Sygeplejersker kan løfte hverdagsrehabilitering i ældreplejen

I Fredericia Kommune har alle borgere i hjemmeplejen en plan for rehabilitering, og alle social- og sundhedsmedarbejderne har et tværfagligt team med sygeplejersker og terapeuter at sparre med. Hver tredje måned gennemgår det tværfaglige team, hvordan hjælpen leveres til den enkelte borger, og hvilken arbejdsdeling der er mellem borger, hjælper og evt. pårørende. 

Mange kommuner er blevet inspireret af Fredericia-modellen ”Længst muligt i eget liv”, især fordi Fredericia Kommune har fundet en god model for, hvordan sygeplejersker kan involveres. 

Fredericia Kommune bliver fremhævet i en ny rapport fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA. Rapporten løfter sløret for, at netop hverdagsrehabilitering i ældreplejen har affødt en vis frustration hos sygeplejersker og en konflikt i forhold til de forventninger, kommunerne har. 

For mange sygeplejersker har svært ved at se deres rolle i de borgerforløb, hvor hverdagsrehabilitering primært involverer hjemmepleje og terapeuter. Og de færreste kommuner har været gode til at definere, hvilke forløb det giver mening at involvere sygeplejersker i. Rapporten gennemgår danske studier af kommuners tilbud om hverdagsrehabilitering og den seneste kortlægning af kommunernes tilbud, som kom i 2013.

”Kommunerne vil gerne have sygeplejersker med ind i det tværfaglige arbejde omkring hverdagsrehabilitering efter serviceloven. Det vil sygeplejersker gerne, for de har en vigtig faglighed at bidrage med. Men måden, de bliver inddraget på, vækker modstand. Det så vi tydeligt, da vi gravede os ned i studierne,” siger analyse- og forskningschef i KORA, Pia Kürstein Kjellberg.

Lovkrav om hverdagsrehabilitering

Siden 2015 har det været et lovkrav, at alle borgere, som får hjælp i eget hjem efter servicelovens paragraf 83, skal have tilbud om rehabilitering, hvis der er mulighed for at kunne forbedre funktionsevnen. I den hvidbog om rehabilitering, som en bredt sammensat tænketank af fagfolk kom med i 2004, defineres rehabilitering som en tværfaglig indsats, der er rettet mod borgerens hele livssituation, og som inkluderer alle relevante fagligheder – herunder sygeplejersker. Men det er ikke alle borgere, som er målgruppe for servicelovens paragraf 83a, som også har brug for en sygeplejefaglig vurdering og indsats. 

”Og i de tilfælde oplever sygeplejerskerne, at de spilder tiden, når de f.eks. inviteres med til tværfaglige møder, hvor der drøftes borgersager, som de ikke har relevante faglige bidrag til,” siger Pia Kürstein Kjellberg. 

Hun mener, at problemet skyldes, at kommunerne ikke er præcise nok i deres skelnen mellem hverdagsrehabilitering efter serviceloven og rehabilitering efter sundhedsloven, som involverer sygeplejeydelser.

“Kommunerne skyder med spredehagl, når de antager, at alle borgere, der modtager hjemmepleje efter paragraf 83, har brug for en bred tværfaglig rehabiliteringsindsats. Det er der nogle, der har, men mange borgere kan nøjes med en “rehabilitering light”, hvor det er alt rigeligt at få træning fra hjemmeplejen og evt. en terapeut,” siger Pia Kürstein Kjellberg.

Konsekvensen er, at de kommunale sygeplejersker har følt sig frustrerede, og fra kommunernes vinkel beskrives det som ”en uopfyldt ambition” at få integreret sygeplejen i arbejdet. 

“Sygeplejersker skal bruge deres arbejdstid der, hvor det giver bedst mening, og hvis de bliver brugt rigtigt i rehabilitering, er de uundværlige,” siger Pia Kürstein Kjellberg. 

Fredericia-modellen er en løsning

De kommuner, der har forstået at integrere sygeplejersker, har til gengæld oplevet fordele. I Fredericia sidder sygeplejersker fysisk i team med sosu-assistenter og terapeuter, hvor sygeplejerskers rolle er at være sparringspartnere. Men det er ikke så enkelt, som det lyder. Ifølge plejechef i Fredericia Kommune, Marianne Hansen, skal man være tålmodig, når man indfører team-modellen.

”Det første distrikt blev organiseret efter team-modellen i 2012, og i dag synes sygeplejerskerne, at det giver rigtig god mening. Det sidste distrikt kom på her i 2016, og de slås stadig med nogle udfordringer, men det bliver bedre og bedre. Det siger bare noget om, at det tager tid for sygeplejerskerne at få øje på deres rolle, men den er der,” siger Marianne Hansen.  

Det, der har været svært for sygeplejerskerne i Fredericia, er det samme, som er beskrevet i KORA-rapporten, nemlig at sygeplejersker ikke mener, at de altid kan bidrage med noget sygeplejefagligt i rehabilitering i den ”almindelige” hjemmepleje.

”I ukomplicerede forløb behøver sygeplejersker ikke at være involverede, f.eks. en brækket arm, hvor borgeren skal have hjælp i nogle uger. Men i andre forløb kan sygeplejersker bidrage med rigtig meget, bl.a. fordi borgerne har mere komplekse sygdomme end tidligere, og assistenterne har brug for, at sygeplejersker kan være understøttende,” siger Marianne Hansen, som i dag ærgrer sig lidt over, at kommunen ikke var bedre til at motivere sygeplejerskerne på et tidligt tidspunkt. 

”Set i bakspejlet skulle vi allerede i 2010, da vi indførte den første model med trænende hjemmehjælp i hjemmeplejen, have inddraget sygeplejerskerne. Men vi valgte bevidst at gå efter den største gevinst ved at satse på samarbejdet mellem hjemmepleje og terapeuter. Den prioritering har også betydet, at det har været svært at få sygeplejerskerne med efterfølgende,” siger Marianne Hansen.   

Alt for mange opgaver til sygeplejersker

Formand for Faglig Sammenslutning af Kommunale Sygeplejersker, Inge Jekes, genkender det billede, som KORA-rapporten tegner af samarbejdet om den kommunale hverdagsrehabilitering. Hun mener, at sygeplejerskers arbejdsvilkår har en stor del af skylden for, at samarbejdet om hverdagsrehabilitering ikke er lykkedes godt i alle kommuner.

”Det er så nemt at sige, at sygeplejerskerne ikke deltager uden at se på de rammer og vilkår, de er underlagt, samt om de har de kompetencer, det kræver,” siger Inge Jekes.

For samtidig med, at kommunerne har indført tilbud om hverdagsrehabilitering, er det væltet ind med nye opgaver til sygeplejerskerne. 

”De korte indlæggelser og øgede ambulante besøg øger presset på hjemmesygeplejen. Der er flere komplekse opgaver, der skal varetages, samtidig med at sygeplejerskerne skal deltage i opkvalificering af sosu-personale. Sygeplejerskers arbejdsvilkår er ikke alle steder optimale i forhold til at kunne mødes med deres samarbejdspartnere, hvilket er en forudsætning for at sætte fælles mål med borgerne.” 

Inge Jekes mener, det er nødvendigt, at nogle sygeplejersker arbejder mere specialiseret med hverdagsrehabilitering, men at det ikke skal gælde alle.

”Vi kan ikke blive ved med at sige, at sygeplejersker skal løfte alle opgaver, på nogle områder er vi nødt til at lave specialisering, og rehabilitering er et af dem. Det er ikke ensbetydende med, at man skal organisere alle sygeplejersker og terapeuter i specialenheder, men de, der arbejder på det felt, er nødt til det, hvis man vil udnytte de faglige kompetencer fuldt ud.”  

Effektiviseringsbølge har ramt kommunerne

Når hverdagsrehabilitering de seneste 10 år er kommet højt på den politiske dagsorden i kommunerne, er det især på grund af udsigten til, at der i de næste tiår vil være et stigende antal ældre med nedsatte funktioner, som har brug for hjemmepleje. Hvor 4 pct. af befolkningen i dag er over 80 år, vil det i år 2030 gælde 7 pct. En stor del af dem vil leve med kroniske sygdomme og demens. 

Kommunerne har derfor en stor udfordring i at få arbejdskraft og økonomi til at strække, og hverdagsrehabilitering er et bud på en løsning. Hvis ældre kan rehabiliteres til at klare flere hverdagsopgaver selv, vil der være mindre brug for hjemmeplejens ressourcer, men der vil også være en gevinst for borgerne i form af højere livskvalitet, lyder argumenterne. 

Men i al glæden over de mange fordele ved rehabilitering mener Inge Jekes, at der er grund til, at sygeplejersker nogle gange holder lidt igen. 

”Patienterne bliver udskrevet hurtigt, og sygeplejerskerne på sygehusene er nogle gange utrygge ved at sende folk så hurtigt hjem. Den samme effektiviseringsbølge har ramt kommunerne, hvor hjemmesygeplejerskerne kan tænke ”det går forhåbentlig godt det her”, når de skal afslutte en borger, som skal i gang med rehabilitering. Her mener jeg faktisk, at vi nogle gange skal holde lidt igen og sige ”måske skal borgeren have lidt mere hjælp”, for det kan der også være brug for – og som sygeplejersker skal vi være borgernes advokater,” siger Inge Jekes, som understreger, at hun ikke vil tale rehabilitering ned:

”Men nogle borgere vil sige ”det her orker jeg ikke,” og hvad skal der så ske med dem? Får de så ikke hjælpen – og er det den måde, vi skal arbejde med social ulighed på?” 

KORA har en undersøgelse i gang specifikt om hjemmesygeplejerskers arbejde med rehabilitering, som forventes at blive afsluttet i efteråret 2017. 

”Vi prøver at give kommunerne nogle værktøjer til at gå i dialog med sygeplejerskerne, for den måde, de er blevet inviteret med i det tværfaglige samarbejde på, har ikke givet mening i bred forstand,” siger Pia Kürstein Kjellberg, som opfordrer til at inddrage sygeplejerskerne denne gang, for, som hun siger:

”Projekter, som kun er tænkt i ledelsen, har det med at forvitre.”