Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ingen forstyrrende alarmer

God tid til at rådgive patienter og pårørende og overskud til at holde sig ajour med faget. Det er nogle af kvaliteterne ved at være sygeplejerske i Hjerte- foreningen, fortæller Pernille Strauss.

Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 30-31

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

spl10-19_tema_oploeft-5
Pernille Strauss, 45 år
 
  • Bor i Elev ved Aarhus
  • Er gift og har to drenge på 14 og 17 år
  • Blev uddannet fra sygeplejeskolen i Aarhus i 1998
  • Har herefter primært arbejdet på Hjerteafdelingen på Skejby Sygehus i 15 år
  • Rådgivende sygeplejerske hos Hjerteforeningen i Aarhus siden 2013

”Her er der ro til at give patienterne en god støtte og rådgivning, som hjertepatienterne har så meget brug for. Det gør en forskel for dem. Og det giver en høj grad af tilfredsstillelse for mig, at jeg godt kan bruge tre kvarter på en patient uden at blive forstyrret af andre patienter, der kalder på en.”

Sådan fortæller sygeplejersken Pernille Strauss om en af de største fordele ved at have skiftet jobbet på Hjerteafdelingen på Skejby Sygehus ud med et job som rådgivende sygeplejerske i Hjerteforeningens Aarhusafdeling, hvor hun har været ansat siden 2013.

Her er hendes primære funktion netop at hjælpe patienter og pårørende, der enten ringer ind på Hjerteforeningens telefonlinje eller booker personlige samtaler med hende.

”De kontakter os med alt muligt. Det kan være spørgsmål om, hvordan de skal håndtere bivirkninger på medicinen, eller en ny patient, der venter på rehabilitering, men som ikke har hørt noget, og spørger, hvad man kan forvente,” fortæller Pernille Strauss og fortsætter:

”Jeg kan også hjælpe med at forberede spørgsmål forud for en undersøgelse eller en kontrol på sygehuset. Eller i det hele taget guide patienterne gennem sundhedsvæsenet.”

God faglig sparring

Pårørende ringer også ind. F.eks. hvis de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Eller fordi der er økonomiske problemer. Hvis det er uden for Pernille Strauss’ fagområde, kan hun henvise til sine kolleger, der også tæller socialrådgiver, psykolog, diætist og fysioterapeut foruden fem sygeplejersker.

”Her er god mulighed for faglig sparring med kollegerne. Og så har jeg i det hele taget bedre tid til at holde mig fagligt ajour på, hvad der sker inden for hjerteområdet, end jeg havde, da jeg var på hjerteafdelingen.”

En del af jobbet, som Pernille Strauss holder meget af, er at undervise pårørende og patienter i deres sygdom. Men også sundhedsprofessionelle i kommunerne og frivillige, der arbejder med området. Det gør hun rundt om i hele Region Midtjylland og Region Nordjylland.

Desuden sidder hun med i forskellige kommunale projekter og har et bredt netværk af fagpersoner inden for området på sygehuse og i kommuner. Også gennem de faglige selskaber for palliation og hjertesygdom, som hun er en del af.

Opsagt lige før deadline

Den 28. august blev alle seks sygeplejersker ansat ved Hjerteforeningen i Aarhus opsagt og fritstillet. Herunder Pernille Strauss. Årsagen var omstruktureringer.

Det skete umiddelbart inden deadline for Sygeplejersken, hvor denne artikel om Pernille Strauss og hendes arbejde var gjort klar.

Efter aftale med Pernille Strauss har vi valgt at bringe artiklen om hendes job gennem de seneste seks år trods den nye situation.

Umiddelbart efter opsigelsen tog Pernille Strauss kontakt til Dansk Sygeplejeråd. Alle seks sygeplejersker har efterfølgende haft et møde med Dansk Sygeplejeråd for at sikre, at alle regler er overholdt i forhold til deres overenskomst.

Men der er også opgaver, som slet ikke har noget med sygepleje at gøre. Som f.eks. at lave facebookopslag på Hjerteforeningens facebookside, lave aktivitetsfoldere og stå for annoncering.

Men det er patienterne, der fylder mest.

Vikariat banede vejen

”På mange måder er det her drømmejobbet. Men ift. at udvikle mig er der ikke så mange muligheder. Men jeg skal ikke tilbage på sygehuset. Hvis jeg skal videre, skal jeg finde på noget andet,” siger Pernille Strauss, der dog også kan savne at bruge sine kliniske færdigheder i den praktiske del af sygeplejen.

Da hun for seks år siden blev ansat i Hjerteforeningen, havde hun allerede snuset til arbejdet forinden. For allerede i 2010 havde hun et 10 måneders vikariat i samme jobfunktion. Imens holdt hun orlov fra jobbet på Skejby Sygehus.

”Jeg kendte nogle tidligere kolleger, der var ansat der, som opfordrede mig til at søge vikariatet. Bagefter vendte jeg tilbage til Skejby, men da der så kom et job nogle år senere, vidste jeg, hvad det handlede om. Det var rigtig godt for mig. Men alligevel var det et kæmpe skridt at skifte,” husker Pernille Strauss.

Farvel til hverdagsfri

Dagligdagen med praktisk klinisk arbejde med patienter blev skiftet ud med kontorjob og mulighed for selv at planlægge sin arbejdsdag.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at have hverdagsfri og skiftende vagter. For jeg kunne faktisk godt lide at arbejde om aftenen. Men der er også fordele her, som fleksible arbejdstider, jeg kan få ferie, når jeg vil, og jeg har fri i helligdagene,” smiler Pernille Strauss.

Hun mener til gengæld ikke, at lønnen er meget bedre end på sygehuset:

”Måske er timelønnen lidt bedre, men så er der knap så gode ordninger ift. pension og barsel.”