Ernæring og kommunikation halter

Rigeligt med smør på brødet er sjældent i fokus i hjemmeplejen i Slagelse Kommune. Dorthe Larsen er hjemmesygeplejerske og oplever ofte, at ernæring er et område, der bliver overset. Sygeplejersken har været med hende på hjemmebesøg og mødt tre borgere, der er lette på vægten.
”Vi må simpelthen ikke glemme det helt basale som ernæringspleje og ernæringsdokumentation,” siger Dorthe Larsen.
Foto: Claus Bech

MaalebaandDet knaser i gruset, da Dorthe Larsen træder ud af bilen og går over den frosthårde gårdsplads. En kat lister ud fra laden og sniger sig efter hende.

”Hej Bodil,” siger Dorthe Larsen, da døren til det lille hovedhus bliver åbnet. Den ældre kvinde i åbningen byder hende indenfor. Katten får ikke lov at komme med ind.

”Vi har 10,” siger Bodil med hentydning til katten, mens hun følger Dorthe Larsen ind i køkkenet. Hun tilføjer: ”Bent er klar.”

I spisekrogen i køkkenet sidder Bent på 88. Da Dorthe Larsen sætter sig ved hans side, går snakken straks i gang, for Dorthe Larsen er som hjemmesygeplejerske i Slagelse Kommune en velkendt gæst i hjemmet. Rutineret stiller hun en gennemsigtig beholder på spisebordets blomstrede voksdug og kobler en slange til den og et dræn i Bents side. Langsomt fyldes beholderen af en grumset væske.

Hver dag kommer Dorthe eller en af hendes sygeplejekolleger og tømmer Bent Hansens lunger for pleuravæske. Bent Hansen er en af de borgere i Slagelse Kommune, der får behandling af en sygeplejerske på plejecentrene eller i eget hjem. Før i tiden skulle Bent Hansen køre helt til Næstved Sygehus for at få tømt sit pleuradræn. Nu foregår det i hans og Bodils hus på markerne lidt udenfor Skælskør.

”Vi må ikke glemme det basale”
Et stigende antal mennesker har forladt hospitalsgangene og får kompleks pleje og behandling derhjemme. Det stiller højere krav til Dorthe Larsen og hendes kolleger. Sygeplejerskerne såvel som social- og sundhedshjælperne og -assistenterne.

”Fordi borgerne har mere og mere komplekse problemstillinger, er det vigtigt at være opmærksom på, at man har evidensbaseret viden, også inden for de helt basale områder. Vi må simpelthen ikke glemme det helt basale som ernæringspleje og ernæringsdokumentation,” siger Dorthe Larsen.

Ifølge Dorthe Larsen har stort set alle de borgere, hun kommer ud til, problemer med ernæring, der på den ene eller anden måde bør tages hånd om.

Det har Bent også. Ved hver tømning af drænet mister Bent protein med pleuravæsken.

”Det er vigtigt, at Bent får proteinrig kost. Derfor spiser vi tit fisk og æg. Det er mig, der laver maden. Jeg tror ikke, Bent kan finde ud af at koge et æg,” siger Bodil leende og fortsætter:

”Og så skal han have godt med fedt. I går fik vi jordbærgrød med fløde.”

Dorthe supplerer: ”Uden Bodil ville Bent have brug for hjemmehjælp til alle måltider. Og han ville måske ikke få så god mad. For Bodil har styr på, hvilken ernæring han har brug for. Og så er hendes mad hjemmelavet og noget, han kan lide, og det sætter altså gang i appetitten. Vi skal for alt i verden undgå, at Bent taber i vægt.”

Med Bodil som anker er der kontinuitet i Bents ernæring. Men den kontinuitet og det fokus på ernæring er ikke alle borgere forundt.

Besøg hos Lissie på 2. sal 
Dorthe Larsen låser sig ind i lejligheden på 2. sal. Fra køkkenvinduet er der udsigt over boligblokkens parkeringsplads. Souvenirmagneter fra London, Rom og Dubai pryder køleskabet. Ved siden af er et skema klistret op med tape. ”Ernæringsplan” står der på det.

Inde i stuen står en hospitalsseng. Et lille, rynket hoved titter frem fra bjerget af dyner.

”Nå, Lissie, vækkede jeg dig,” siger Dorthe Larsen. Lissie misser med øjnene. ”Nej, nej,” siger hun søvndrukkent.

Dorthe Larsen hjælper Lissi op at sidde. Hun skal give den 80-årige kvinde væske gennem en sonde. For et halvt år siden fik Lissie en blodprop, der gav nedsat funktion i kroppens ene side. Derfor mistede hun evnen til at synke mad og drikke og fik en sonde. Efter seks måneder får Lissie stadig sondeernæring, der består af proteindrik, udover få måltider med fast føde. Men det er langtfra optimalt, mener Dorthe Larsen.

”Mit og Lissies mål er, at hun skal helt af med sonden og spise og drikke selv. Det giver bedre sundhed, men også en større livskvalitet. Hun kunne være kommet af med sonden for længe siden, men det kræver, at der arbejdes hen mod det,” siger Dorthe Larsen.

Men den arbejdsindsats er i Lissies tilfælde vanskelig at få koordineret. For Lissie gør brug af social- og sundhedsassistenter fra et privat firma, og kommunikationsvejen mellem dem og den kommunale hjemmesygepleje er til tider lang.

”Der kan gøres en masse ting for at træne Lissie op til at kunne synke igen. Det er i virkeligheden slet ikke så svært. Ved morgenplejen kan man f.eks. synge med hende og få hende til at række tunge. Men jeg ved faktisk ikke, om assistenterne gør det. Vi taler ikke sammen, al kommunikation går gennem dokumentationsmappen,” siger Dorthe Larsen.

Sådan var sygeplejerskernes viden

I forbindelse med studiet i Slagelse Kommune blev der udsendt et spørgeskema til 1.391 af kommunens sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. I alt svarede 54 pct. af sygeplejerskerne.

0 = aldrig, 10 = altid

Bliver henviste patienter vejet ved første besøg?
4,00

Planlægger du, at der foretages en regelmæssig vurdering af patientens ernæringsmæssige status?
5,36

I hvilken udstrækning er det planlagt, at patienter i ernæringsmæssig risiko bliver vejet?
6,61

I hvor høj grad mener du, at fejlernæring (herunder både over- og underernæring) er en hyppig tilstand i hjemmeplejeregi?
7,32

Anser du terminale/cancerpatienter som særligt udsatte grupper og udfører ernæringsscreening som fast rutine?
6,61

Er du bekendt med lokale screeningsværktøjer?
Ja: 57,9 pct.
Nej: 42,1 pct.

Anvender du de lokale screeningsværktøjer?
Ja: 48,6 pct.
Nej: 51,4 pct.

Kilde: Håkonsen, S: Viden om ernæring ligger på et lavt niveau. Fag & Forskning. 2018;(4).

Håndskreven dokumentation og post-it
Ude i køkkenet viser Dorthe Larsen det røde ringbind på spisebordet. Al dokumentation er skrevet i hånden, for sådan er hjemmehjælpsfirmaets metode.

Dorthe Larsen forklarer, at det er svært at få Lissies genoptræning op at stå, når hun og de andre sygeplejersker taler med assistenterne gennem en mappe og post-its. Derfor har hun klistret Lissies ernæringsplan op på køleskabet, så den er umulig at overse. Det er kommunens diætist, som har udarbejdet ernæringsplanen. Den er fleksibel, for det er vigtigt, at den mad, Lissie får, er noget, hun kan lide. For jo bedre man synes om maden, jo mere spiser man.

”Assistenterne er begyndt at følge ernæringsplanen. Men hvis den rigtige mad ikke er at finde i køleskabet, er der jo ikke meget, de kan gøre. Det er Lissies søn, der handler ind for hende. Det er assistenternes opgave at informere ham om, hvad Lissie har brug for rent ernæringsmæssigt. Jeg ved ikke, om de gør det,” siger Dorthe Larsen og skæver til de fem dåser med forloren hare på køkkenbordet.

”Det er ærgerligt, at det er så vanskeligt at træne Lissie af med sonden. Og give hende noget mad, hun godt kan lide. For Lissie kan faktisk rigtig godt lide mad,” siger Dorthe Larsen.

”Ja. Det allerbedste er stegt ål,” lyder det fra Lissie inde i sengen.

Dorthe Larsen fortsætter: ”Lissies livskvalitet ville ryge helt i vejret, hvis hun kunne spise stegt ål. Sondemaden er kun for at overleve, mens det andet er for at leve.”

Henning mistede appetitten
Dagens tredje besøg er kun to opgange fra Lissie. I døren møder Dorthe Larsen social- og sundhedshjælperen, der har været på besøg. I modsætning til Lissie får Henning hjælp fra den kommunale hjemmepleje.

”Henning har lige fået rejemadder,” fortæller hun.

Inde i den toværelses lejlighed bor Henning, der er omkring 30 år. Han får hjælp til alle måltider, for han har ikke megen funktion tilbage i sine arme. Sklerosen har bundet ham til en kørestol, og lige nu ligger han i sin hospitalsseng sammen med katten Fie og ser billard på YouTube.

Dorthe Larsen skal tilse Hennings tryksår. Det 12 cm brede sår på Hennings nates har vanskeligt ved at hele. Mens hun gør klar til sårplejen, snakker de om vidt og bredt.

”Henning har tabt sig rigtig meget i løbet af sommeren. Han får hjælp til at spise, men han sprang måltider over, fordi han sagde, at han ikke var sulten. I virkeligheden var det, fordi han mistede appetitten, fordi det var grænseoverskridende at få hjælp af så mange fremmede,” fortæller Dorthe Larsen.

Koster milliarder

Der findes ingen præcise beregninger på, hvad underernæring og uplanlagte vægttab koster det danske samfund i kroner og ører. Men et hollandsk studie fra 2013 giver et praj. For studiet viste, at sundhedsudgifterne for en underernæret patient er 30 pct. højere end for en ikkeunderernæret. Omregnet til danske forhold svarer det til en merudgift på knap 6 mia. kr. årligt.
Kilde: Sundhedsstyrelsen. ”Ernæringsindsatser for den ældre medicinske patient”, 2017.

”Husk rigeligt med smør”
Manglende kommunikation personalet imellem gjorde, at Hennings manglende måltider ikke blev opdaget. Til sidst vejede Henning så lidt, at han fik et tryksår.

”Da såret kom, blev han tildelt en fast hjælper. Sådan er det tit. Der bliver først reageret, når skaden er sket,” siger Dorthe Larsen.

Ude i køkkenet pakker Dorthe Larsen sine sårplejesager sammen. På køleskabet har hun hængt en seddel med ordene: ”HUSK rigeligt med smør på brødet og ekstra pålæg”.

Ifølge Dorthe Larsen skal Henning tage på og have den rigtige ernæring, hvis der skal være håb om, at tryksåret heler.

”En rejemad hjælper ikke meget, for rejer er fedtfattige. Men i dag er Hennings faste hjælper vist syg, og vikaren har ikke indgående kendskab til Hennings ernæring. Hans faste hjælper putter heldigvis altid et æg under rejerne, så han får protein og en masse mayonnaise, så han får fedt. Det viser bare, hvor stor en forskel det gør, at borgeren har faste hjælpere,” siger Dorthe Larsen.

Dorthe Larsen siger farvel til Henning. Eftermiddagens besøg er klaret, og nu går turen tilbage til kontoret, hvor der skal dokumenteres.

”Det er godt, at kommunen har fået øje på ernæringsområdet. Der er brug for klare linjer for, hvem der gør hvad ude hos borgeren. Men man skal også være sikker på, at der er evidens for indsatsen,” siger Dorthe Larsen.

maalebaand

Tema: Underernæring

Underernæring hos ældre og syge borgere koster samfundet knap 6 mia. kr. om året i følgesygdomme og genindlæggelser. Det skyldes bl.a. mangelfuld viden og dårlig kommunikation og koordinering blandt ansatte i hjemmesygeplejen. Det viser et forskningsprojekt i Slagelse, der har resulteret i helt nye arbejdsgange og procedurer i kommunen.

Læs i dette tema: 

 

Emneord: