Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nogle gange skal man prøve noget af, og så bagefter bede om lov

På Psykiatrisk Afsnit S1 i Vordingborg er det ikke længere tys-tys at tage med patienter til møder, hjem for at rydde op eller besøge dem efter udskrivelse. Det er nu tilladt og tæller som lønnet arbejde. Patienternes behov er kommet mere i fokus, og især ét patientforløb ændrede tilgangen.

Sygeplejersken 2021 nr. 4, s. 46-47

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

VordingPsykSP111698F
Psykiatrien i Vordingborg
  • Afdeling S1 har ikke fået særlige ekstra midler til at arbejde ud fra patienternes behov. Det er en kulturændring, afdelingssygeplejerske Connie Pedersen arbejder for.
  • Connie Pedersen er ved årsskiftet også blevet afdelingssygeplejerske for ’De særlige pladser’ i Vordingborg – afdeling S4. Her vil hun forsøge at indføre samme kultur som på S1.  
  • Hele psykiatrien i Vordingborg har søgt og fået midler af Trygfonden til at implementere ’Safewards’, som er en model til at reducere konflikter i psykiatrien.

 I dag må vi gerne tage med hjem til patienterne, inden de bliver udskrevet for f.eks. at rydde op efter piller eller andet, der kan ligge og flyde, hvis de er blevet indlagt akut.

Vi tager også med til møder på Center for afrusning.

Vi besøger bosteder sammen med patienterne, inden de bliver udskrevet, og besøger dem der, når de er udskrevet. På den måde får de en mere flydende overgang, og slippet er ikke så voldsomt.” 

Det fortæller Christina Sejr Lundstrøm, specialsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling S4 i Vordingborg og tidligere afdeling S1. Men sådan har det ikke altid været. 

”Normalt, når man er indlagt, så foregår sygeplejen på sengeafdelingen. Når patienterne var færdige hos os, så sluttede vores relation, og vi havde ikke mere med dem at gøre. Men efter at have haft patienten Mikala Larsen (læs side 44-45), hvor vi bevidst prøvede at gøre nogle ting anderledes og arbejde med relationen, har det forandret nogle af vores arbejdsgange. Dengang var det dog ikke noget, vi talte højt om,” siger Christina Sejr Lundstrøm. 

Forløbet med Mikala Larsen blev begyndelsen til at få det hemmelige skygge-arbejde frem i lyset.

Klar til at prøve noget nyt

Connie Pedersen er afdelingssygeplejerske på Afdeling S1 og S4 og var også den, der gav grønt lys til at gå ud over rammerne.

”Det, vi gjorde med Mikala i 2017, var, at i stedet for at hun skulle passe ind i vores system, så valgte vi at se på, hvad vi skulle bruge af kompetencer for at hjælpe hende. Og der var sygeplejersker, der var klar på at gøre tingene på en ny måde. Hvilket også krævede noget andet og mere af dem,” siger Connie Pedersen.

De arbejdede med Mikala Larsen, så de kunne starte helt fra babyniveau og lade hende gennemgå alle faser op gennem barndom og til teenagerstadiet, hvor hun var klar til at komme ud og bo på et bosted.

Da hun havde nået 400 dage uden selvskade, besøgte hun afdelingen til en temadag. 

”Nogle gange skal man prøve noget af og så bagefter bede om lov. Det, vi ikke kunne tale højt om dengang, har vi nu forvandlet til den fineste sygepleje. Det var startskuddet på en kulturændring i afdelingen, hvor vi arbejder langt mere ud fra, at patienten er i centrum,” siger Connie Pedersen og fortsætter: 

”Det er det, recovery handler om. At man holder ved og gør en forskel for et menneske. De her mennesker har en oplevelse af ikke at have nogen værdi. Opgaven er at få vendt det, så de kan se deres egne kompetencer og ressourcer.”

Prioritering af ressourcer

Connie Pedersen understreger, at det kræver prioritering, men hun er villig til at sætte ressourcer af til sådanne indsatser i en periode.

Nogle gange koster det ekstra, men i det lange løb sparer de pengene på færre genindlæggelser og hjælper patienterne bedre. Og hun mener ikke, at de ting, de gør ekstra for nogle patienter, betyder en dårligere behandling for andre. 

”Der er forskel på patienterne. Jeg ved godt, at der er en holdning om, at tilbuddene skal være ens for alle. Men det er ikke det samme, patienterne har brug for,” siger hun.  

Arbejdet med relationen og tilliden mellem patienter og behandlere på Psykiatrisk Afdeling S1 har også betydet, at de – som del af et projekt, der skal nedbringe tvang – har patienter, som, når de bliver udskrevet, får lov at ringe direkte til afdelingen, hvis de får det dårligt.

Så kan de blive indlagt igen uden at skulle igennem akutmodtagelsen først – som reglerne ellers siger.