Hun var med til at redde Mikala

 Worst case så ville hun ikke leve i dag. Hun ville bare gerne dø. Så jeg tror ikke, hun ville være her i dag, hvis vi ikke havde gjort noget ekstra for hende.”

Sådan svarer Christina Sejr Lundstrøm, sygeplejerske på det psykiatriske intensivafsnit i Vordingborg, da hun bliver spurgt, hvor patienten Mikala Larsen ville være, hvis hun og hendes kolleger ikke havde insisteret på at yde sygepleje udover det, der normalt ligger inden for rammerne af behandlingen på en psykiatrisk afdeling. 

Den i dag 21-årige Mikala Larsen svarer selv det samme:

”Så tror jeg ikke, at jeg ville være her nu. Hun har været med til at redde mig.” 

Det hele startede for knap fire år siden, da Mikala Larsen blev indlagt på psykiatrisk afdeling S1 i Vordingborg. Hun var selvskadende og selvmordstruet og havde fået en række diagnoser. 

”Jeg var et par måneder på en anden afdeling. Her røg jeg ind og ud af bælte, blev tvangsmedicineret og fastholdt. Det var ikke rart. Det er et overgreb hver gang. Men så blev jeg rykket til den afdeling, hvor Christina var,” fortæller Mikala Larsen og fortsætter: 

”Jeg kom ind på en sansestue med beroligende musik og træer som baggrund. Der fik jeg lov at ligge, få mine kræfter tilbage og finde mig selv. Uden at blive bæltefikseret. Og der var tid til det. Ingen havde travlt med at få mig udskrevet, og de lyttede til, hvad jeg havde behov for.”

Besøgte hesten tre gange om ugen

I lang tid havde Mikala Larsen brug for, at der var en hos hende hele tiden.

De var et team på seks ansatte, der skiftedes til at være hos hende. Herunder Christina Sejr Lundstrøm.

I teamet blev de hurtigt enige om, at det var muligt at hjælpe Mikala Larsen til at blive et helt menneske.

Men det krævede en ganske særlig indsats, som de rammer, de var underlagt i psykiatrien, normalt ikke giver mulighed for. 

”Derfor gik vi til vores afdelingssygeplejerske og spurgte om lov til at gøre en række ekstra ting. Hun tyggede lidt på det og gav os så lov. Men det var ikke noget, vi skulle tale højt om i forhold til de andre afdelinger. For så var der hurtigt nogen, der kunne blive stødt, fordi man nu gik ind og gav en patient særbehandling,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm.

En af de ekstra ting, sygeplejerskerne gjorde for Mikala Larsen, var at tage hende med ud til hendes hest tre gange om ugen. 

”Vi skulle alligevel være hos hende konstant på afdelingen. Så i stedet for at være der, kørte vi ned til hendes hest. Det gjorde jeg i min egen bil. Det er jo ikke noget, man normalt må eller gør, men vi gjorde det, fordi det var det, hun fandt størst glæde ved,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm.

Mikala Larsen supplerer:

”En af de ting, som har gjort, at jeg har fået det bedre, er, at jeg kom ud til min hest, red på den og var sammen med den, selvom jeg var indlagt. Jeg har det godt, når jeg er sammen med den. Den er altid glad for at se mig og kan mærke, hvordan jeg har det. Også når jeg er ked af det. Den er nærmest omsorgsfuld.” 

Mikala Larsen blev også ledsaget til sin brors bryllup i Nordjylland.

”Vi mente, det var vigtigt, at hun var med. Men hun kunne ikke selv. Så to af os tog med, selvom det igen var langt ud over, hvad de normale rammer kan tilbyde,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm. 

”Det er ikke noget, jeg taler om”

Mikala Larsen var indlagt i 11 måneder, hvorefter hun blev udskrevet til et bosted.

”Det var svært at sige farvel. Når man har været et sted så længe, knytter man sig til personalet. Jeg har stadig kontakt med nogle af dem. Det betyder meget for mig, at jeg ikke bare er blevet glemt. Christina og to andre var også med til sommerfesten på bostedet. Det fik mig til at føle, at jeg ikke bare var arbejde. At jeg også betød noget for nogen,” siger Mikala Larsen.

Christina Sejr Larsen fortæller, at hun stadig har kontakt med Mikala Larsen. Og også andre tidligere patienter. 

”Det har jeg, fordi det giver mening. Ikke mindst, hvis de bliver indlagt igen. Så starter man ikke fra nul. Men det er ikke noget, jeg taler om. For man får hele tiden at vide, at det ikke må blive for personligt. At man ikke må komme for tæt på patienterne. Men for mig vil det være for firkantet, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg ville blive træt af det,” siger hun og uddyber: 

”For det handler om relationen. Den er så vigtig for behandlingen. Det er først, når man har opnået en relation, at patienten tør åbne, så man kan få indsigt. Nogle mennesker har været udsat for svigt, måske siden de blev født, og har ikke oplevet en normal familietilknytning. Det kan lykkes at gøre dem til hele mennesker med en ekstra indsats. Alternativet er, at de bare bliver hængende i systemet og ryger ind og ud.” 

Tilbagefald efter et par år

Mikala Larsen boede et lille år på bostedet på Sjælland og flyttede så hjem til sin mor i Thisted. Efter et år hos hende flyttede hun sidste sommer i en lejlighed for sig selv:

”I starten gik det fint med at bo alene, men jeg fik det dårligere, og i november blev jeg indlagt igen. Men jeg har det bedre nu og er udskrevet igen. Snart skal jeg flytte ind på et bosted. Det glæder jeg mig til.”