Sygeplejersken
Personalet stod i kø for at lære fra sig
En dygtig og empatisk vejleder, et fantastisk kollegialt fællesskab og muligheden for at vokse og udvikle sig i sit fag. Sådan beskriver Kirsten Adamsen Svangre- og Barsels-afsnittet ved Regionshospitalet i Herning, der efter hendes mening er landets bedste praktiksted.
Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 48-49
Af:
Maria Klit, journalist
Vi trives alle bedst i et godt arbejdsmiljø, og de fleste kender den usikkerhed, der kan følge med, når man starter et nyt sted,” siger Bodil Elkjær, der er sygeplejerske og klinisk vejleder på Svangre- og Barsels-afsnittet på Regionshospitalet Herning.
”Derfor vægter vi imødekommenhed højt. Vi tager de studerende med ind i kaffestuen og gør dem til en del af personalegruppen. De skal vide, hvem de skal følges med, og hvad de egentlig skal kunne og nå her hos os. Og så skal de vide, at de bliver hørt, når de har noget at sige,” siger hun.
Afdelingen har netop vundet Sygeplejestuderendes Praktikpris 2020 i Region Midtjylland. I juryens begrundelse står der, at afdelingen bl.a. vinder prisen for et personale, ”der nærmest står i kø for at lære fra sig”.
”Jeg følte mig inviteret ind i varmen. Alle på afdelingen interesserede sig helt tydeligt for os studerende, vores uddannelse og for at give deres erfaringer videre til os,” fortæller 23-årige Kirsten Adamsen, der har indstillet afdelingen til praktikprisen.
Tværfaglig læring i studieafsnit
På Svangre- og Barselsafsnittet er arbejdet med de nybagte familier forankret i et stærkt tværfagligt samarbejde mellem jordemødre, sygeplejersker og læger, og det får afdelingens studerende lov at mærke på en helt særlig måde.
I afdelingens studieafsnit sættes sygeplejerske-, jordemoder- og medicinstuderende sammen i teams i 14 dage ad gangen. Her får de sammen ansvaret for at varetage alle opgaver omkring et antal familier på afdelingen.
De studerende støttes undervejs og modtager den nødvendige før-, under- og eftervejledning, men målet for studieafsnittet er at træne de studerende til at bruge deres kompetencer tværfagligt.
”De erfarer, hvor afgørende det er, at vi samarbejder tværfagligt omkring vores familier og patienter. Det er den virkelighed, de skal ud og arbejde i, så det er vigtig læring,” siger Bodil Elkjær og fortsætter:
”Vi støtter dem naturligvis undervejs, men vores tilgang er som udgangspunkt, at vi ikke har svarene til dem. Dem skal de finde i det tværfaglige samarbejde. Vi træner dem i at argumentere fagligt for den pleje og behandling, de foreslår. At stå forrest i at tage stilling til noget, styrker deres tro på egen formåen.”
Solidt fundament styrker modet
Kirsten Adamsen oplevede studieafsnittet som en mulighed for at prøve virkeligheden, før hun skulle ud i den:
”Vi lærte, hvordan vi bruger hinanden. Hvad kan jordemødrene, som sygeplejerskerne ikke kan og omvendt? Hvad er lægens opgave på stuen, og hvornår skal vi inddrage ham? Det har jeg ikke oplevet i nogen anden praktik,” fortæller hun.
Og den tanke tjener et bestemt pædagogisk formål, forklarer afdelingens chef-jordemoder, Lotte Thrige.
”Der er en kæmpe styrke i at indgå i et team på den måde. Man får et trygt og solidt fundament for at turde stille sig frem, selvom man er i tvivl eller ikke synes, man slår til. Og for at turde tro på, at man faktisk godt kan,” siger hun og forklarer, at det i øvrigt afspejler sparringskulturen i resten af afdelingen. Her spørger man ikke nødvendigvis den kollega med flest grå hår eller stjerner på skulderen.
”Vi løfter hinanden. Vi har én fælles opgave, og det er de indlagte familier. Det smitter af på de studerende,” siger hun.
”Nedbrud” mødt med forståelse
Afdelingen lægger vægt på at lære de studerende at kende. Hvis forløbet skal være vellykket, må man tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger.
”Vi spørger ind til hvem de er, hvordan deres vilkår for læring er, og hvad der udfordrer dem,” forklarer Bodil Elkjær.
Hun understreger, at det samarbejde, personalet har med den studerende først og fremmest handler om deres uddannelse.
Hvis man infiltrerer sig for meget i deres privatliv, risikerer det at komplicere det professionelle samspil. Men det handler om balance, siger hun:
”Det er ikke kun sort og hvidt, for det kan ikke skilles helt ad. Hvis de har haft en dårlig praktik tidligere eller har ting, de går og slås med privat, så har det jo betydning for deres læring og for det afsæt, vi skal tage.”
Det oplevede Kirsten Adamsen, da hun som mange andre studerende oplevede ”nedbrud” undervejs, som hun kalder det. Et par dage, hvor presset fra studie, praktik og privatliv tilsammen blev for stort.
”Bodil var enormt sød og empatisk, og alle var forstående. Der var ikke noget forventningspres. Jeg fik lov at gå hjem, puste ud og blive klar til dagen efter,” fortæller Kirsten Adamsen. Afdelingen sørgede for at rokere om, så dagen i stedet blev konverteret til en studiedag.
”Der var hele tiden fokus på, at vi lærte hvad vi skulle og fik opnået vores læringsudbytter. Men der var også plads til forståelse for de liv, vi havde ved siden af. Det betød rigtig meget,” siger hun.
Ledelsesmæssig opbakning er afgørende
På Svangre- og Barselsafsnittet får de studerende løbende vejledning og masser af tid til refleksion. Der er følgedage med den kliniske vejleder, så der bliver ro og tid til at koble teori og praksis, og der er fokus på, at den feedback, de studerende får, er konkret og meningsgivende.
”Kun sådan bliver man i stand til at reflektere over egen praksis og finde ud af, hvad der gik godt, mindre godt, og hvad der skal gøres bedre næste gang,” konkluderer Bodil Elkjær.
En sådan daglig praksis er resultatet af en bevidst tilgang, som er startet i studieafsnittet og har bredt sig til resten af afsnittet, forklarer Lotte Thrige.
”I dag er det en fast forankret kultur i hele afdelingen. Det kræver tid og ressourcer at skabe optimale vilkår for de studerendes læring, siger hun.
”Ledelsesmæssig opbakning og en villighed til at afsætte de fornødne ressourcer er helt afgørende,” tilføjer Bodil Elkjær.
Og det lader til at være en god investering. For Kirsten Adamsen har mødet med Svangre- og Barselsafsnittet i hvert fald gjort så stort indtryk, at hun sagtens kan se sig selv i specialet i fremtiden:
”Hvis der på sigt åbner sig en job-mulighed på en barsels- eller neonatalafdeling, så er det helt klart det første sted, jeg vil søge,” lyder det fra hende.
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken
Virtuel hyldest af årets praktiksteder