"Godt, men ikke prangende"

"Jeg synes, det er et godt forlig. Det er ikke prangende, men det har mange gode elementer i sig. Og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg vil anbefale medlemmerne at stemme ja. Aftalen ligger over middel og i den gode ende."

Sådan beskriver formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, resultatet af de seneste måneders utallige forhandlinger med arbejdsgiverne i den offentlige sektor, som hun giver karakteren 8 på en skala fra 1-10. Det er en overenskomstaftale med pæne lønstigninger til sygeplejerskerne, afskaffelse af privatlønsværnet og så er markante forringelser af arbejdstid, arbejdsvilkår og seniordage blevet afværget.

Grete Christensen har været chefforhandler for lønmodtagerne på det regionale område og siddet med ved forhandlingsbordet på det kommunale område, og hun er ikke i tvivl om, hvad årsagen til det gode resultat er.

"Den største ting ved de her forhandlinger er nok det sammenhold, der har været mellem alle offentligt ansatte og os forhandlere. Det har betydet, at vi har kunnet give den maks. gas over for arbejdsgiverne og dermed opnået nogle bedre resultater, end hvis vi havde stået og forhandlet fuldstændig, som vi plejer."

Væk med skæv udligning

Grete Christensen fremhæver selv afskaffelsen af privatlønsværnet som en stor sejr, fordi det har været med til at skæv-vride lønudviklingen for de offentligt ansatte i forhold til de privatansatte.

Privatlønsværnet har betydet, at hvis lønudviklingen på det private arbejdsmarked har været højere end lønudviklingen i den offentlige sektor, bliver 80 pct. af forskellen mellem de to lønudviklinger lagt til de lønstigninger, der er aftalt for de offentligt ansatte.

Hvis det omvendt er den offentlige sektor, der har haft en højere lønudvikling end den private, bliver de offentligt ansattes løn reguleret ned med 100 pct. af forskellen. Altså bliver hele forskellen på de to sektorers lønudvikling trukket fra de offentligt ansattes aftalte løn.

"Når alle de store kvindegrupper på det offentlige arbejdsmarked bliver reguleret 100 pct. tilbage, hvis deres lønninger stiger hurtigere end på det private arbejdsmarked, så betyder det reelt, at de bliver holdt tilbage og aldrig har mulighed for at nå målet om en større lighed i løn. Nu får vi en symmetrisk ordning, der retter op på det forhold, og det er noget af det væsentligste i aftalen."

Det symmetriske består i, at lønnen fremover både reguleres op og ned med 80 pct. af forskellen i lønudviklingen.

Netop kampen for lønnen og ligelønnen har fyldt meget for sygeplejerskernes formand. Hun glæder sig over, at de generelle lønstigninger på 6,8 pct. alene giver en reallønsstigning. Dertil er der forskellige andre puljer, som giver en samlet ramme på 8,1 pct. En af disse puljer er en lavt- og ligelønspulje, som Dansk Sygeplejeråd sammen med FOA, Socialpædagogerne, BUPL og hele Sundhedskartellet har sat fokus på.

"Det er ikke en stor pulje, men princippet i, at de andre erkender, at vi har en ligelønsudfordring for de store kvindedominerede grupper, er også en sejr," understreger Grete Christensen.

Hård forhandling giver pote

Men det har været en hård kamp at nå til disse sejre i Forligsinstitutionen. Om tiden der siger Grete Christensen:

"Der er ikke meget af det, der har været sjovt. Det er hårdt arbejde, og det handler om hele tiden at få formuleret og præciseret vores krav og holde fast."

"Men det bedste var, da arbejdsgiverne begyndte at rokke sig på deres lønkrav. I starten havde de jo tilbudt os nogle rammer, som var væsentligt lavere end det, vi er endt med. Da de begyndte at komme ind til bordet og faktisk havde nogle forslag, hvor de hævede rammerne for hver gang, de kom ind, og pludselig også sagde, at de var parate til at smide privatlønsværnet, der begyndte det at blive lidt sjovt."

Det skete først, efter at forligsmanden midt om natten mellem den 17. og 18. april besluttede at udsætte konflikten for anden gang.

"Lige inden deadline præsenterer de os for tre forskellige forslag, og vi konstaterer, at dem kan vi ikke sige ja til. Vi siger nej til det hele og går hjem. Men så udsætter hun konflikten. Og da vi mødes igen, har de pludselig nogle andre forslag med til os."

Grete Christensen fortæller, at den nat i det hele taget var en underlig nat. Lønmodtagerne havde sagt nej til de aftaler, der blev fremlagt, og fristen udløb for, at konflikten enten skulle udsættes eller sættes i gang fem dage efter.

"Vi troede faktisk alle sammen, at der var sammenbrud. Og der sad vi i rigtig mange timer midt om natten og anede ikke, hvad der foregik. Så blev vi kaldt ned igen og fik at vide, at nu blev konflikten udsat i yderligere 14 dage, og vi ville blive kaldt ned igen til møder den og den dag. Det var en pudsig oplevelse."

Grete Christensen, chefforhandler på regionernes område, sammen med chefforhandlerne på det statslige og kommunale område; Flemming Vinther og Anders Bondo Christensen.

Foto: Claus Bech

Forringelser afværget

Mens det tog tid at få arbejdsgiverne til at rykke sig på lønnen, frafaldt regionerne allerede tidligt i forløbet deres krav til sygeplejerskerne om at være mere fleksible. Eksempelvis i forhold til ønsket om, at de fremover skulle ansættes ved en region i stedet for en afdeling på et konkret sygehus. Det ville give arbejdsgiverne langt større frihed til at flytte rundt på sygeplejerskerne mellem de forskellige sygehuse alt efter, hvor der er størst behov for deres arbejdskraft.

Ligeledes frafaldt regionerne også kravet om, at sygeplejerskerne skulle til at opgøre deres arbejdstid over et helt år i stedet for - som i dag – tre til seks måneder, (alt efter hvor man er, red).

"De var villige til at frafalde deres arbejdstidskrav mod, at vi også frafaldt vores," fortæller Grete Christensen.

Samme model gjaldt i forhold til kravet om at udskyde aldersgrænsen for retten til seniordage.

"Til gengæld har vi aftalt, at vi i perioden skal lave en analyse af, hvad der betyder noget for, om medarbejderne bliver længere tid på arbejdsmarkedet eller ej. Og det er da en rigtig god idé," mener Grete Christensen.

Drama om spisepausen

Det endte med at være kampen for at sikre den betalte spisepause, der skabte mest drama i forhandlingsforløbet i Forligsinstitutionen. En spisepause, som mange sygeplejersker ofte slet ikke holder, men som de har ret til at holde i op til 29 minutter, mens de står til rådighed for arbejdsgiveren.

"Det er sådan en formulering, som står mange steder, også i staten, og pludselig var der nogle i den statslige administration, der varslede medarbejdere med den her bestemmelse til, at de nu ikke mere skulle holde spisepausen. Nu skulle de spise uden for arbejdstiden. Det gjorde, at vi støttede op om de krav, der var fra AC (Akademikernes Centralorganisation). Vi havde behov for at få tydeliggjort, at vi havde retten til den her spisepause," forklarer Grete Christensen.

Hun fortæller, at arbejdsgiverne undervejs i forhandlingerne hele tiden sagde, at det var vigtigt for dem, at medarbejderne står til rådighed i spisepausen, at de ikke kan drive hospitaler eller kommunal hjemmesygepleje uden den bestemmelse. Og at de derfor aldrig kunne finde på at lave bestemmelsen om.

"Men alligevel ønskede de ikke at tydeliggøre det, så det stod klart, at vi har retten til den. Og jo flere gange de sagde til os, at de aldrig nogensinde ville ændre den, og jo mindre de ville skrive det, jo mere utrygge blev vi faktisk ved denne her bestemmelse. Derfor tog det så lang tid."

"Til sidst blev vi i FTF-gruppen enige om, at det bedste ville være at sige, at nu har vi lyttet til hinanden, og nu frafalder vi vores krav. Vi tror stadig på, at vi har retten til den her spisepause, og hvis vi skulle blive udfordret på den af arbejdsgiverne, så forbeholder vi os retten til at løfte den ved en voldgift. Det er vores aftale."

Ikke langt nok

Netop spørgsmålet om spisepausen var også stridspunktet, da LO-gruppen med FOA-formand Dennis Kristensen i spidsen valgte at bryde ud af fællesskabet og lave en aftale for deres medlemmer på det regionale område.

"Jeg syntes ikke, at vi var nået langt nok. Vi var ikke nået til den formulering, som vi nu er nået frem til, og vi var heller ikke nået til en formulering for AC’erne. Så jeg syntes, at vi manglede noget, fordi vi ikke alle sammen var i hus," siger Grete Christensen og fortsætter:

"Men de valgte at tage skridtet helt ud og sige, at de var klar til at lave en aftale med arbejdsgiverne. Så valgte vi at sige, at så må I jo gøre det. Og så gik vi."

Næste dag fortsatte forhandlingerne med KL.

"Da vi var færdige med KL, ringede jeg til regionerne og sagde, at vi vil gerne lave den samme løsning med jer, som vi har lavet med KL på spisepauseområdet, og det håber jeg, at I vil komme ind og være med til. Og så tog vi så et forløb mere, som så blev til lidt flere timer, end jeg havde forventet. Men så lavede vi også en løsning med regionerne."

Forliget blev fejret

Det var en stor lettelse, da det også landede.

"Det var bare så godt. Så manglede vi kun staten. Vi var alle sammen nede i Forligsinstitutionen og gik og glædede os på hinandens vegne. Vi havde den der følelse af, at hvor bliver det bare godt, hvis vi kommer i mål alle sammen. Det havde vi rigtig meget lyst til," smiler Grete Christensen.

Forliget med regionerne landede kl. 3.00 natten til lørdag den 28. april. Og det er med et stort grin, at Grete Christensen husker tilbage på den sidste gang, hun gik ud ad døren i Forligsinstitutionen.

"Vi gik ud og fejrede det med dem, der stod ude foran. Med støtterne og fanevagterne. De har jo været fantastiske. Tidligere på natten havde jeg været nede og spise gullaschsuppe med dem, som de stod og varmede over et gasblus. Den opbakning, der har været, har bare været så fantastisk."

Men den bedste afslutning på flere måneder i forhandlingskamp for Dansk Sygeplejeråds medlemmer fik hun ca. otte timer senere.

"Jeg nåede det, som jeg havde drømt om. Min mand var taget til Mallorca om onsdagen, hvor jeg ikke kunne tage med, fordi jeg jo sad i Forligsen. Men da jeg i løbet af fredagen kunne se et forlig nærme sig, bookede jeg en flybillet til kl. 7.15 lørdag morgen."

Grete Christensen nåede flyet og var tre timer senere på Mallorca.

"Det var super godt. Det var en god måde at afslutte det hele på. Og det første, jeg gjorde, da jeg kom derned, var at hoppe i vandet."