Dilemma: "Det er nok Anna, hun har ikke spist i lang tid"

Underviser og sygeplejerske Berit Pedersen fortæller om den etiske problemstilling, hendes social- og sundhedsassistentelever ofte nævner for hende, når de har været i praktik på et plejehjem, hvor en beboer dør, men hvor man ikke må fortælle de andre, hvem den afdøde er.
Berit Pedersen (t.v.) er underviser på Social- og Sundhedsskolen Fyn, hvor hun ofte må forholde sig til hendes elevers etiske dilemmaer og problemstillinger efter praktikken.
Foto: Nils Lund Pedersen

I julen gik en beboer bort, og det blev der talt om blandt de andre beboere.

”Det er nok Anna, hun har ikke spist i lang tid nu, nej, det er nok Svend, han har været syg længe, og jeg så vagtlægen gå ind til ham i går.”

Det, der er humlen i det hele, er, at personalet ikke informerer om, hvem der er gået bort. De ældre skal selv sidde og gisne om, hvem de tror, det handler om. For når en beboer spørger personalet om omstændighederne omkring dødsfaldet, så er de bundet af tavshedspligt.

I dagligdagen spærrer det for den gode etik og den gode kommunikation i forhold til livet sammen med beboere og plejepersonale.

Det er forskelligt, hvordan det enkelte plejehjem kommer rundt om denne etiske udfordring. Men for at komme lovmæssigt og korrekt rundt om dette problem, så gør man nogle steder det, at hver enkelt borger ved indflytning skal give tilladelse til, at plejehjemmet må give information ud i huset ved dødsfald. På den måde skal beboerne ikke gætte eller gå på www.afdoede.dk for at få vished. 

(’Anna’ er ikke beboerens rigtige navn, red)

Sygeplejeetisk Råd om de tre dilemmaer

Besvarelserne fra Sygeplejeetisk Råd på de tre dilemmaer: ”Retten til at sige farvel vs. patientens ønske om en fredelig død”, ”Må jeg bede om noget vand, tak” og ”Det er nok Anna, hun har ikke spist i lang tid” er udformet meget forskelligt. Men de er alle besvaret ud fra en bearbejdning med refleksionsmodellen.

Det illustrerer, at der ikke er en bestemt måde, som er rigtig at svare på, men at det vigtige er at komme gennem processen.

Det er ligeledes vigtigt at understrege, at det ikke handler om at komme frem til et ”rigtigt” resultat eller svar, men at forskellige etiske perspektiver og nye muligheder kan komme frem i processen.

Fordi svarene er så korte, kan de let komme til at fremstå meget normative og bydende. Derfor skal det understreges, at det er i den systematiske refleksionsproces, at der opstår læring og nye opdagelser om muligheder og sig selv som sygeplejerske. Svarene er blot et eksempel på, hvordan ny læring f.eks. kan se ud.

Svar fra Annette Hegelund, Sygeplejeetisk Råd:

Tavshedspligten har til formål at beskytte den enkelte, dennes integritet, værdighed og forhold overfor uvedkommende. Det er både en juridisk ret og pligt, men også en etisk forpligtelse, når man som sygeplejerske kommer i besiddelse af oplysninger qua mødet med beboeren. Tavshedspligten er en problemstilling, der generelt kan have vanskelige kår, men som særligt har det i små kulturer. 

I Sygeplejeetisk Råd er der flere eksempler på plejehjem, som har en åben kultur, hvor der bliver orienteret om med-beboeres sygdom og død. På den ene side giver kendskab og åbenhed om hinandens liv, sygdom og problemer en øget tryghed og omsorg. På den anden side kan åbenhed også betyde, at private forhold kommer frem i lyset, som en beboer ikke ønsker.

Samtalen om døden og måden, man vælger at tale om beboernes liv og færden på, er et kulturelt fænomen, som kan gribes meget forskelligt an. Det afhænger af menneskesyn, og ledelsens og medarbejdernes værdier og kundskaber.

Så det handler om at tale med den enkelte beboer om livet og døden, og i den forbindelse også spørge om, hvad der må tales om i fællesskabet. Men det kan være svært for nogle ældre, som så risikerer at blive presset til at tale om noget, de ikke har lyst til. Samtidig er det også en opgave, at støtte op om samtalerne mellem de øvrige ældre beboere, når beboere, der ikke er til stede, omtales. De øvrige beboere kan være bekymrede eller måske bare nysgerrige. Men de og deres rolle som tilbageblevne har også betydning, og der er en opgave i også at tage sig af dem.

Så hele denne problemstilling kalder på etisk refleksion på de konkrete plejehjem. 

Både ledelse, medarbejdere, beboere og pårørende kan være deltagende, når der skal tales om livet og døden.

Emneord: 
Dilemma
Dødshjælp
Etik