Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tålmod er en dyd - også med IT

Professor Jesper Simonsen ser store muligheder for at forbedre kvaliteten på sygehusene ved hjælp af de nye elektroniske patientjournaler.

Sygeplejersken 2017 nr. 8, s. 25

Af:

Marianne Bom, journalist

Allerede i 2005 blev det klart for professor Jesper Simonsen fra Roskilde Universitet, at sygeplejersker ligger inde med en nøgle til at forbedre kvaliteten gennem nye patientjournaler på hospitalerne. I det daværende Roskilde Amt overvejede man at indføre en journal i stil med Sundhedsplatformen, der nu indføres i Region Hovedstaden og Sjælland. Man nåede at lave en prøveinstallation på en afdeling på Roskilde Sygehus, som forskerne fulgte med i.

”Resultaterne var interessante for sygeplejerskerne. De oplevede først, at det udelukkende var lægeoplysninger, der blev trukket frem på tavlekonferencer. Lægerne blev styrende for dialogen, selv om sygeplejerskernes observationer også var vigtige for behandlingen,” husker Jesper Simonsen, der er professor i brugerdrevet it-design.

Efter nogle dage fik sygeplejerskerne indført, at deres observationer også skulle med. Da systemet var bygget sådan op, at deres observationer var strukturerede og ikke som traditionelt havde form af et narrativ, kom deres input op på tavlen og indgik i en tværfaglig dialog. Akkurat som Sundhedsplatformen i dag giver mulighed for.

”Sygeplejerskerne opdagede, at deres initiativ styrkede tværfagligheden, og at deres observationer blev en central del af diagnosticeringen. Det er det potentiale, der er i it-systemer. Men det sker ikke alene eller ”automatisk” med implementeringen af systemet,” siger Jesper Simonsen.

Han mener, at det kan tage op til fem-ti år efter implementeringen at få udviklet gode helt lokale løsninger til tværfaglig koordination og udvikling. Det skal beslutningstagerne huske, når de planlægger fremtiden med de nye elektroniske patientjournaler. 

”Hver afdeling bør have en medarbejder, der er uddannet i at kombinere viden og færdigheder inden for it med viden om kvalitet. Den opgave vil ofte kunne varetages af sygeplejersker, som er vant til at fungere som bindeled,” siger Jesper Simonsen. 

2017-8-tema-neonatal

TEMA: PROBLEMATISKE PLATFORME

En belastning for arbejdsmiljøet’. Sådan beskriver sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Søren Eckhardt processen med at implementere IT-systemet Sundhedsplatformen på Neonatal klinikken på Rigshospitalet. Nu kan sygeplejerskerne i Region Hovedstaden gøre status over en turbulent IT-tid; Inddragelse og tid til oplæring, er afgørende for at undgå stress, fejl og frustrationer.