Mariettas oprør mod uretfærdigheden fra 1969

For 39-årige Marietta Annie Petersen er dagligdagen ikke alene præget af arbejdet som sygeplejerske på Intensiv/NISA Afdelingen, Regionshospitalet Silkeborg og familielivet med mand, datter og mandens søn.

Stort set alle andre ledige øjeblikke bliver brugt i græsrodsarbejde i og for Facebookgruppen ’Sygeplejersker er mere værd’, som Marietta tog initiativ til i september 2020.

”Jeg er nok skruet sådan sammen, at jeg forsøger at handle mig ud af de problemer, jeg ser omkring mig. Sådan slå på tromme og kalde til kamp. Det har så udviklet sig helt vildt fra tanken om at råbe højt til noget langt mere fokuseret og organiseret. Og hvor er det en spændende læreproces.”

Kompetencer forsvinder

Marietta trives med sit arbejde som intensivsygeplejerske, men hun er alvorligt bekymret for fremtiden.

”Vi taler om et sundhedsvæsen i forandring, selv om det reelt er i stilstand. Der er tale om en forældet struktur i forhold til nye behov. Der skæres mere og mere, og i forhold til sygeplejerskers indsats fjerner man incitamentet på grund af dårlig løn og manglende anerkendelse. Nogle siger stop ved at forlade faget, andre brænder ud, og så smutter de.  Min oplevelse er, at vi lige nu i alvorlig grad ser kompetencer forsvinde.Måske mange sygeplejersker brænder ud, fordi vores egenomsorg ikke er høj nok. Vi forsøger kontinuerligt at være patienternes og borgernes værn mod et sundhedsvæsen, der hele tiden er underlagt sparekrav og med stressede hverdage med mindre fokus på patienternes reelle behov. Vi er patienternes advokater, men det bliver for mange på bekostning af overskud til at passe på sig selv.”

En fremtid i faget?

Marietta gør sig også overvejelser om sit eget arbejdsliv som sygeplejerske.

”Som sygeplejerske vil jeg ikke være en del af en faggruppe, der ikke kan overleve på sigt på ordentlige vilkår. Som rammerne er nu, kniber det alvorligt med at fastholde både erfarne og yngre kolleger, og mange arbejdspladser er mere præget af svingdør end kontinuitet, så der skal ske noget. Der er mange tegn på, at de unge ikke vil finde sig i forholdene. For dem er sundhedsprofessionen et arbejde, en karriere. De vil tjene penge og også have et familieliv til at hænge sammen. Jeg har uddannet mig som sygeplejerske i relativ sen alder. Det var et bevidst valg, og jeg brænder for mit fag, men jeg er også i tvivl. Hvis jeg skal blive i faget, så kræver det først og fremmest anerkendelse.”

Anerkendelse er afgørende

For Marietta handler anerkendelse af sygeplejersker om flere elementer:

”Vores lønindplacering er udtryk for mangel på samfundsmæssig anerkendelse og virker demotiverende – jeg er nemlig stolt af mit fag. Men systemerne presser og presser og suger og suger. Det er ikke væltet – endnu – fordi mange mennesker kæmper hver dag. Vi opretholder systemet, ikke fordi sygepleje er et kald, men fordi vi kan og gør det, der kræves af os for patienterne og borgerne. Men vi er i en situation, hvor mennesker, medarbejdere, vælter. Når man ikke anerkendes lønmæssigt, virker det demotiverende i forhold til hele tiden at blive mødt med forventning og krav om at yde noget ekstra. Og hvis ledere på arbejdspladsen så ikke er fagligt anerkendende, og fagforeningen heller ikke ser os, så er det svært at være i. Jeg tror, at det er nogle af grundene til, at spørgsmålet om mere i løn bliver så afgørende for mange sygeplejersker. Og da udsigterne ikke ligefrem er lovende, tror jeg, mange oplever, at vi som faggruppe er slået lidt hjem lige nu – uanset alle de pæne ord om os i denne coronatid. Navlepilleri og selvynk er for mig at se ikke vejen frem. Vi har brugt alt for meget tid på at tale vores fag og DSR ned. For mig er det afgørende, hvordan vi somfaggruppe agerer i samfundet, og at vi gør det i samlet flok.”

#sygeplejerskerermereværd

Facebookgruppen ’Sygeplejersker er mere værd’ består i skrivende stund af 17.300 medlemmer. Dens formål er ”at skabe opråb, så politikerne tvinges til at forholde sig til udfordringerne med at rekruttere og fastholde sygeplejersker i det offentlige sundhedssystem. Hovedformålet er at skabe debat omkring behovet for en revurdering af tjenestemandsreformen fra ’69”.

”Revurdering af vores lønindplacering i forbindelse med tjenestemandsreformen i 1969 er det helt afgørende, hvis vi vil opnå ligeløn. Og det SKAL vi have, det har vi ret til. Vi skal ikke længere som i ’69 ses på som ”et husmoderligt omsorgsfag”. Mange har indset, at der er sket meget afgørende med faget i årtierne siden. Men man har ikke taget konsekvensen. Den dagsorden er større end mig og gruppen, men vi skal være med til at skabe debatten og presse på.”

Det er vigtigt for Marietta at understrege, at foreningen IKKE er et alternativ til Dansk Sygeplejeråd (DSR), ligesom Facebookgruppen ikke er rum for udveksling af kritik af DSR.

”I min optik rummer DSR store kompetencer og rigtig megen passion i det arbejde, fagforeningen udfører. Men jeg drømmer om, at det skal nå længere ud.”

Pæne pigers oprør nødvendigt

Marietta lægger vægt på at understrege, hvordan græsrodsarbejdet er en læreproces for hende og mange andre i gruppen.

”Vi er jo blevet klogere på, at der har været ildsjæle gennem alle årene, der har prøvet alle tænkelige tiltag mod 1969-tjenestemandsreformens indplacering af sygeplejersker. Men indtil nu har det jo ikke flyttet afgørende. Og vi skal jo også være opmærksomme på, at hele landet ikke bliver trætte af sygeplejersker, der råber på mere i løn og flere hænder.Historisk set bliver vores initiativ måske heller ikke det, der flytter afgørende. Og mange vil nok nå et udbrændthedspunkt, hvis kampen for anerkendelse ikke giver resultat. Men vi må holde gang i ’de pæne pigers oprør’. Der skal gøres op med fortidens spøgelser.”