Sygeplejersken
”Vi har klart markeret vores krav”
De politiske forhandlinger om overenskomsterne på det offentlige område er gået ind i den afgørende måned. Formand Grete Christensen er forhandlingsleder på det regionale område.
Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 35
Af:
Morten Jakobsen, kommunikationschef
Forhandlingerne om OK21 følger den planlagte køreplan.
Der har været politiske forhandlingsmøder med arbejdsgiverne på både det statslige område, det kommunale område og på det regionale område, hvor formanden for Dansk Sygeplejeråd og for Sundhedskartellet, Grete Christensen, er forhandlingsleder.
»Vi har haft nogle gode forhandlinger, hvor vi klart har markeret vores krav om mærkbare lønstigninger til alle og om, at der skal være nogle ordentlige arbejdsforhold for sygeplejerskerne og alle andre faggrupper. Begge dele er vigtige for, at vi kan fastholde og tiltrække medarbejdere. Det har jeg understreget over for arbejdsgiverne,« siger Grete Christensen.
Der bliver ikke refereret i detaljer fra forhandlingerne om f.eks., hvordan arbejdsgiverne har taget imod kravene. Men Grete Christensen betegner forhandlingsklimaet som godt.
Et af de store spørgsmål bliver den samlede ramme for overenskomstfornyelsen – altså hvor mange penge der bliver til lønstigninger og andre forbedringer.
Forhandlingerne mellem skatteministeren og de ansatte på statens område er ofte toneangivende for den samlede ramme på de kommunale og regionale områder.
Forhandlingerne er fortsat i gang og et resultat, som viser den statslige ramme, forventes midt i februar.
Forhandlingerne for de 565.000 ansatte i kommuner og regioner skal efter tidsplanen være slut omkring uge 7, og derefter er det planen at forhandle de specielle forhold for de enkelte grupper som f.eks. Sundhedskartellet, hvor Dansk Sygeplejeråd forhandler.
De forhandlinger er planlagt til at slutte med udgangen af februar.
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken
Fravær på grund af familien: Fuld løn til fædre på øremærket barsel
Lokal løn: Her fanger vi nogle penge