Sygeplejersken
Højere løn er vejen frem
Et tillæg eller mere i løn ville gøre det langt nemmere at finde frivillige til Covid-beredskabet, mener båder sygeplejersker og tillidsrepræsentanter.
Sygeplejersken 2020 nr. 8, s. 44-45
Af:
Emma Tram, journalist,
Anne Witthøfft, journalist
Vi vil gerne være fleksible, men ikke for ingenting.” Sådan var holdningen hos sygeplejerske Niels Jørgen Nielsen og flere af hans kollegaer fra Bedøvelse, Operation og Opvågningsafdeling på Regionshospitalet Horsens, da de blev spurgt, om de ville indgå frivilligt i et halvt år i Covid-19-beredskabet på intensivafdelingen.
Derfor meddelte de ledelsen, at de gerne ville melde sig frivilligt, hvis de fik et løntillæg.
Men svaret var nej, fordi ledelsen ikke havde mulighed for at give en kompensation. Lønforhandlingerne er noget, der bliver drøftet mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd, fik de at vide. Ledelsen valgte at udpege, hvilke medarbejdere der skulle deltage i beredskabet.
”Man kunne i stedet have fået tilstrækkeligt mange frivillige, hvis der havde været en økonomisk gulerod,” mener Niels Jørgen Nielsen.
”Nogle gange spørger jeg mig selv, om sygeplejen overhovedet er et arbejde. Eller om vi stadig er nonner i et kloster, som følger kaldet,” siger han retorisk. ”For mit vedkommende er det et arbejde, hvor jeg er tjener en løn, som jeg er afhængig af. Mit arbejde består også i at hjælpe mennesker, og det er også givende, men ”kaldet” giver mig ikke mad på bordet,” siger han.
Tillæg eller ej
Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital Jacob Gøetzsche mener også, at det ville give sygeplejerskerne større incitament til at deltage i beredskabet fremover, hvis de fik mere i løn.
”Hvis ledelsen havde betalt sig ud af det, kunne det have løst hele den her problematik med at finde frivillige nok. Men den aftale som Danske Regioner indbyrdes har lavet om ikke at give tillæg, stikker en kæp i hjulet for det,” siger han.
Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Inge Pia Christensen er ikke enig i, at tillæg er vejen frem.
”Jeg synes, det ville være uklogt, at hvert hospital skulle finde deres egne modeller for tillæg. For mig er det en politisk beslutning at se på, at der er et sundhedsvæsen som i den grad har løst en opgave, som de aldrig har stået over for før, og som de har løst rigtig godt,” siger hun.
Hun mener desuden, at det ikke vil være retfærdigt at give nogle medarbejdere tillæg, da alle har løftet en del af byrden.
”Alle har båret en del af den her arbejdsopgave. Nogle har selvfølgelig stået midt i orkanens øje, men andre har skulle tage sig af patienter, de ikke var vant til, eller løbe stærkere, fordi der var færre kollegaer at trække på. Så jeg synes, det er vanskeligt at give nogle men ikke andre,” lyder det fra Inge Pia Christensen.
Læs også: