Sygeplejersken
Personlige relationer er afgørende i praktik
Mødet med fællesskabet og de gode rollemodeller i praktikken er helt afgørende for udviklingen af de studerendes professionelle identitet. Det siger forskningsleder ved VIA University College, Vibeke Røn Noer.
Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 51
Af:
Maria Klit, journalist
Hun har i mange år været optaget af, hvordan sygeplejersker udvikler en professionsfaglig identitet, og hun læser mange gode og vigtige indsigter i indstillingerne af praktiksteder til Sygepleje-studerendes Praktikpris.
”Det er tydeligt, at de personlige relationer er helt afgørende. Der står rigtig meget om varme, medmenneskelighed og fokus på både dannelse og uddannelse. Der peges på vejlederen og fællesskabet, hvor alle løfter i samlet flok. Derfor er det helt på sin plads, at de anerkendes med en pris som denne,” siger hun.
Hvis man skal pege på ét afgørende læringsøjeblik i uddannelsen, så er det ifølge Vibeke Røn Noer mødet med patienten, der foregår ude i praktikken.
”Det ansvar, der følger med sygeplejersketitlen, er en del af jobbet. Men hvordan lærer vi at bære det? Det kan du ikke læse dig til. Ude i praktikken mærker man det på egen krop. Man får ondt i maven eller mærker, at man lykkes. Det er det, der lærer de studerende, hvad det vil sige at være sygeplejerske,” siger Vibeke Røn Noer.
Rollemodeller gør en forskel
Netop spørgsmålet om, hvordan man udvikler en sygeplejerskeidentitet, er vigtigt at rejse, mener Vibeke Røn Noer.
”Vi har længe talt meget om, hvad vi skal lære de studerende. Men vi har forsømt spørgsmålet om, hvordan vi gør det. I de afgørende læringsøjeblikke i praktikken, spiller de gode rollemodeller en hovedrolle,” siger hun og fortsætter:
”For de kan lære fra sig, de er dygtige pædagoger, og de er professionelle og fagligt kompetente. Det er dem, de studerende ser op til og dem, de gerne vil være.”
Redesign uddannelsen
Vibeke Røn Noer er sammen med forskere fra VIA University College aktuelt i gang med et større forskningsprojekt, der foreløbigt viser, at 22 pct. af de sygeplejestuderende tvivler på, om de er sygeplejersker om fem år.
Årsagerne er mange, men særligt overgangen fra studie- til arbejdsliv er svær for mange.
I sin ph.d.-afhandling i 2016 pegede Vibeke Røn Noer på, at en del af løsningen kunne være, at de studerende afslutter deres uddannelse ude i praktikken i stedet for at arbejde på et bachelorprojekt de sidste seks måneder. Og det mener hun stadigvæk:
”Jeg vil så afgjort mene, at det vil medvirke til at skabe mere tryghed og trivsel i overgangen fra uddannelse til arbejdsliv.”
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken
Virtuel hyldest af årets praktiksteder