Opbakning til krav om ligeløn

Sygeplejerskerne får i 2021 opbakning fra de andre fagforeninger til kravet om ligeløn. Forhandlingsfællesskabet vil igen i år – som i 2018 – acceptere en skævdeling af pengene til at mindske lønefterslæbet i de kvindedominerede fag.
Det forhandles der om - udvalgte emner:
  • Løn 
  • Vilkår for forhandling af lokal løn
  • Pension
  • Fleksibilitet i forhold til tjenestested 
  • Arbejdstidsregler 
  • Fastholdelse af seniorer 
  • Flere hænder – f.eks. flere fuldtidsansættelser
  • Kompetenceudvikling og finansieringen heraf 
  • TR’s vilkår og indsigt i arbejdspladsen
  • Familiemæssige forhold – f.eks. fri ved syge børn 
  • Forældreorlov – f.eks. fuld løn til mænd og medmødre under øremærket barsel

Igennem historien er sygeplejersker blevet mødt af modstand fra deres egne i fagbevægelsen, når de krævede det samme i løn som andre fag med samme længde uddannelse.

Der har været modvilje mod at give de kvindedominerede fag broderparten af den samlede lønsum ved overenskomstforhandlingerne, så de kunne indhente det efterslæb, der går tilbage til Tjenestemandsreformen i 1969 eller længere endnu. 

Mere til sygeplejerskerne vil jo betyde mindre til nogle andre.

Men her i 2021 er de 51 fagforeninger i Forhandlingsfællesskabet klar til at acceptere en skævdeling af pengene, ligesom de var det i 2018.

Da fik sygeplejerskerne særlige puljer på samlet 193 millioner kr. i kommunerne og regionerne, hvoraf en mindre del dog skulle deles med andre sundhedsfag.

For den enkelte sygeplejerske, der får glæde af pengene, betyder det noget.

Men i det store billede er det småpenge og langt fra nok til at udligne lønforskelle mellem kvinde- og mandedominerede fag. Sundhedskartellet, som repræsenterer sygeplejerskerne og syv andre kvindedominerede fag, forventer da også kun at få dækket ”lidt af lønefterslæbet” på denne måde i 2021, hvis arbejdsgiverne igen er med på at etablere den slags puljer. 

Det skriver Sundhedskartellet i den præsentation af krav fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne i regioner og kommuner, som for nylig blev udsendt til medlemmerne. 

Men kravet om særlige puljer til kvindedominerede fag er måske ikke helt urealistisk at få igennem.

For også Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har sendt positive signaler.

Hvis der kan findes penge til det, vil de gerne øremærke nogle af dem til rekrutteringsudfordringer og til at ”understøtte udviklingen og opgavevaretagelsen i sundhedsvæsenet”.

Råd til at købe det samme 

Mere i løn – og i hvert fald nok til at købe det samme i år som sidste år. 

Det er som altid det første og vigtigste krav fra lønmodtagerne ved de overenskomstforhandlinger i det offentlige, som nu er i gang og er planlagt til at slutte den 28. februar.

De gamle aftaler udløber 1. april, og forinden skal aftalerne til urafstemning hos medlemmerne. 

Som altid har arbejdsgiverne deres grunde til at sige, at lønnen ikke skal stige så meget endda.

I år henviser de til det tilbageslag, som coronaen har givet verdensøkonomien, og til, at lønstigningerne i det private erhvervsliv nok ikke tordner opad i tider, hvor butikker er lukkede, og folk arbejder hjemmefra. 

Men hvor mange penge er der egentlig i spil? Ud over at afklare om aftalerne skal gælde i tre år som på det private arbejdsmarked, er den samlede økonomiske ramme det første, parterne skal blive enige om. 

De tager afsæt i de økonomiske prog-noser, som regeringen har lagt frem.

I den seneste fra december 2020 skriver regeringen, at økonomien er sat tilbage i 2020, men den vil rette sig med en vækst på 2,8 pct. i 2021 og 3,1 pct. i 2022, hvilket er bedre end før corona. 

Ifølge prognosen vil timelønnen i det private stige med 2,4 procent i 2021 og 2,6 i 2022. 

De tal giver et praj om, hvor store forventninger sygeplejersker og andre offentligt ansatte kan have til de kommende lønstigninger. 

Det hører i øvrigt med til historien, at lønmodtagerne selv opfordrer til, at deres løn ikke stiger mere end de privatansattes.

Det er fagbevægelsen, der beder om, at den såkaldte reguleringsordning fortsætter. Ordningen sikrer nemlig lønmodtagerne mod at sakke bagud ud på lønnen i forhold kollegerne i det private.

De specielle krav

Når parterne er enige om den samlede økonomiske ramme, som alle forhandlinger skal foregå indenfor, kan de gå i gang med at snakke om de mange specielle ønsker, de hver især kommer med.

Forhandlinger om generelle forhold som lønstigninger, reguleringsordning, barsels- og senioraftaler foregår ved de store, fælles forhandlingsborde, hvor store grupper af fagforeninger mødes med regionerne, kommunerne og staten.

Derudover er der de specialiserede forhandlingsborde, hvor f.eks. Sundhedskartellet prøver at få opfyldt de specifikke ønsker, som findes hos sygeplejersker, bioanalytikere, farmakonomer og de andre faggrupper i kartellet. 

Hvert af de specialiserede forhandlingsborde får tildelt en luns af den samlede økonomiske ramme, og så må forhandlerne se, hvor de kan komme hinanden i møde.

Selv om der er sat en økonomisk ramme, er det ikke sådan, at lønmodtagerne møder op og peger på, hvad de gerne vil ”købe” i arbejdsgivernes butik.

Arbejdsgiverne møder også op med krav, og selv om forhandlingerne foregår i et fortroligt rum, er det ikke nogen hemmelighed, at lønmodtagerne bruger en del krudt på at få arbejdsgiverne til at tage krav af bordet. 

F.eks. ønsker arbejdsgiverne typisk at opnå aftaler, der sikrer, at de kan flytte mest muligt rundt på medarbejdernes tjenestested og arbejdstid, og typisk ønsker fagforeningerne, at medlemmerne har mest mulig forudsigelighed i deres vilkår.

Den slags diskussioner kan betyde, at der ikke sker noget nyt. De gamle aftaler forlænges, selv om begge parter egentlig gerne ville have lavet noget om.

Forhandlingens kunst er at finde det gode kompromis, hvor begge parter oplever at være tilfredse med det, de giver og får.

De fælles interesser

Nogle emner kan på forhånd umiddelbart se nemmere ud end andre, fordi parterne har fælles interesser.

Denne gang har både lønmodtagere og arbejdsgivere f.eks. formuleret ønsker om at fastholde seniorer længere tid på arbejdsmarkedet.

De vil også gerne arbejde for, at fædre og medmødre bliver motiveret til at holde de otte ugers øremærkede forældreorlov, der kommer dem til gode senest i 2022 som følge af et EU-direktiv. 

Hvor det hele lander, ved vi formenligt tidligst den 28. februar. Hvis parterne ikke selv kan blive enige, ender forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Så kan det godt gå hen og blive forår, før sygeplejerskerne og de andre offentligt ansatte bliver bedt om at stemme ja eller nej til resultatet. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken
”Vi har klart markeret vores krav”

Fravær på grund af familien: Fuld løn til fædre på øremærket barsel

Lokal løn: Her fanger vi nogle penge

Emneord: 
Løn