Når livet er for kort til hjemmebesøg

”Det er en bytter. Eller en ommer.” 

Bemærkningen kommer fra en ældre herre, der stikker hovedet ind ad døren til den lille sygeplejeklinik i Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg Kommune i Vestsjælland.

Her er sygeplejerske Karoline Popelsky klar til at tage imod dagens femte borger. 

Den ældre herre hedder Ejvind, og han er kommet på sygeplejeklinikken siden efteråret for at få ordnet et gnavesår, han har fået af cyklens pedalarm. Nu sidder plasteret og generer, efter at han har været til undersøgelse hos sin læge.

Et par minutter senere har Karoline Popelsky skiftet plasteret, og han er igen på vej ud ad døren, men når lige at svare på spørgsmålet fra Sygeplejerskens journalist om, hvorvidt han ville foretrække, at sygeplejersken kom hjem til ham. 

”Nej, gud fader, det er livet for kort til,” siger han med et smil.

Og sådan har mange af patienterne det, fortæller Karoline Popelsky, som er en af de to sygeplejersker, der på skift betjener klinikken fra 8-15 alle ugens hverdage. Hun er sårplejespecialist, som er en af klinikkens hovedopgaver. 

Udover sårpleje løser klinikken også en lang række andre opgaver, bl.a. dosering af medicin, kateterskift og oplæring i stomibrug. Sygeplejerskeklinikken åbnede i 2007, og siden er der blevet etableret yderligere to sygeplejeklinikker i kommunen. Idéen bag er, at de borgere, der selv er i stand til at komme i klinikken, skal gøre det i stedet for, at en hjemmesygeplejerske kører ud til dem. 

”Og så klarer vi de mere akutte opgaver ude i hjemmet,” fortæller Karoline Popelsky, som synes, at ordningen giver rigtig god mening.

”Almindeligvis regner man med, at en sygeplejerske, der kører rundt til borgerne, kan nå at yde pleje i fire og en halv time pr. dag. Men den sparede køretid gør, at vi i klinikken kan komme op på seks timers pleje,” siger hun.

I dag er det mellem 10 og 20 pct. af de borgere, der har brug for en hjemmesygeplejerske, der er visiteret til klinikken.

Ud over mere tid til patienterne fremhæver Karoline Popelsky, at sygeplejerskerne har bedre arbejdsforhold i klinikken, hvor bl.a. en behandlerstol, der kan indstilles efter patienten, giver en bedre arbejdsstilling ligesom lysforholdene også giver bedre arbejdsvilkår. 

Patienter slipper for at vente

”Der er da ikke blevet sparet på plasteret, hva’?” siger Karoline Popelsky, mens hun pakker Birgit Jeppesens venstre fod ud af strømpe og bandager. 

Birgit Jeppesen sidder i kørestol, da hun er født med rygmarvsbrok og derfor delvist lam. For et halvt år siden fik hun amputeret en del af storetåen og hele lilletåen, da hun på grund af nedsat følelse i fødderne ikke havde bemærket, at hun havde stødt tæerne, som var blevet sorte og ikke stod til at redde. 

”Det ser rigtig fint ud, jeg vasker det lige med lunkent postevand og så reviderer vi lidt i det og fjerner det nekrotiske væv bagefter,” siger Karoline Popelsky delvist henvendt til patienten og delvist til den social- og sundhedsassistentstuderende, Christine Uwimana, som er på endagsbesøg i klinikken.

Det seneste halve år er Birgit Jeppesen selv kørt hen til sygeplejeklinikken to gange om ugen for at få ordnet operationssårene. Og hun er glad for muligheden.

”Det giver meget mere frihed at komme her i klinikken, så skal jeg ikke gå og vente på en sygeplejerske hele dagen,” siger Birgit Jeppesen med henvisning til, at når man har hjemmesygeplejerske, så får man udstukket et tidsinterval på tre timer, som sygeplejersken kommer inden for. På klinikken møder man i stedet på et aftalt klokkeslæt.

Jeg har jo ikke tid til pjat,” siger hun med et glimt i øjet. ”Jeg skal jo også nå at spille lumber (kortspillet l’hombre, red.).”

 ”I dag kan jeg klare det på en time, og så kan jeg også nå fysioterapi bagefter,” fortæller hun.

I årene inden Birgit Jeppesen blev visiteret til klinikken, har hun haft mange hjemmesygeplejerskebesøg, og hun bemærker, at det ikke bare er den sparede ventetid, som hun er glad for. 

”Når man får hjemmesygeplejerske, så har man måske 5-7 forskellige sygeplejersker, og man skal hele tiden forklare, hvad man har brug for hjælp til, og hvordan det gøres bedst. Her på klinikken er det altid de samme to,” siger hun.

Den næste patient er en herre i begyndelsen af 70’erne med Parkinsons sygdom og en hukommelse, som til hans frustration er begyndt at svigte ham en del.

”Er den gået i baglås,” spørger han Karoline Popelsky, da hun kører stolen op i samme langsomme tempo, som snefnuggene lander på jorden uden for klinikkens vinduer.

”Nej, den kører bare ikke så hurtigt,” svarer hun.

Borgeren skal have bandageret benene, indtil bevillingen til et par kompressionsstrømper går igennem i kommunen.

”Er du selv kørt herhen,” spørger Karoline Popelsky manden. Men det er han ikke. Hans kone har kørt ham.

”Jeg har ikke kørekort. Satans også,” siger han. Og får Karoline Popelsky til at grine.

”Sagde du lige satans også,” siger hun.

Karoline smører hans ben med lidt steroid salve og fugtighedscreme og vikler det ind i bandage.

”Jeg kan se, at du har kondisko med,” siger Karoline Popelsky, hvis sygeplejeblik først har opfanget et par pletter i ansigtet, som får hende til at undre sig, og derefter kondiskoene, der hænger på stumtjeneren. ”Skal du over at træne i dag?” spørger Karoline Popelsky. 

Det skal han, og så foreslår hun ham, at han også næste gang får en tid, der passer sammen med hans træning.

”Vi forsøger selvfølgelig at tilgodese patienterne så meget som muligt i forhold til tider, der hænger sammen, så de ikke skal ligge i pendulfart hele tiden,” siger hun. 

Sygeplejerske Karoline Popelsky undrer sig over, at de svageste borgere ikke kan få dækket transportudgifter til sygeplejeklinikken, når de samme borgere kan få betalt transport til f.eks. lægen.

Foto: Claus Bech

Ikke alle foretrækker klinikken 

Men det er ikke alle borgere, der er lige så glade som Birgit Jeppesen for, at man skal bruge sygeplejeklinikken, hvis man kan. En af dem er en overvægtig mand i slutningen af 30’erne med en med en psykisk sygdom. Han kommer på klinikken hver 14. dag. Altid kl. 11 for at få fyldt pilleæskerne op til de næste 14 dages forbrug.

I dag er han spadseret 2,4 kilometer gennem kulden iført sort Michael Jackson-hat og bare tæer i sandalerne.

”Jeg ville nok helst have, at sygeplejersken kom hjem til mig, for jeg bliver lidt stresset, når jeg skal ud ad døren på et bestemt tidspunkt,” siger han og skæver til Karoline Popelsky, mens hun måler piller op, og han piller lidt i højre bukseknæ.

”Men det går da fint hver gang,” siger hun.

”Ja, og jeg er også glad nok, når jeg er kommet ud. Jeg er begyndt at måle, hvor langt jeg går,” siger han og viser, hvordan en app på telefonen har registreret forskellige data om dagens gåtur.

Han fortæller Karoline Popelsky, at han konkurrerer med sin plejemor om, hvem der får bevæget sig mest. Og at plejemoren fører.  

Karoline Popelsky erkender, at der er flere patienter, som ville vælge hjemmebesøg, hvis det kun var op til dem selv.

”Der er helt sikkert også en del, der vil føle sig tvunget til det og ikke kan forstå det,” siger Karoline Popelsky, men påpeger, at sygeplejeklinikken også tjener et forebyggende, sundhedsfremmende og rehabiliterende formål. Både fysisk og psykologisk, når patienterne kommer ud af huset og får rørt sig. 

”Borgerne opfatter også sig selv som mere syge, når man kommer hjem til dem, end hvis de selv har været i stand til at opsøge klinikken,” siger hun.

Til gengæld peger hun på, at transporttiden og udgifterne udgør et stort problem for nogle af kommunens svageste borgere. Og hun undrer sig over, at man ikke kan få dækket transportudgifter til sygeplejeklinikken, når man f.eks. kan få betalt transport til lægen eller blodprøvetagning, diabetesvejledning eller fysisk træning, som ligger på samme adresse som klinikken.

”Der er helt sikkert nogle af de mest ressourcesvage borgere, der ikke har råd til kørslen. Især hvis man lever på en folkepension eller bistandshjælp. Og vi har også borgere, der bor en times kørsel herfra, som måske skal skifte bus tre gange for at komme frem,” siger hun.