Psykiatri: Flugten fra utilstrækkeligheden

 Tid til sygepleje er en mangelvare i psykiatrien. Og det skræmmer sygeplejerskerne væk. 

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 75 pct. af lederne i psykiatrien har svært ved at rekruttere sygeplejersker med de rette kompetencer.

”Grundlæggende handler det om, at sygeplejerskerne skal have tid og mulighed for at udøve sygepleje. Det får de ikke i dag,” siger Lene Berring, sygeplejerske, forsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland og formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker.

Hun har det seneste halve år arbejdet på et projekt, der har undersøgt, hvad årsagerne til sygeplejemanglen er, og hvad der skal til for at kunne tiltrække og fastholde sygeplejersker i psykiatrien.

”Noget af den sygepleje, som i dag sker som skyggearbejde, ser nogle ledere ikke som vigtigt arbejde. Og for at det bliver vigtigt, skal den sygepleje efterspørges på et højere niveau. Problemet er, at der er for lidt forskning på området, og før det er dokumenteret, er det ikke noget, man prioriterer,” siger Lene Berring.

Hun peger på sygepleje i form af tid. Tid til at lytte mere og tale mindre. Det modsatte af effektivitet. I form af Phil Barkers Tidevandsmodel og en dybere forståelse af den psykiatriske patient, så man kan hjælpe patienterne med at forstå sundhedsvæsenet.

”Det kan godt være, at man har lavet retningslinjer, der skaber en hurtig og effektiv behandling. Men spørgsmålet er, om det virker? Dygtige ledere kan se, at tid er en gave. Så det handler om at få vendt tankegangen ift., hvad man bruger sin tid på. Men mange er låst fast i systemets rutiner og en arbejdsdag fra 8-16,” siger Lene Berring.

Glæden forsvandt

Sygeplejersken satte i blad nr. 3/21 fokus på sygeplejersker, der skyggearbejder, og talte i den forbindelse med en række sygeplejersker, som har valgt at forlade deres arbejde i psykiatrien, netop fordi de oplevede, at de ikke kunne give patienterne den pleje og behandling, de havde brug for, inden for psykiatriens rammer. 

Sygeplejerske Jeanne Frydensberg er en af dem. Hun arbejdede først på en psykiatrisk sengeafdeling og derefter i et udekørende psykoseteam. Men selvom hun arbejdede uden for rammerne, hvor det var muligt, blev afmagten ved ikke at kunne slå til og ikke at kunne hjælpe patienterne inden for de eksisterende rammer for meget. 

”Glæden ved faktisk at hjælpe patienten forsvinder igen, fordi man frygter, at man bliver opdaget. Det er ikke særlig behageligt. Så da jeg mærkede, at jeg var ved at skifte fra at være åben og glad med ønske om at gøre noget for patienterne til ”bare” at gå på arbejde, vidste jeg, det var tid til at stoppe,” fortæller Jeanne Frydensberg.

I dag arbejder hun ved Vejle Kommune, hvor hun bl.a. underviser jobkonsulenterne i at tale med borgere med psykiske lidelser.

En anden sygeplejerske, Cindie Schmidt, overfyldte kalenderen for at sikre, at alle patienter fik den behandling, de havde brug for.

Selvom de ikke længere havde krav på at få mere hjælp af systemet. Hun skyggearbejdede, til hun havde så mange patienter, at hun selv var ved at gå ned på det. Hun valgte at sige sit job op, inden det gik galt.

En tredje sygeplejerske har valgt at blive vikar for at kunne være i det. 

Større krav til sygeplejerskerne

Der findes dog undtagelser fra reglen. 

Psykiatrisk Afdeling S1 og S4 i Vordingborg er et af de steder, hvor man ikke har problemer med at tiltrække arbejdskraft. Her har afdelingssygeplejerske Connie Pedersen valgt at bringe skyggearbejdet frem i lyset og få sygeplejen mere i spil med udgangspunkt i patienternes behov.

”Det stiller nogle større og andre krav til medarbejderne. Både når det handler om arbejdstid og faglige kompetencer. Og så skal der også ærlighed og inderlighed til. Man skal give noget ekstra,” siger Connie Pedersen og fortsætter:

”Jeg har god succes med at ansætte sygeplejersker. Men jeg fortæller også i mine jobopslag, hvordan vi gør tingene. Nogle gange mister jeg selvfølgelig også personale. Man skal ikke have særlige forudsætninger, men man skal have lyst og være villig til at udvikle sig personligt. Og så skal man kunne lide at arbejde med udsatte og sårbare mennesker.”

Det er vigtigt for Connie Pedersen, at personalet trives i disse rammer, og her er hun bevidst om sin egen rolle.

”For at det kan lykkes, skal man også kunne mærke sin leder. Hvis ikke man har en leder, der går forrest og lægger personlighed i arbejdet, så flytter det ikke noget.”