Systemet er designet til at svigte mennesker med dobbeltdiagnose

Forestil dig en ung mand, der både kæmper med et misbrug og en psykisk lidelse. Han har endelig mobiliseret de kræfter, der skal til for at søge hjælp. Så han henvender sig på et psykiatrisk center, en tilfældig skadestue eller i et af de mange kommunale misbrugscentre.

“Kom tilbage, når du er stoffri,” lyder det fra psykiatrien. “Vi kan ikke behandle dig, før du er udredt,” lyder det fra kommunalt regi.

“Den unge mand er et klassisk eksempel på dét, der foregår hver eneste dag, når en gruppe af meget sårbare mennesker forsøger at få hjælp,” fortæller Ole Bille, der arbejder som klinisk sygeplejespecialist på Psykiatrisk Center Sankt Hans.

I 29 år har han arbejdet med mennesker med dobbeltdiagnoser, og det er hans erfaring, at der er meget få steder i landet, hvor personalet både har forståelsen for samt kompetencerne og ressourcerne til at hjælpe mennesker, der både har et misbrug og en psykisk diagnose.

Formænd: Vi taber dem

Den holdning står han ikke alene med. Tre formænd fra SIND, Overlægeforeningens psykiatriudvalg og Dansk Psykiatrisk Selskab siger samstemmende, at systemet decideret er “designet” til at svigte mennesker med dobbeltdiagnoser.

“Når de systematisk bliver afvist, er vi ikke sikre på, at de nogensinde vender tilbage. Og så taber vi dem,” forklarer formand for SIND, Knud Kristensen, der refererer til de talrige undersøgelser, der dokumenterer, at gruppen er i særlig risiko for social deroute, overdødelighed og hjemløshed. Ligesom gruppen tilmed koster samfundet milliarder. (Se faktaboks, red.).

Alle formænd peger desuden på et ikke ubetydeligt mørketal.

“Vi plejer at sige, at vores overbelægning er på Nørreport Station (i København, red.) blandt hjemløse, der bliver passet af politiet. Det er jo ikke fair, og det ville aldrig ske for en patient med sukkersyge,” forklarer Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Råbt op i årevis

De tre formænd fra SIND, Dansk Psykiatrisk Selskab og Overlægeforeningens psykiatriudvalg fortæller, at de har råbt op om bedre behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser i årevis.

“Personligt har jeg peget på problemet siden før Astrid Kragh var sundhedsminister tilbage i 2011. Et skiftende antal regeringer har så været ude og lovet bod og bedring, uden der er sket noget,” siger Knud Kristensen, formand for SIND.

Kigger man på de udmeldinger, skiftende regeringer har haft på området siden 2007, tegner der sig netop et billede af gode intentioner, men ingen konkrete aftaler. Spørgsmålet er derfor, hvad der taler for, at det skulle lykkes denne gang, hvor forhandlingerne om regeringens tiårs plan for psykiarien er gået i gang.

Lille optimisme

Formændene udtrykker dog forsigtig optimisme.

“De tilbagemeldinger, jeg får, tyder på, at der er en anden grad af alvor og vilje i det politiske system denne gang”, lyder det fra Inger Brødsgaard, formand for Overlægeforeningens psykiatriudvalg.

Gitte Ahle understreger dog situationens alvor:

“Ressourcemæssigt er vi ikke kun skåret ind til benet. Vi er skåret igennem. Jeg forventer derfor en psykiatriplan på linje med kræftplanen. En der bliver taget lige så alvorligt, og som er finansieret lige så godt.”

Hjælpen er utilstrækkelig

Fra politisk hold erkender man, at mennesker med dobbeltdiagnoser i årevis har været udsat for et svigt. Social- og indenrigsminister Astrid Krag konstaterer, at hjælpen er “utilstrækkelig,” og at gruppen skal sikres en samlet og helhedsorienteret indsats.

“Vi vil derfor se på, om ansvaret er fordelt rigtigt mellem regioner og kommuner,” forklarer ministeren, der siger, at det er for tidligt at sige, hvordan et konkret snit ser ud, da forhandlingerne kun lige er begyndt.

I Danske Regioner og KL er man enige om, at det er nødvendigt at kigge på en ændret ansvarsfordeling. Men man er fortsat uenige om præcist hvilket ansvar, der skal ligge hvor.