Sygeplejersken
Improviseret spisepause
Spisepausen fyldte meget i OK18-forhandlingerne, men for sygeplejerskerne var det aldrig det vigtigste. I dag er der glæde over den aftale, der blev indgået.
Sygeplejersken 2018 nr. 6, s. 34-35
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Klokken er 9.00 tirsdag den 24. april. Lægen er forsinket til stuegang, og en improviseret spisepause er netop opstået blandt sygeplejerskerne på Sengeafsnit 9Ø for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital.
Med raske armbevægelser hives der gulerødder, agurker og skyr med hindbær ud af køleskabet. Der skænkes kaffe og vand og smøres marmelade- og bananmadder, mens snakken går.
Mens der i København forhandles om netop spisepausen, er både frokostpause og pauser i det hele taget noget, man tager, når muligheden opstår.
Arbejdsvilkår før spisepauser
"Her spiser vi – og løber indimellem," siger en af sygeplejerskerne. "Der er også dage, hvor vi slet ikke får frokost," supplerer en anden.
Der nikkes bekræftende rundt om bordet, hvor man er enige om, at flere hænder og bedre arbejdsvilkår er vigtigere end både spisepauser og løn.
"Vi har et kæmpeforbrug af vikarer, og de gør det, de skal. Men patientsikkerheden daler i takt med antallet af vikarer, for de kender jo ikke vores type patienter," siger Anne Nymann, der erklærer sig enig i, at bedre arbejdsvilkår er vigtigere end løn og spisepauser.
Sygeplejerskerne fortæller, at der er dage, hvor bemandingen er så sparsom, at der må prioriteres benhårdt. Hvor der stort set kun er tid til at uddele mad og medicin. Det går ud over sårpleje og forbindingsskift ved kateter. Der er ikke tid til at mobilisere patienterne og ikke tid til at lejre patienterne korrekt, hvilket giver tryksår.
Med et knap hørligt "nå" efterfulgt af stoleben, der skraber hen over linoleumsgulvet, afsluttes pausen lige så hurtigt, som den er indledt. Madpapir krølles sammen og smides i skraldespanden, og halvspiste madpakker ryger tilbage i køleskabet.
Lægen har indfundet sig til stuegang.
Efter forliget
Da Sygeplejersken igen kontakter afdeling Ø, er der indgået forlig på alle offentlige områder. Og sygeplejerske Anne Nymann er "rigtig glad for, at der nu endelig er kommet en aftale."
"For nu at tage spisepausen først så synes jeg, at det er en god aftale. Og jeg kan også godt lide den del, hvor de siger, at når man står til rådighed i sin spisepause, så er man med til at sikre en velfungerende drift."
Derudover glæder hun sig over, at privatlønsværnet er blevet afskaffet, at den nye ferieaftale betyder, at man også som nyuddannet kan holde ferie med løn.
"Og så er jeg glad for, at der er fokus på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det er jo det, vi har råbt op om," siger hun.
Det mener vi om forliget: