meget forskellige handlinger,” siger Anette Mygind Larsen. 

Maiken Drachmann supplerer: ”I dag kan jeg godt se, at en bæltefiksering ikke altid er løsningen, når patienten er opkørt og kaster med noget, da det ofte kan være udtryk for frustration og vrede, uden at personalet føler sig truet, og at en tur i sportshallen eller med en boksebold havde været bedre,” siger Maiken Drachmann.

De faglige og fysiske rammer skal være i orden: Større eneværelser med plads til f.eks. en motionscykel eller crosstrainer. Mere lys og luft. Større mulighed for at kunne komme ud. En ergoterapeut, der er der helt frem til kl. 20. Én behandlingsansvarlig overlæge gennem hele forløbet. Beroligende hjælpemidler i form af vægtdyner og sensi-stole, som er sækkestole med vinger, der omslutter patienten som et kærligt favntag. Et større tværfagligt samarbejde med en daglig 30 minutters konference. Alt det bidrager til den psykiatriske succes i Esbjerg.

Synlighed skaber tryghed 

Ombygningen har gjort, at der i dag bl.a. er glasvægge mellem mange af fællesarealerne og indtil kontorerne. Det skaber større gennemsigtighed både i konkret og overført betydning. Det betyder bl.a., at personalet på afstand kan holde øje med patienterne, og at patienterne kan se, hvad der foregår. 

”Før kunne patienterne høre, at der foregik noget, men ikke se det – i dag kan de se, hvad der sker, og det skaber tryghed,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen og fortæller, at mens nogle patienter oplever det som tryghedsskabende, er der dog også nogle, der føler, at de i højere grad bliver udstillet. De steder, hvor der ikke er glasvægge, er malerierne fjernet, og i stedet er væggene udsmykket med grafisk fototapet af den lokale natur.

Vejen mod en ’rundere’ kultur

”Det er smart i forhold til, at vi kan have et ens kunstkoncept i både den skærmede og åbne del uden at skulle tænke over, om de udadreagerende patienter kan tage billederne ned fra væggen og kaste med dem. De kan højst ridse tapetet, og så sætter vi bare en ny bane tapet op,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen og slår dermed de nye toner på psykiatrihospitalet an.

For blandt de allervigtigste ting, der har været med til at nedbringe tvangen, er ændringen mod det, Anne-Grethe Borch Lauridsen kalder en ”rundere” kultur. 

Den er bl.a. opstået ved, at man er gået fra tidligere at have fire åbne og et lukket afsnit til i stedet for at have seks afsnit på lige fod, hvor man på hvert enkelt afsnit har mulighed for at skærme patienterne efter behov. Det betyder, at der ikke er mange dårlige patienter samlet på et sted, og at personalet fra den tidligere lukkede afdeling er blevet blandet med personalet fra de andre afdelinger.

Maiken Drachmann og Anette Mygind Larsen arbejdede førhen på den nu nedlagte lukkede afdeling. Og de mærker helt tydeligt udtyndingseffekten i antallet af dårlige patienter.

”Den helt store forskel er antallet af dårlige patienter, der påvirker hinanden og skubber til hinandens sygdomme,” siger Maiken Drachmann.

 “Jeg kan huske en gang, hvor der var seks maniske kvinder indlagt samtidig. De kørte hinanden helt op. To af dem beskyldte hinanden for at stjæle. Nogle andre ville købe alt det, der stod i ugebladet. De ville bryde vinduet op for at komme ud at handle. De kørte hinanden fuldstændig op. Og så var der nogle retspsykiatriske patienter, som styrede, hvem der måtte ryge hvornår. De andre patienter turde ikke gå ud at ryge, og så røg de på værelset, og så måtte vi sige, at det måtte de ikke, og så blev det en konflikt. Patienterne blev angste. Det spredte sig nogle gange som en steppebrand. Angste patienter kom op at køre. Og personalet blev også bange. Og så endte det med tvang. Ikke fordi man ville tvangen. Men man var nødt til det for at få skabt noget ro nogle gange,” fortæller Maiken Drachmann om, hvordan det var at være sygeplejerske på den lukkede afdeling for et par år siden.

Arbejdsmiljøet er blevet bedre 

Maiken Drachmann og Anette Mygind Larsen fortæller, at de mærker en stor forskel både på, hvordan de møder patienterne, og hvordan de selv har det, når de er på arbejde.

”Det har været et stort skifte. Og i starten råbte vi ofte bål og brand,” siger Maiken Drachmann om, hvordan de mentalt skulle omstille sig til den nye struktur.

”Ja, jeg kan huske, at I ofte sagde, ”gør bæltesengen klar”, når en kendt udadreagerende patients ankomst blev meldt,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen. ”Og den sætning hører jeg stort set aldrig mere.”

”Ja, før var man altid meget alert, for man var vant til, at der hurtigt kunne ske noget. Og derfor skulle man også hele tiden vide, hvor kollegaerne var – også hvis de bare var på toilettet,” siger Anette Mygind Larsen.

”Jeg tror, at alarmberedskabet er blevet væsentlig mindre. Og jeg tror, at vi er blevet bedre til ikke at se de værste katastrofer for os,” supplerer Maiken Drachmann.

Færre arbejdsulykker 

Det er ikke kun patienterne, der har fået gavn af den ”rundere” kultur. Antallet af arbejdsulykker, hvor personalet er kommet til skade i mødet med patienterne, har også været støt faldende siden 2013. Og det kan mærkes hos sygeplejerskerne, at der er færre konflikter.

”Jeg synes, at det er rart at arbejde på den nye måde. Det passer meget bedre til mit temperament,” siger Anette Mygind Larsen.

”Jeg tænker også, at det helbredsmæssigt er sundere, at man ikke hele tiden er i beredskab,” tilføjer Maiken Drachmann.

”Ja, og så gør det jo også en forskel, om man møder patienterne med skuldrene trukket op eller ej,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen.