For lidt og for langsomt

Der er ikke lige løn for lige arbejde i Danmark, og der er ingen forbedringer at spore i det seneste 50 år for kvindefagene set under ét, viser ny rapport.
Historiker Astrid Elkjær Sørensen har skrevet ph.d.en ”Vi har fundet os i alt for meget”. Hendes forskning dokumenterer, at sygeplejerskers løn ligger for lavt på løntrappen.
Foto: Nikolai Linares

Det går alt for langsomt fremad.” 

Det mener sygeplejerske Lin Ørnsholt Kirkmand fra Gentofte Kommune om udviklingen i sygeplejerskers løn forud for forhandlingerne om ny overenskomst i 2021.

Nu har hun og andre utålmodige sygeplejersker fået nye argumenter på hånden i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder: ’Kvindefag i historisk skruetvinge’.

Sygeplejersker og de andre kvindedominerede fag i det offentlige får for lidt i løn i forhold til mandedominerede og ”blandede” fag, peger forskernes analyse på.

Der er ikke lige løn for lige arbejde i Danmark, og der er ingen forbedringer at spore i de seneste 50 år for kvindefagene set under ét. 

”Det offentlige lønhierarki har været statisk i hvert fald siden 1969, og lønsystemet belønner ikke, når man i kvindefag påtager sig mere uddannelse. Tværtimod. Kvindefagene ligger faktisk lavere lønmæssigt i 2019 end i 1969, når man måler på gennemsnitsløn i forhold til uddannelsernes længde,” siger historiker, ph.d. og postdoc Astrid Elkjær Sørensen fra Aarhus Universitet, der har været med til at lave rapporten. 

Uretfærdigheden har eksisteret, i hvert fald siden Folketinget i 1969 vedtog en tjenestemandsreform. Allerede dengang erkendte politikerne, at de videreførte et uretfærdigt lønhierarki med rødder langt tilbage i tiden. 

Egentlig ville de gerne have lavet et nyt, mere retfærdigt hierarki efter objektive kriterier som f.eks. uddannelse. Men de nåede det ikke, fordi det hastede med at få en central økonomisk styring af den hurtigt voksende velfærdsstat. 

For sygeplejerskerne betød det, at de i 1969 blev sat på et lavere trin, end deres uddannelse ellers talte for. Men datidens politikere forventede, at lønsystemet ville være fleksibelt. Fagene skulle nok over tid komme på rette hylde.

Lin Ørnsholt Kirkmann
Sygeplejerske Lin Ørnsholt Kirkmand er klinisk vejleder og gruppeleder på plejehjemmet Jægersborghave i Gentofte.
Foto: Bax Lindhardt
”Det skete bare ikke, og det er træls,” synes sygeplejerske Lin Ørnsholt Kirkmand. Hun er klinisk vejleder og gruppeleder på plejehjemmet Jægersborghave i Gentofte: 

”Jeg bliver dybt frustreret, når jeg hører, at vores løn stadig ligger i den samme kasse på den samme hylde. Jeg er ked af, at der ikke bliver sat mere pris på os. For jeg er stolt af mit fag og det, som jeg og mine kolleger gør. Der er sket rigtig meget med sygeplejerskers faglighed på de 50 år, som vi burde have anerkendelse for.” 

Sygeplejersker har vundet mest

Med til historien hører dog, at der faktisk er godt nyt for sygeplejersker i rapporten.

Sygeplejersker er det kvindedominerede fag, der har klaret sig bedst. Faget er rykket et par pladser op i det offentlige lønhierarki, hvor de har overhalet socialrådgivere og jordemødre. Sygeplejerskerne har også fået et større udbytte på gennemsnitslønnen ved at forlænge deres uddannelse, end pædagoger og jordemødre har. 

”Dansk Sygeplejeråd har haft en strategi om at tage kampe for at opnå bedre løn. Der har været mange strejker igennem tiden, og på den måde har sygeplejerker vundet mere end de andre kvindefag. Men det har også kostet noget at strejke, og sygeplejersker har afgivet noget fleksibilitet til arbejdsgiverne til gengæld for den løn og de goder, de har fået,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Trods de faglige sejre har hverken sygeplejersker eller de andre kvindedominerede fag opnået lige løn for lige arbejde, konstaterer rapporten. Kvindefagene har heller ikke fået det afkast af længere uddannelser, som man kunne forvente. Snarere tværtimod.

Politikerne har et ansvar

Normalt er løn noget, der i Danmark aftales af dem, der kender arbejdspladserne bedst: lønmodtagere og arbejdsgivere. Ifølge den danske arbejdsmarkedsmodel skal regering og Folketinget holde sig langt væk. 

Men når ambitionen er ligeløn, må politikerne på banen, konkluderer den nye rapport. 

”Problemet er simpelthen for komplekst til, at det kan løses ved overenskomstforhandlingerne, og i øvrigt har politikerne selv været med til at skabe uligheden i 1969,” siger Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med kønsligestilling. 

”Retten til lige løn for lige arbejde er velbeskrevet i internationale konventioner og dansk lov. Derfor er politikere, arbejdsgivere og fagforeninger forpligtet til at sikre, at der ikke sker kønsdiskrimination på det danske arbejdsmarked. De skal sørge for, at der tages initiativer til at udjævne de kønnede lønforskelle, som fører til en betragtelig økonomisk ulighed mellem kvinder og mænd hen over et livsperspektiv,” siger han.

Brug for en ligestillingsreform

Institut for Menneskerettigheder anbefaler en ligestillingsreform af det offentlige arbejdsmarked. Regeringen og arbejdsmarkedets parter skal sammen lægge en langsigtet plan, der år for år sikrer de kvindedominerede fag større lønstigninger end de andre, så ligeløn til sidst bliver en realitet. 

Pengene skal komme fra øremærkede puljer på finanslovene og eventuelt også fra ”ekstrabetalinger” til kvindefagene ved overenskomstforhandlingerne.

Særskilte puljer på finansloven er netop, hvad Dansk Sygeplejeråd har kæmpet for i de seneste år. Også her har analysen været, at ligelønsproblemet ikke kunne løses fuldt ud af arbejdsmarkedets parter. 

Men det er faktisk lykkedes kvindefagene at få en ekstra pose penge ved overenskomsterne. I 2018 fik de for første gang et større stykke af kagen – lønrammen – end de andre fag. 

”At komme dertil har krævet lang tids kamp,” fortæller historiker Astrid Elkjær Sørensen. DSR stillede kravet om en særlig pulje første gang i 2007. Da det ikke lykkedes, og da forhandlingsresultatet ikke var godt nok i 2008, gik de kvindedominerede fag i Sundhedskartellet, FOA og BUPL i strejke. 

Konflikten varede otte uger. Så greb regeringen ind. Udbyttet for sygeplejerskerne var en ekstra stigning på 0,5 procentpoint i forhold til det forkastede resultat. Desuden nedsatte regeringen en lønkommission, som i 2010 konstaterede, at et kønsopdelt arbejdsmarked leder til ulige løn mellem kvinder og mænd. 

Hvad kan DSR sætte næsen op efter?

Nu står DSR igen over for forhandlinger om overenskomsten, og et hovedkrav er igen mere i løn. Da fagbladet Sygeplejersken i sommeren 2020 spurgte arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet om hans forventninger til resultatet i 2021, svarede han:

”Jeg lyder som en sortseende gammel mand fra Nordjylland, men der er nok ikke så meget at sætte sin næse op efter ... Det bliver svært for sygeplejerskerne. Der er så mange faktorer, som vil arbejde imod et stort lønhop.”

Han henviste til de generelt hårde økonomiske tider med masser af andre offentlige udgifter på grund af coronaen. Han pegede også på usikkerheden på det private arbejdsmarked, hvor der ikke rigtig var udsigt til lønstigninger midt i en global dobbelt sundheds- og økonomisk krise.

De private lønninger er interessante for sygeplejerskerne, fordi de smitter af på udviklingen i det offentlige. Tilbage i 1987 aftalte parterne en reguleringsordning, som betyder, at det offentlige aldrig må blive lønførende. 

Laust Høgedahl, mener du stadig, at der ikke er det store at hente i 2021?

”Ja, det fastholder jeg. Den private lønudvikling har godt nok ikke lidt så meget hidtil under coronaen, men der er en afmatning af økonomien og stor usikkerhed i forhold til de kommende år, fordi vi ikke rigtig ved, hvordan det kommer til at gå med den der vaccine.”

For sygeplejerskerne bliver det spændende at se, om de igen kan få andre faggrupper med på, at de skal have ekstra penge. Det kan jo være, at skævdelingen fra 2018 kommer til at gentage sig. 

”Det var små beløb, kvindefagene fik som ekstra puljer i 2018. Men det kan få større betydning, hvis de får det to gange i træk, og det kan jo siden hen blive en tradition, at man har en fast omfordeling,” siger Laust Høgedahl.

God idé med dialog med regeringen 

Mener du, at arbejdsmarkedets parter alene kan hjælpe sygeplejerskerne af med det historiske efterslæb?  

”Jeg vil næsten sige: Hvis aftalemodellen ikke kan løse problemet, hvem skulle så gøre det? Det med at gå til Christiansborg er et stort indgreb i den danske løndannelse. Ulempen kunne være at mange andre faggrupper også ville gå til politikerne i stedet for til forhandlingsbordet, og så risikerer vi at underminere aftalemodellen, som ellers har vist sig effektiv til at finde innovative løsninger på svære problemer. Men det er rigtig nok, at aftalemodellen ikke har været god til at ændre på de interne lønrelationer i det offentlige – herunder at få de faggrupper, der ligger lavest på lønstigen, til at kravle op.”

Laust Høgedahl er enig med Institut for Menneskerettigheder i, at det er en god idé, at regering, fagforeninger og arbejdsgivere i det offentlige går sammen om at løsne den historiske skruetvinge.

”Indplaceringen i 1969 var en politisk beslutning, og siden er det ikke lykkedes med de gængse våben i aftalemodellen at hæve lønnen relativt for de nederst placerede grupper i det offentlige. Derfor giver det god mening at tage det her alvorligt og lave en trepartsdrøftelse mellem arbejdsmarkedets parter og den lovgivende magt, for det er på en eller anden måde i det felt, problemet skal løses,” siger Laust Høgedahl.

”Desuden er der stadig for meget uklarhed om lønninger og især om ligelønnen på det danske arbejdsmarked. Det trækker udviklingen i langdrag,” siger han. Derfor opfordrer han til, at man efter svensk forbillede opretter et uafhængigt organ i Danmark, der holder øje med, hvordan det går med at opnå lige løn for lige arbejde. 


 

Emneord: 
Løn