Alt så normalt ud, men…

Den burde være til at se. Den der sort-gule kabelbro, der krydsede asfalten for enden af den lille bakke ved DGI-Byen i København, som den dengang 26-årige Ida Herskind cyklede ned ad en fredag aften midt i september 2015. Først fredagsrock i Tivoli, nu videre til privat fest med nogle venner.

Ida Herskind nåede dog ikke så langt. Hun overså den lave, men meget stærke sort-gule forhøjning på vejen. Hendes cykel stoppede brat, og hun faldt ned på sin højre side, fortæller hun til Sygeplejersken her fire år efter uheldet, hvor hun trods manglende cykelhjelm ikke fik synlige skader.  

”Men jeg gik ud som et lys. Da jeg vågner, står min veninde og rusker i mig samtidig med, at hun har 1813 i røret og fortæller, at jeg har været væk i 20 sekunder. Svaret er, at de ikke rigtig kan gøre noget, og at det er bedst, jeg tager hjem og slapper af,” husker hun. 

Uden sår og smerter prajede Ida Herskind en taxa. Vel hjemme kontaktede hun selv 1813 og gengav aftenens hændelse punkt for punkt. Beskeden var dog den samme: Bliv hjemme og slap af. 

Mere held end forstand

Næste morgen vågnede Ida Herskind med hovedpine. Hun slog det hen og tænkte, at det måtte være tømmermænd. Mandag morgen valgte hun dog at ringe til sin læge. 

”Jeg drak kun to øl fredag, men følte stadig, jeg havde tømmermænd. Jeg fik en tid og mødte op og fortalte, hvad der var sket. Men jeg så jo frisk ud og havde svært ved konkret at fortælle, hvor det gjorde ondt. Og min læge havde svært ved at vurdere mig og min situation. Han målte mit blodtryk og sagde god for, at jeg kunne tage på arbejde.” 

Så det gjorde Ida Herskind. Hun havde brugt hele sommerferien på at skrive kandidatspeciale i historie fra Københavns Universitet for at kunne aflevere før tid, så hun den 1. september kunne begynde på sit drømmejob som vært på kulturmagasinet ”AK24syv” på den nu lukkede kanal Radio24syv. Men hun måtte hurtigt kaste håndklædet i ringen.

”Jeg ville så gerne vise, hvad jeg kunne, så jeg knoklede bare på resten af mandagen, tirsdag og onsdag med. Man kan ret meget med hovedpine, jeg sendte endda live to timer tirsdag aften. Men jeg var træt. Onsdag skulle jeg bare lave en lille opgave, men jeg kunne slet ikke fokusere. Lyden omkring mig var meget høj, jeg kunne knapt læse teksten og havde vildt ondt i hovedet.” 

Det blev startskuddet til et langt forløb med symptomer som hovedpine, nakkesmerter, lydfølsomhed og træthed, og hvor det var mere held end sundhedsfaglig forstand, der alt for sent førte til, at Ida Herskind fik den rette behandling. 

Svær sygemelding

Ida Herskind var først og fremmest heldig, fordi hendes redaktørs kone havde haft langvarige symptomer efter hjernerystelse. 

”Han insisterede på, at jeg skulle tage det alvorligt, og fik mig til at gå tidligt hjem den her onsdag. Her ringede jeg også til min veninde, som havde haft hjernerystelse. Hun sagde, at jeg skulle lade være med at se tv, lytte til radio, læse og gå til fester. Jeg skulle melde mig syg og slappe af.” 

Efter telefonsamtalen med veninden mørklagde Ida Herskind sit soveværelse og sov med egne ord ”i nærmest halvandet døgn”. Weekenden tilbragte hun hos sine forældre for at tage til læge igen mandag. Denne gang fik hun faktisk diagnosen hjernerystelse og en henvisning til en kiropraktor, der skulle hjælpe hende af med nakkespændinger og hovedpine. Kiropraktoren havde tilfældigvis også haft hjernerystelse, men hans anbefaling var som udgangspunkt, ”at hun bare skulle ligge ned i en måned”: 

”Han registrerede dog også, at der var noget med mit højre øje. Jeg fik nogle øvelser, men var super forvirret.” 

Arbejdet magtede Ida Herskind dog ikke, og udsigten til en sygemelding fik hende til at kontakte sin specialevejleder, hvilket igen var held i uheld.

”Jeg havde brug for en forhåndsgodkendelse af mit speciale, så jeg kunne få sygedagpenge. Skæbnen ville, at min vejleder også havde haft hjernerystelse, og hun sendte mig lige i armene på en fysioterapeut med speciale i hovedtraumer efter trafikuheld.”

Gåture med høretelefoner

Det blev første, vigtige vendepunkt for Ida Herskind: 

”Hun sagde, jeg skulle sygemelde mig i en måned, hvilket var enormt rart. Endelig en autoritet, der sagde, jeg skulle melde mig syg. Jeg fik behandlinger, og hun introducerede mig for mindfulnessøvelser og tog sig også af det psykiske. Hun kurerede mig ikke, men gav mig en paraply af værktøjer, som kunne lindre min hovedpine og nakkesmerter.” 

Den første måneds sygemelding blev til to:

”Jeg kunne ikke se fjernsyn, bruge NemID eller være sammen med mange mennesker, især børn. Jeg havde stadig hovedpine og kunne ikke overskue særligt meget.”

Ida Herskind formåede dog at lytte til egne behov:

”Jeg havde lyst til at være ude og begyndte at gå ture og høre lydbøger på Assistens Kirkegården. Jeg pakkede mig godt ind i varmt tøj, regntøj, gummistøvler, kasket, solbriller, lydisolerende høretelefoner og havde masser af guldkarameller i lommen.”

Efter rådslagning med fysioterapeuten begyndte hun i december at arbejde på nedsat tid for at være tilbage på fuld tid igen i januar 2016, godt tre måneder efter styrtet. 

”Men jeg prioriterede udelukkende jobbet og skruede fuldstændig ned for det sociale. Efter nogle måneder sagde fysioterapeuten dog, at jeg skulle stoppe med at være den der skrøbelige dame, der ikke kunne tåle noget, og jeg begyndte stille og roligt at være mere social igen.”

Optometrist reddede min røv

Sommeren 2016 havde Ida Herskind stadig nakkespændinger, hovedpine og svært ved at koncentrere sig. Hun var dog fuldt funktionsdygtig i drømmejobbet og skrev også klummer til Information, bl.a. en som blev til en kronik om netop hjernerystelse. Kronikken blev delt over 10.000 gange, og hun fik masser af henvendelser fra læsere, der genkendte hendes historie. 

Den endegyldige forløsning kom dog først i midten af 2017, hvor endnu en anbefaling fra en bekendt førte til, at Ida Herskind opsøgte en optometrist, igen for egne penge, da forsikringen ikke dækkede:

”Og hun reddede min røv. For det første diagnosticerede hun mig: Mit højre øje var slået lidt ud af kurs. Budskabet var, at det kunne jeg genoptræne. Så jeg lavede hendes øvelser hver morgen og fik det bedre og bedre,” siger Ida Herskind og tilføjer: 

”Tænk hvis jeg var kommet i gang med de øvelser med det samme. Herregud, jeg var væk fra arbejde i to-tre måneder, men jeg havde nakkespændinger og ondt i hovedet hele tiden, og så var der alt det sociale, jeg måtte droppe, og bekymringen fra nogle i min omgangskreds, om jeg var stresset. Det er jo en usynlig lidelse.”

Ida Herskind slap optometristen i vinteren 2018 og er i dag med egne ord ”sig selv igen”. Hun understreger også, at hun ikke klandrer sin praktiserende læge:

”Men hvor ville jeg ønske, jeg var blevet sendt videre i systemet til den rette behandling meget tidligere.” 

Læs også: Patienter med hjernerystelse svigtes

Læs Trialogen om hjernerystelse i Fag&Forskning nr. 4/2019