Sygeplejersken
Fravær på grund af familien: Fuld løn til fædre på øremærket barsel
Både lønmodtagere og arbejdsgivere vil gerne drøfte ligestilling, øremærket barsel og fædres rettigheder ved OK21. Senest i 2022 skal Danmark ifølge et EU-direktiv indføre otte ugers orlov, som er forbeholdt fædre og medmødre. Sundhedskartellet vil sikre fuld løn i hele perioden.
Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 36
Af:
Marianne Bom, journalist
”Øremærket barsel til fædre er en god idé. Hvis orloven er fordelt, så ved man i familierne, at det er bare sådan, det er. Det er ikke noget, man skal huske at beslutte, og arbejdsgiverne er også forberedt.”
Sådan siger Vincent Jensen, der er sygeplejerske på et plejecenter i Sæby. Han har Jake på 3,5 år og Mike på 10 måneder. Børnenes mor er SOSU-hjælper og tog forældreorloven efter begge fødsler. Vincent Jensen havde to ugers fædreorlov efter fødslerne og holdt noget ferie.
”Det er ikke sådan, at jeg fortryder, at jeg ikke tog mere orlov. Men jeg tænker da, at det er en fordel for fædres relation med børnene, at noget af orloven bliver forbeholdt dem. Det er en fordel for familien, at fædre får set hverdagen fra konens side og får en forståelse af, at det kan være hårdt at være hjemme med børn, der skal have mad og passes, og der skal gøres rent.”
Fuld løn under øremærket barsel, som Sundhedskartellet kræver til fædre og medmødre, vil være en væsentlig fordel for familierne, siger Vincent Jensen.
”I en børnefamilie har man masser af regninger, der skal betales. Den fulde løn kan betyde, at flere fædre faktisk vil vælge at tage den øremærkede barsel. Det gør en mærkbar forskel, om vi får løn eller dagpenge.”
Allerede i dag sikrer DSR’s overenskomst fædre og medmødre fuld løn i syv uger af den 32 ugers forældreorlov, som begge forældre har ret til.
Det er den ottende uge, der nu skal dækkes ind. Mødre har i dag fuld løn i seks uger af samme periode. Derudover er der seks uger med løn til deling mellem mor og far/medmor.
Ved forhandlingerne går Sundhedskartellet også efter bedre rettigheder, når børn er syge eller under ambulant behandling.
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken