"Vi kan ikke løse problemet ved bare at servere dejlig mad"

Op til hver femte af de ældre borgere, der bor på plejehjem eller modtager hjemmepleje, har BMI lavere end 18,5 og er dermed i kategorien undervægtig. Og op mod halvdelen kommer ud for et uplanlagt vægttab. Det viser tal fra Socialstyrelsen fra 2017. Men tøjet bliver ikke flere numre for stort af sig selv. Underernæring sker ifølge Sundhedsstyrelsen, når den ældre ikke får nok energi, protein og næringsstoffer. Som følge af vægttabet får den ældre en mere uhensigtsmæssig kropssammensætning og reducerede fysiologiske funktioner. Et uplanlagt vægttab defineres som et vægttab på minimum 1 kg, som ikke er bevidst.

Inge Jekes er formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne. Hun har indtryk af, at der i nogle kommuner ikke er tid og ressourcer til at have fokus på ernæring.

”Jeg oplever, at rigtig megen sygepleje i øjeblikket handler om behandling og om de opgaver, vi får fra sygehusene og lægerne. Derfor kan den basale sygepleje som ernæring godt blive lidt klemt,” siger Inge Jekes.

Som udgangspunkt er ældre ikke underernærede. Men de, der er afhængige af hjælp i f.eks. hjemmeplejen, spiser ofte for lidt og er dermed i risiko for underernæring. Ofte har borgere, som er underernærede eller oplever et uplanlagt vægttab, i større grad brug for hjælp og støtte i dagligdagen. Og det har negativ indvirkning på livskvaliteten ifølge seniorforsker på Herlev Hospital, Anne Marie Beck, der har beskæftiget sig med ældre og ernæring. F.eks. kan det være grænseoverskridende for borgeren at skulle have mad gennem en sonde eller få hjælp til at spise af en hjælper.

”Det ikke særlig sjovt at være afhængig af andre folks hjælp til helt almindelige dagligdags ting. Det går ud over livskvaliteten,” siger Anne Marie Beck.

Penge at spare
Forringet livskvalitet er ikke den eneste konsekvens af underernæring og uplanlagt vægttab. For ifølge Sundhedsstyrelsen oplever borgere i risiko for ernæringsproblematikker flere komplikationer ved sygdom, længere indlæggelser, flere genindlæggelser og øget risiko for tidlig død.

Anne Marie Beck mener derfor, at der er penge at spare, hvis underernæring og uplanlagt vægttab undgås.

”Man sparer penge, når de ældre ikke skal ind og ligge på hospitalerne. Men også ved at de ikke har brug for pleje i så stor en udstrækning. Så rent personalemæssigt kan man også spare noget,” siger Anne Marie Beck.

Stor forskel kommuner imellem
På trods af at der findes et utal af vejledninger og anbefalinger fra både Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og Fødevarestyrelsen, er der stor forskel på, hvor meget landets kommuner fra ledelsesmæssig side prioriterer ernæring – og om de overhovedet gør det. Sidste november blev det i artiklen ”Viden om ernæring ligger på et lavt niveau” konkluderet, at der var mange mangler på ernæringsområdet i Slagelse Kommune. Både pga. fagpersonernes manglende viden om ernæring, men også fordi der manglede ledelsesmæssig prioritering. Men der findes også kommuner i den anden ende af spektret, fortæller Anne Marie Beck.

”I en del kommuner tager man ernæring alvorligt. I Roskilde sidder man tæt sammen tværfagligt. Både sygeplejersker, tandlæger, diætister og så videre. Og i Odense har man fået Satspuljemidler til et projekt ved navn MÆT – mere ernæring i træning. Her samarbejder fem fynske kommuner for at forbedre ernæringsindsatsen,” siger Anne Marie Beck.

Inge Jekes oplever også en stor variation i kompetencer og prioritering i forhold til ernæring i kommunerne.

”Nogle arbejder mere målrettet med det end andre. Men ernæring er et område, der de seneste år er blevet sat mere fokus på, både fra Sundhedsstyrelsens side, men også fra Kommunernes Landsforening. Det har været med til at øge fokus og give sygeplejerskerne bedre kompetencer,” siger Inge Jekes og fortsætter:

”Men generelt er sygeplejerskerne ikke blevet målt på ernæring af Styrelsen for Patientsikkerhed. Deres 13 målepunkter ved tilsyn handler ikke om ernæring. Og tit giver vi målepunkterne ekstra opmærksomhed.”

Hvis kommunerne er villige til at poste tid og penge i en prioritering af ernæringsområdet, er det altså i sidste ende godt givet ud. Både samfundsøkonomisk og ikke mindst for de ældres livskvalitet.

”Man skal forebygge og opspore. Ethvert vægttab skal man principielt reagere på. Det kan ikke nytte noget, at man venter på, at tøjet er blevet alt for stort. For når den ældre er nede og veje næsten ingenting, er det virkelig op ad bakke at få rettet det op igen,” siger Anne Marie Beck og fortsætter:

”Men vi kan ikke løse problemet ved bare at servere noget dejlig mad. Mange ting spiller ind, f.eks. om den ældre er i gang med rehabilitering, har synkeproblemer eller kan spise selv. Derfor kræver det en prioriteret tværfaglig indsats.”